Universet er kæmpestort!
Universets afstande og dimensioner er utrolige. Man skal ikke bruge lang tid i refleksion over dem, før man mister pusten. Bare afstandene her på jord kan virke store, specielt hvis man er barnet på bagsædet i bilen, “Er vi der ikke snart?”. Blot her på vores lille planet, jorden, er der en forskel fra den dybeste kløft i havet, Marianergraven, til det højeste punkt, Mount Everest, på ca. 20 km. Sammenlignet er afstanden fra jorden ud til månen ca. 384.400 km, hvilket svarer til det en god bil kører i hele dens livstid. En afstand der forsvinder som en dråbe i havet sammenlignet med afstanden fra jorden til solen på ca. 150 mio. km. Altså 150.000.000 km.
Se, vores solsystem, dvs, solen og dens otte roterende planeter, er kæmpe stort. Neptun, den yderst roterende planet, er ca. 4,5 milliarder km fra solen, hvilket giver os en diameter på 9 mia km.
Tænk så på, at vores solsystem blot er en af 2-400 milliarder solsystemer i vores galakse, mælkevejen. Det er ikke til at begribe. Og tænk så videre, at forskerne lige har ændret deres bud på, hvor mange galakser der er fra ca. 200 mia galakser til 2000 mia galakser. En tidobling. Blot ved at skrive disse tal ned, så kan man blive helt svimmel.
Du er lille
Bibelen sammenligner flere gange mennesker med noget småt og næsten ligegyldigt. Fx siger David i Sl 103, at vi er som støv og græs. Når vi husker på de førnævnte dimensioner i universet, så ser vi virkeligt, at vi er som et enkelt sandkorn på en kæmpe stor strand. Virkeligheden er dog, at det er vores planet, jorden, der er sandkornet, og at vi er en lille detalje på overfladen af sandkornet.
Lige så meget som disse tal får vores kæber til at falde til jorden over Skaberens storhed, så kan de også få os til at tænke med David:
“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”
Hvad er et menneske, at Gud husker på os? Netop det spørgsmål kan vi forestille os, at Hagar, Saras trælkvinde overvejede, da Abraham og Sara havde sendt hende alene, gravid og skrøbelig ud i ødemarken. Det er ikke usandsynligt, at hun ikke ville kunne overleve turen selv. Om natten har hun kunnet kigge op på Guds himmel og se “månen og stjernerne” og føle sig lille, ligegyldig og ensom.
Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?
Havde Hagar overlevet turen på egen hånd? Vi ved det ikke med sikkerhed, men det bliver tydeligt, at Gud ønsker hendes overlevelse, idet han griber ind. Hagar bliver mødt af “Herrens Engel”, der spørger Hagar: “Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?” Med det spørgsmål fremkalder han en refleksion hos Hagar. Saras behandling af Hagar har været unødvendigt hård, men med spørgsmålet påminder englen Hagar, at hun også selv har skyld i sin skæbne. Hagar var blevet gravid med Abraham, mens Sara var ufrugtbar, og derfor begyndte hun at se ned på sin frue. Man kan kun forestille sig de tilstande af jalousi og selvhævdelse, som den situation fremprovokerede.
Ikke nok med det, men englen stiller også et andet spørgsmål: “Hvor skal du hen?” Hagar besvarer det aldrig, men vi ved, at Hagar var fra Egypten, og det højst sandsynligt var der, hun flygtede tilbage til igen. Egypten, der igennem store dele af Bibelen er indbegrebet af oprøret mod Gud, er ikke en destination, man praler med, når man bliver stoppet af selv samme Gud.
Efter at englen med sit spørgsmål havde fremprovokeret en erkendelse og bekendelse fra Hagar, så byder han hende at vende tilbage.
Det kan virke barskt af Gud, at han byder Hagar at vende om til den frue, som mishandler hende. Så hvorfor gør han det? Der kan givetvis være flere perspektiver i det, men måske det vigtigste er, at Gud igennem Abraham havde startet sin frelsesplan, hvorigennem Guds velsignelse og fællesskab skulle gøres tilgængeligt for alle folk. Hagar var på vej væk fra denne kilde til Guds velsignelse, ja hun var på vej i modsat retning til Egypten. At kalde Hagar tilbage til Sara var ikke en let vej for Hagar, men det var vejen tilbage til Abraham, hvis afkom skulle bringe velsignelse til hele verden.
Gud ser
Efter at Hagar har mødt Herrens Engel, så udbryder Hagar i 1 Mos 16:13: “Du er Gud, der ser!”. Hagar, der må have oplevet sig utrolig lille, ensom og fortabt, får lov at opleve, at Gud er en Gud, der ser. Ja, på trods af universets milliarder af lysår store vidder, så ser han en stakkels oprørsk trælkvinde, der endda har gjort oprør mod Guds udvalgte, Abraham og Sara. Han ikke bare ser hende, han taler til hende, kalder hende til at vende om, og gennem løfter om velsignelse knytter han løfter til omvendelsen.
De distancer, som selv vores ypperste rumteleskoper ikke kan skue igennem, de er for intet at regne for Bibelens Gud, der er “Gud, der ser”. Hagar gør i situationen noget, som intet andet menneske i Bibelen gør, nemlig at “navngive” Gud. Gud har mange navne, som bliver åbenbaret mennesker i Bibelen, men Hagar får selv lov at navngive Gud – “Gud, der ser.”
I Herrens Engels møde med Hagar finder vi en stor trøst. Den Gud, der ser, er ikke en Gud, der primært observerer med det formål at dokumentere vores overtrædelser, som et overvågningskamera gør. Derimod ser han med det formål at konfrontere os med vores overtrædelser, kalde os til til omvendelse og derigennem lede os til hans velsignelse.
Hvem er Herrens Engel?
I beretningen i 1 Mos. 16 står det tydeligt beskrevet, at Hagar møder Herrens Engel, og dog udbryder hun, at hun har set Gud, der ser hende. Igennem Det Gamle Testamente møder vi Herrens Engel en del gange, og i nogle af tilfældene, så får vi indtrykket af, at denne person ikke blot er en engel, men at han er Gud selv (i hvert fald i nogle tilfælde).
Her påstår Hagar, at hun har set Gud, idet hun har set Herrens Engel. I 1 Mos 22 hvor Abraham er ved at ofre Isak, afbrydes han også af Herrens Engel, og Herrens Engel udbryder i v12: “Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.” Her igen er der en identifikation imellem Herrens Engel og Gud, selvom de fremstår som to forskellige personer.
Vi fristes til at spørge: Kan det være, at Herrens Engel er Jesus, Guds Søn, der viser sig, før han blev født som drengebarnet Jesus? Sammenhængen imellem Guds Søn og Herrens Engel er blevet beskrevet sådan: “Guds Søn, der sådan længtes efter at ofre sit liv for os, afprøvede sin inkarnations-klædning.”
En forsmag på Jesus
Virkeligheden er, at Gud i Jesus en gang for alle har set til os mennesker. Ja, den Gud der har skabt det ubegribeligt store univers, han lod sig føde som en mikroskopisk lille baby. Barnet voksede, blev til en mand, levede et gudfrygtigt og helligt liv, og til sidst lagde han sit liv ned for hver af os. I netop den handling ikke bare så Gud os, men han så til vores mest påtrængende behov. Ikke blot tog Guds Søn “forklædt” som Herrens Engel sig af Hagar, nej født som menneske døde han for vores synd. Som den der er død i dit sted, så spørger han dig nu: “Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?” Svarer du ærligt og lader ham kalde dig til omvendelse, så vil Gud se til dig og lede dig ind i hans velsignelse.
Artiklen er tidligere bragt i LMH’s elevforenings blad Båndet.
