Hvis vi forudsætter, at Gud eksisterer – både i troslæren og i vores liv i det hele taget –, dukker nogle fuldstændigt afgørende spørgsmål op: Hvem er Gud og hvordan lærer vi ham at kende?
Vi er chanceløse, når det kommer til at finde Gud og lære ham at kende. Det er ganske enkelt ikke noget, mennesket har kapacitet til. Vi har med andre ord brug for, at Gud rækker ud til os. At han på en eller anden måde åbenbarer (dvs. viser, demonstrerer, afslører, formidler, giver sig til kende), at han findes, hvem han er og hvordan vi kan lære ham at kende.
I denne artikel skal vi se på de måder, Gud har åbenbaret sig på. I kirkens historie har det været normalt at dele det ind på to måder:
- Den almindelige åbenbaring
- Den specielle åbenbaring
Bagefter vil vi se på et par indvendinger, der kan rejse sig i mødet med disse troslærepunkter.
Guds almindelige åbenbaring
Guds almindelige åbenbaring sker i skaberværket, samvittigheden og historien. Her kan vi erkende, at Gud findes, men heller ikke mere end det. Denne åbenbaring er tilgængelig for alle mennesker.
Skaberværket
Bibelen taler om, at skaberværket vidner om Guds eksistens. Guds væsen, kraft og guddommelighed har kunnet ses siden universet blev skabt (Rom 1,19-20). Paulus forkynder også, at Gud har ”vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde” (ApG 14,17). Naturen giver altså en vis erkendelse af, at der findes en Gud. Denne erkendelse kan undertrykkes hos det enkelte menneske. Alligevel er der mange, der nok bærer rundt på en fornemmelse af, at der er noget større – noget ”mellem himmel og jord”. Noget af den fornemmelse kan meget vel have at gøre med det, vi ser i skaberværket: en ufattelig kompliceret menneskekrop, som man har brugt årtusinder på at forstå; fysiske love, der har en livgivende regelmæssighed; et univers så enormt, at det sprænger vores forestillingsevne.
Samvittigheden
Gud har også åbenbaret sig gennem menneskers samvittighed. Det er bemærkelsesværdigt, at mennesker, der ikke tror på Gud eller har hørt om ham, kan få samvittighedskvaler og endda tænke at have forbrudt sig mod ”noget større”. Ligesom åbenbaringen i skaberværket, kan Guds åbenbaring i samvittigheden også undertrykkes, og samvittigheden næsten ødelægges.
Historien
Gud er historiens herre og endda på en måde, så det vidner om hans eksistens. Når mennesker undertrykker den almindelige åbenbaring fra skaberværket og samvittigheden, vil Gud enten straffe dem eller overgive dem til det, de vil (Rom 1,23-32). Bibelen taler om, at dette kan ses i historien, ved at der i kultur og samfundsliv bliver mere ondskab og udfoldelse af synd.
Den almindelige åbenbaring – utilstrækkelig til frelse, tilstrækkelig til dom
Guds almindelige åbenbaring kan give en erkendelse af, at Gud findes. Men den har en utilstrækkelighed, idet den ikke fortæller mere om Gud og om frelsen. Til det er der brug for en speciel åbenbaring.
Trods utilstrækkeligheden med hensyn til kundskab om frelse, er den almindelige åbenbaring tilstrækkelig med hensyn til dom. Bibelen lærer, at alle mennesker skal dømmes af Gud, uanset om de har mødt Guds specielle åbenbaring eller ej. Alene det, at de har haft erkendelse af Guds eksistens gennem almindelig åbenbaring og har haft en samvittighed, er nok til, at de kan blive dømt af Gud. Denne virkelighed kan virke hård og frastødende, og indvendingerne kan hurtigt rejse sig. Det vender vi tilbage til senere i artiklen.
Den specielle åbenbaring
Den specielle åbenbaring er Guds ord. Her får vi et møde med Gud, lærer hvem han er og får svar på store, eksistentielle spørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med livet? Hvad sker det, når vi dør? Denne åbenbaring er kun tilgængelig for de mennesker, som møder Guds ord. Den indeholder det, vi ikke kan finde frem til ved den almindelige åbenbaring, og derfor kalder man den ofte speciel.
Guds ord møder vi i Bibelen. For at forstå mere om, hvad Bibelen – Guds specielle åbenbaring – er, må vi undersøge, hvad den siger om sig selv. Mange bibeltekster siger noget om Bibelen, men et centralt sted er 2 Tim 3,16:
Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.
Udtrykket ”skrift” blev brugt om den samling skrifter, som udgjorde GT. Imidlertid ser vi i NT, at der anvendes samme udtryk om NT-skrifterne. Altså bliver NT-skrifterne, ligesom GT-skrifterne, betragtet som Guds inspirerede ord. Bibelen er altså ikke blot menneskers erfaringer og oplevelser af Gud, som de har nedskrevet. Det er tekster, der er blevet til på den måde, Gud selv ville det. Og til det har han brugt menneskelige forfattere, som har givet teksterne deres egne særpræg og personlige udtryk.
At Bibelen er Guds ord, betyder også, at den er en autoritet. Når vi hører, læser og forholder os Bibelen, er det Gud selv, vi forholder os til. Det svarer lidt til, at mekanikeren sender en regning til kunden. Hvis kunden siger ”Det er jeg ligeglad med; jeg betaler ikke en øre”, er det ikke bare et udtryk for, hvordan han forholder sig til regningen, men også til mekanikeren selv.
Ubesvarede spørgsmål
Der er naturligvis spørgsmål, som ikke er blevet besvaret ovenstående. Hvorfor er det fx lige præcis de 66 bøger, der er samlet i Bibelen, som man i kirken har anerkendt som værende fra Gud? Hvad betyder Guds inspiration af skrifterne for hvor klar og forståelig Bibelen er, hvor troværdig den er osv.? Nogle af disse spørgsmål kommer senere artikler ind på.1Du kan læse mere om Bibelens klarhed og troværdighed i artiklerne “Taler Bibelen altid klart?” og “Er Bibelen Guds ord?”
Indvendinger
Efter et lille indblik i læren om Guds åbenbaring, vil der nok for mange rejse sig nogle indvendinger. Dem må vi tage alvorligt. Jeg vil her tage to frem og forsøge at give et kort svar.
Indvending nr. 1: Et møde med Jesus i drømme
Mange mennesker, især i muslimske lande, møder tilsyneladende Jesus gennem drømme. De får altså en åbenbaring fra Gud. Hvis Gud kan møde mennesker gennem drømme, er det så ikke at presse citronen lidt, når man påstår, at Guds specielle åbenbaring er så nødvendig?
Der er rigtigt nok mange vidnesbyrd om, at Jesus i drømme møder mennesker, der aldrig har hørt om ham og ikke aner det fjerneste om kristendommen. Det er egentlig ret trosbekræftende, at så mange mennesker uafhængigt af hinanden møder én, de ikke havde nogen chance for at kende. Jeg har grundlæggende tillid til, at disse vidnesbyrd er sande. I drømmene er det dog oftest tilfældet, at Jesus fortæller den drømmende, at vedkommende skal opsøge nogle bestemte personer, der efterfølgende kan fortælle mere om evangeliet. Det tyder altså på, at Guds åbenbaring i drømme oftest anvendes til at lede mennesker til hans specielle åbenbaring. Dette har man set mange gange i missionshistorien: Mennesker er blevet overbevist – fx i drømme – om at de ikke kender sandheden, og at de enten skal vente på nogle bestemte personer eller opsøge nogen.
Vi kan altså sige, at Gud åbenbarer sig hvor han vil, for hvem han vil og hvornår han vil. Vi kan ikke regne med at møde Gud i drømme, men derimod regne med at møde ham i hans ord. Det er netop Guds ord, som han leder til, også når han møder folk i drømme.
Indvending nr. 2: Fortabelse uden speciel åbenbaring?
At mennesker, der har mødt Guds specielle åbenbaring og dermed kender sandheden, går fortabt, er måske til at acceptere. Men at mennesker, der aldrig har fået chancen for frelse, også skal gå fortabt, virker simpelthen unfair.
Bibelens tale om fortabelsens virkelighed for de mennesker, der ikke har mødt Guds ord, kan føles hård, uretfærdig og uforståelig. Det er ikke nødvendigvis noget, man rent følelsesmæssigt nemt accepterer. Alligevel må vi gå til Bibelen og prøve at forstå og tilegne os den bibelske virkelighedsforståelse. Det er i det hele taget afgørende, når vi følelsesmæssigt reagerer mod noget i Bibelen: I stedet for at lade følelser afgøre bibelfortolkningen, må vi forstå og acceptere Bibelens lære, og så dernæst forsøge at forene vores følelsesliv med den.
Når det kommer til spørgsmålet om menneskers fortabelse, skal det sættes ind i en større ramme. Bibelen lærer os, at alle mennesker er syndere, gør oprør mod Gud og dybest set ikke vil have med ham at gøre. Ja, Bibelen siger endda, at hvis ikke Gud selv skaber troen i vores hjerter, vil ingen tro. Mennesket står altså i udgangspunktet i opposition mod Gud – og vi vil det. Eftersom Gud er suveræn, retfærdig og ikke tåler synd, vil ingen ifølge bibelsk tankegang kunne anklage ham, hvis han valgte slet ikke at frelse nogle. Det vil også sige, at når Guds specielle åbenbaring bliver kendt for dele af menneskeheden, bliver frelsen mulig for langt flere, end vi egentlig kan kræve af Gud.
Alle svar er ikke givet og alle følelser er sikkert heller ikke på plads. Men ovenstående er et forsøg på at give en bibelsk forståelsesramme overfor en forståelig reaktion.
Udblik
To refleksioner er afslutningsvist værd at tage med:
For det første: Hvis vi tror, at Gud findes og at han har åbenbaret sig gennem Bibelen, må vi tage Bibelen alvorligt. Vi må læse og forstå den på dens egne præmisser. Vi må bruge den som grundlag for al tro og teologi. Derfor er læren om Guds åbenbaring også afgørende for en troslæregennemgang. Den lægger simpelthen fundamentet for alt videre arbejde.
For det andet: Hvis mennesker går fortabt uden et møde med Guds specielle åbenbaring, kalder det på mission. Kender vi Guds ord, kender vi det, som kan frelse de mennesker, som ikke har mødt det endnu. Læg mærke til Paulus’ ord i Rom 10,13-15b:
»[E]nhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. 14 Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? 15 Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?
Fodnoter:
| ↑1 | Du kan læse mere om Bibelens klarhed og troværdighed i artiklerne “Taler Bibelen altid klart?” og “Er Bibelen Guds ord?” |
|---|
