Gud er min far

Ordet far bruges mange gange om Gud i Ny Testamente (NT). Jesus omtaler meget ofte Gud som sin far og tiltaler ham altid som far i sine bønner. Han levede her på jorden i bevidsthed om sin himmelske fars omsorg. I Gammel Testamente (GT) omtales Gud også som far. Det sker godt nok ikke med samme hyppighed som i NT, men forekommer dog en hel del gange. Vi vil se på nogle af dem.

Min far er min skaber

Alt mit liv skyldes ham

I sin afskedstale til Israels folk understreger Moses, at Gud som vores far er vores skaber: ”Han er dog din fader og skaber, og det var ham, der skabte og formede dig” (5 Mos 32,6).

Vi skylder vores far vores liv. Uden hans skabende indgreb var vi ikke til, hverken som mennesker eller som kristne¹Joh 1,13 siger, at vi er blevet Guds børn ved at blive født af ham. Han gav os både eksistens – at vi findes, og form – at vi er dem, vi er. Det skyldes alt sammen ham.

”Herre, du er jo vor fader; vi er ler, og du har formet os, vi er alle sammen dine hænders værk”, siger Esajas (Es 64,7). Og profeten Malakias følger trop: ”Har vi ikke alle den samme fader? Er det ikke den samme Gud, der har skabt os” (Mal 2,10).

At kende sin far er vigtigt for at kende sig selv: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad har jeg med mig i bagagen af arv og miljø? At kende sin far og at kende sig selv i forhold til sin far er et væsentligt element i svaret på de spørgsmål. Det gælder også i forholdet til Gud som vores far. Han er vores skaber, og vores liv har sit udspring i ham. Derfor finder vi dybest set også vores identitet i relation til ham.

At Gud er vores far, betyder også, at vi ikke er selvberoende. Vores liv beror på en anden både i sin tilblivelse og sin fortsatte eksistens, nemlig vores guddommelige far.

Min far har ingen ligemand

Det handler ikke alene om børns almindelige stolthed over deres fædres (overdrevne) egenskaber. Sådan har børn det godt nok indtil en vis alder, men for Guds børn gælder det livet igennem: ”Min far er den største for mig og i hele verden”. Og dog opleves det ikke altid sådan. Guds børn kan miste synet for deres fars storhed. Derfor understreger Jesus, at vores far i himlen er i særklasse: ”I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen” (Matt 23,9).

Der er ingen her på jorden, der står lige med Gud som vores far. Hverken vores biologiske far eller nogen af de idealer og forbilleder, vi alle sammen ser op til. Det svarer i virkeligheden til det første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig!” I det er der – ret forstået – gemt en frihed i forhold til alle andre faderroller og faderautoriteter i vores liv.

Gud er far for dem, som ikke har nogen far

De faderløse er et tema, som dukker op flere gange i GT. I de forbindelser træder Gud frem som far for dem, som ikke har nogen far: ”Faderløses fader og enkers forsvarer er Gud i sin hellige bolig” (Sal 68,6).

Faderløse findes også i dag, måske fordi faderen er død, eller stukket af med en anden kvinde, eller fordi han er så optaget af sit arbejde, at han føles meget langt borte, eller måske ligefrem er så optaget af sit fritidsarbejde i en kristen organisation, at han opleves langt borte.

Til den, som er faktuelt eller emotionelt faderløs, er der et vigtigt budskab: Gud vil være far for dem, som ingen far har. Han er de faderløses fader. Han vil være far, dér hvor den biologiske far mangler eller svigter. Gud vil som far ikke svigte de faderløse eller overlade dem til sig selv.

En fuldkommen far

Jesus understreger, at Gud er en fuldkommen far: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen” (Matt 5,48). Alle fædre er ufuldkomne. Det er en kendsgerning, som kan være svær at acceptere – både for faderen selv og for hans børn.

Gud er anderledes. Han er en fuldkommen far. En fuldkommen far for alle os, som er ufuldkomne fædre, og for vores børn, som har ufuldkomne fædre.

Vores far opdrager os

I Hebræerbrevet 12 udfoldes Guds opdragende rolle som vores far. Der står bl.a. ”For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed” (Hebr 12,10).

Biologiske fædres opdragelse er begrænset og ufuldkommen, ja nogle gange måske ligefrem skadelig. De gør det som regel så godt, de kan. Det betyder, at vi nogle gange har fået ar og mén af deres opdragelse eller mangel på opdragelse. Nogle bærer sår med sig hele livet.

Gud er anderledes. Han opdrager os til vores bedste. Han laver ingen fejl i sin opdragelse. Han er ikke en uheldig rollemodel på visse områder. Han sætter ikke grænserne forkerte steder. Han tager aldrig fejl. Sådan en far er Gud.

Det kan godt være, at vi ind imellem undrer os over, at den opdragelse, han udsætter os selv eller andre for, skulle være fuldkommen. Bibelens løfte er dog, at når vi engang skal se tilbage på vores liv i Guds evige perspektiv, så vil vi kunne konstatere, at hans opdragelse kun var god, og at hans valg altid var de rigtige. Indtil den dag er det et løfte, vi må kæmpe med at fastholde i tro.

Målet med Guds opdragelse er, at vi skal få del i noget fantastisk smukt, som kendetegner Gud selv, nemlig hellighed. Han vil lade det vokse frem i os, som kendetegner ham selv. Derfor opdrager han os fx ved nogle gange at sige nej til vores bønner. Men som i al anden opdragelse er der ingen automatik. Selv den bedste opdragelse lykkes ikke altid!

Min far er min løskøber

Min far hedder ”Løskøber”

I slutningen af Esajas’ bog bruges betegnelsen far igen om Gud. Det sker i en sammenhæng, hvor Israels folk har smagt syndens konsekvenser og har oplevet Guds dom, der har ført dem i eksil i Babylon. Esajas skriver i den forbindelse en trøstende udtalelse om Gud som far: ”Du er vor fader; Abraham kender os jo ikke, Israel kendes ikke ved os. Du Herre, er vor fader, Vor Løskøber er dit navn fra evig tid” (Es 63,16).

To ting understreges om Gud som vores far her. For det første, at han husker os og kender os. Folket føler sig glemt, men Gud kender dem stadig, for han er jo deres far. Dette minder om et andet sted, hvor Esajas bruger et forældrebillede på, at Gud husker sit folk: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selvom de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig” (Es 49,15). Bemærk at med hensyn til, at Gud husker de børn, som føler sig glemt, bruges både billedet af Gud som far og som mor. Der er i Bibelen et forældre-billede af Gud, som oftest udtrykkes ved at Gud kaldes vores far, men som også rummer den moderlige side (se fx også Sl 131,2).

For de andet understreger Es 63, at Gud, vor far, fra evighed har haft navnet Vor Løskøber. Det er det samme ord (hebraisk: goel), som også oversættes løser og fx bruges om Boaz i Ruths bog. Billedet indebærer, at der betales en løsesum, for at nogen kan blive fri. I denne sammenhæng betyder det, at det ikke er omkostningsfrit for Gud at være vores far. Faderskabet har sin pris.

Billedet kan føres op til vores egen tid, hvor en far har fået sit barn kidnappet, og hvor der kræves en stor løsesum, for at han kan få det tilbage. Kidnapperne i vores forhold til Gud er fordærvsmagterne i verden, i dette tilfælde især Guds hellige lov, der holder os i fangenskab. Prisen for at få barnet udleveret er, at et andet barn gives i stedet. Et barn uden mindste gnist af synd og ondskab i sig. Det barn var Jesus. Gud, vores far, som selv er ét med sin søn i treenighedens mysterium, gav ham bort som løsesum for at få os som sine frie børn.

Paulus siger: ”Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” (Gal 3,13). Vores far gav sig selv som løsesum i sin søn Jesus Kristus, for at vi kunne leve frit som hans elskede børn i hans nærhed. Vores far er vores forløser.

En barmhjertig far

Et andet udtryk, som knyttes til Gud som vores far, er barmhjertig: ”Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham” (Sl 103,13). Når man er barmhjertig, er man mere god mod et menneske, end man strengt taget behøver at være ud fra en rent juridisk betragtning. Sådan er Gud. Han er god mod os, når vi ikke fortjener det. Han er mild i sin ellers faste opdragelse af sine børn.

Barmhjertighed rummer også en følelse. Kynisme over for andres smerte og nød er barmhjertighedens modsætning. Hos Gud findes ingen kynisme over for sine børns lidelse, heller ikke når den er selvforskyldt. Guds faderhjerte berøres af hans børns vanskeligheder.

Gud er far i mit liv

Min far hører bøn

Når vi beder, kommer Gud os på en særlig måde i møde som far. Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte Gud omtales som far i forbindelse med bøn i NT. Et eksempel:

”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal i bede således: Vor Fader…” (Mat 6,6-9)

Gud svarer på vores bøn, som en god far svarer på sine børns bøn. Han giver ikke noget, der kan ligne det, vi beder om, men som i virkeligheden vil skade os (sten, slanger, …). Han giver os gode gaver, som svarer til vores behov. Det betyder, at han nogle gange ikke giver os, hvad vi beder om, men blot lytter og holder igen og giver os noget andet, fordi han er en far – og ikke en automat.

Så kan det godt være, at vi i arrigskab råber og skælder ham ud og siger, at vi ikke vil være hans børn længere, sådan kan menneskebørn jo reagere nogle gange. Men han lader sig ikke presse af den slags udtalelser, for han er vores far, som giver os til vores sande gavn.

Fortrolighed og nærhed: Abba Fader

Jesus tiltalte sin far i himlen med udtrykket abba. Det er et aramæisk udtryk, som jødiske børn også i dag tiltaler deres far på hebraisk. Ordet svarer til, at nogle danske børn før i tiden kaldte deres far for farmand, og når engelske børn siger daddy eller dad. Pointen er den umiddelbare tillid, tryghed, nærhed og fortrolighed.

Det var det ord, Jesus brugte, når han talte til Gud. Paulus bruger samme ord om en kristens forhold til Gud som far: ”I har ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader” (Rom 8,15 og Gal 4,6). Barnekår er trællekårs modsætning, og abba er frygtens modsætning. Abba er udtryk for et forhold fyldt af tryg tillid. Sådan en far vil Gud være for os: Frygtens modsætning.

Min far er dér til sidst

Min far skåner mig på dommens dag

I Malakias’ bog tales der om Herrens dag som den store regnskabs- og dommedag. På den dag har det stor betydning at have Gud til far. ”Den dag jeg griber ind, siger Hærskares Herre, skal de være min ejendom, jeg vil skåne dem, som en far skåner den søn, der tjener ham” (Mal 3,17). Vi behøver ikke at frygte Herrens store og endelige dom over al jordens ondskab, for når Herren er vores far, vil han skåne os på den dag. Samtidig får Malakias også sagt, at de, som har Gud til far, også tjener ham. Det er ikke i modsætning til at være befriet fra ”trællekår”.

Værelset i min fars hus

I sin afskedstale knytter Jesus også talen om Gud som far til fremtidshåbet. Han siger: ”I min fars hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er” (Joh 14,2).

Boliger kan også oversættes med værelser, og det giver jo god mening, når vi taler om et hus. Der er noget, der venter hjemme hos far. Hvis vi bliver i billedet, er det et værelse med vores navn på. Guds børn hører til i deres fars hjem. Vores bror Jesus er taget hjem til vores fælles far og har gjort et værelse klar til os i hans store hus. Det er det bedste sted, der findes for Guds børn. Det er nemlig vores hjem.

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.