Gud dømmer og frelser

Forestil dig en vippe på en legeplads. Den går op og ned med børn på begge sider. Æren til Jesus og trøsten til os placeres på hver sin side af vippen. Når hele æren for vores frelse er placeret hos Kristus, får vi samtidig hel og fuld trøst og frelsesvished. Reducerer vi derimod Jesu ære, bliver trøsten til os mindre.

Når Gud skal have al ære, og de troendes samvittigheder skal finde trøst, må der skelnes mellem loven og evangeliet. Begge findes i både GT og NT – vævet ind i hinanden.

Ære til Kristus og trøst til syndere

At skelne mellem lov og evangelium er derfor centralt og grundlæggende i vores lutherske bekendelse og lære.

Det ser vi i et vigtigt afsnit fra Apologien (AP, forsvarsskrift) til den Augsburgske Bekendelse (CA). I artikel 4 i CA bekender vi, at Gud erklærer os retfærdige ved tro. Og så pointerer AP, at denne troslære er centrum i evangeliet:

”Striden angår her hovedartiklen i den kristne lære, som, ret forstået, (1) gør Kristi ære herlig og stor og (2) skænker de fromme samvittigheder den fornødne og rigeligste trøst …

Hele Skriften bør deles i disse to hovedstykker: loven og løfterne. Nogle steder forkynder den os loven, andre steder tilbyder den os nåde ved løfterne om Kristus.”¹Dette og de fleste øvrige Luther-citater i artiklen findes på http://lutherdansk.dk

Den lutherske retfærdiggørelseslære har altså to sider og formål:
1) at Kristus æres, når denne lære holdes klar
2) at syndere må trøstes ved evangeliet.

Gud ønsker virkelig at trøste os midt i vores synd, tvivl og problemer. Han kommer for at give os vished, trøst og fred. Og det får vi kun i Jesus.

Hvis man derimod forkynder falsk – at det at blive frelst delvist er min og delvist Guds gerning – fjernes æren fra Jesus og trøsten fra syndere.

Nogle steder præsenterer Skriften loven. Andre steder rækkes Kristi løfte. Det sker både, når GT lover, at Messias vil komme med syndsforladelse, retfærdiggørelse og evigt liv, og når Kristus i NT kom og tilsagde os syndernes forladelse, retfærdiggørelse og evigt liv.

Lucas Cranachs maleri ”Loven og Evangeliet” skildrer de to sider med en lovens og dødens side og en livets og evangeliets side. Den ene side viser syndefaldets konsekvenser – den anden evangeliets tilblivelse og forkyndelse i Jesu inkarnation, død, opstandelse og himmelfart. Allervigtigst er, at der ud af Jesu side drypper blod på et menneskes hoved, fordi Jesu blod er centrum i evangeliets forkyndelse.

Syndernes forladelse blev vundet på korset, og den rækkes til os i evangeliet. Så når evangeliet prædikes, tilsiges i absolutionen og rækkes i dåb og nadver, får synderen det, der allerede er vundet: syndernes forladelse.

En bank eller en domstol

Luthers fokus på det med at skelne mellem lov og evangelium udspringer af hans studie af profetskrifterne i GT. Her viser det sig, at Gud virker modsat af, hvad vi forventer. Vi tænker, man først lever og dernæst dør. Men Luther peger på, at Gud i Skriften vender det om:

Gud er den, ”der dræber og gør levende” (5 Mos 32,39). Først dræbes (underforstået: i åndelig forstand, red.) du, og så gøres du levende (jf. 1 Sam 2,6. Job 5,18).

En lille passage fra forklaringen til ​​Luthers 95 teser viser, at Luther i de syv måneder mellem teseudgivelsen og forklaringen nåede til større klarhed om dette forhold – ud fra en række GT-afsnit:

Når Gud begynder at retfærdiggøre et menneske, fordømmer han ham først; ham, som han vil oprejse, ødelægger han; ham, som han vil helbrede, slår han; og den, som han vil give liv, dræber han, som han siger i 1 Kong 2 [1 Sam 2,6] og 5 Mos 32[v.39]: ”Jeg dræber og gør levende osv.”

Videre fra forklaringen til teserne:
Det gør han imidlertid, når han tilintetgør mennesket, og når han ydmyger og skræmmer det til kundskab om sig selv og sine synder, for at den elendige synder kan sige: ”Der er ingen sundhed i mine knogler på grund af mine synder; der er ingen sundhed i mit kød på grund af din harme” [Sl 38,3].

Læg mærke til, at et juridisk sprog som fordømmelse og omtalen af Gud som dommer ofte bruges i luthersk retfærdiggørelseslære.

Romerkirken tegner et billede af frelsen, der ligner en bank med et stort pengeskab (i himlen) fyldt med ”fortjenester”. Paven har nøglen, og Jesus har lavet det største indskud. Næststørste indskyder er Maria og dernæst alle helgener. Formålet med munkelivet er at indskyde mere i banken, så andre kan få del i det. Kirken er en form for udvekslingsselskab, hvor én kan indbetale til en andens gavn.

De lutherske sagde, at alt dette var forkert. Billedet af frelsen er ikke en bank, men en domstol, hvor vi står foran Herren. Djævelen anklager os med rette, for vi er skyldige. Herren Jesus kommer ind i retssalen med sin lidelse. Han bringer beviserne for vores uskyld ved at fremvise sit blod. På den baggrund erklærer Faderen os for uskyldige. Det er retfærdiggørelsen.

Det er ikke kun et billede. Det er sandt. Og det sker også nu! Vor Herre Jesus går nu i forbøn for os. Han viser stadig sin lidelse frem for Faderen som bevis mod din synd, og Faderen erklærer dig uskyldig.

Djævelen vil stadig anklage dig. Forestil dig, at Djævelen står frem og peger på din synd. Da rejser Jesus sig som din advokat og siger: ”Indvending! Den synd er der betalt for med én død. Den er dækket af mit blod. Jeg har allerede lidt for den synd”. Og Faderen bekræfter Jesu indvending! Dermed erklæres du hellig og uskyldig.

Men Luther pointerer, at før du erklæres uskyldig, bliver du erklæret skyldig. Før du bliver frikendt, bliver du dømt. Før du kommer til live, sender Herren dig gennem døden. Når Gud begynder at retfærdiggøre et menneske, fordømmer han ham først.

Guds fremmede handlinger

Lov og evangelium drejer sig vel at mærke ikke blot om Guds ord, men også om Guds handlinger med den enkelte. Lov og evangelium er udtryk for Guds væsen og for, hvordan han handler med os hver især.

I forklaringen til teserne står der videre:
For således falder bjergene for Herrens ansigt. Således sender han sine pile og spreder dem, ”ved din irettesættelse, Herre, og ved åndedrættet fra din vredes ånd” [Sl 18,15]. Således bliver syndere vendt til helvede, og deres ansigter er fyldt med skam. David oplevede ofte en sådan forfærdelse og skælven, da han bekender med støn i mange forskellige salmer. Men i denne forfærdelse er begyndelsen til frelse, for ”frygt for Herren er begyndelsen til visdom” [Sl 111,10].

… Gud gør kort sagt en fremmed gerning, for at han kan udføre sit eget værk.

Den sidste sætning er inspireret af Esajas: Gud ”gør sin gerning, en fremmed gerning, han udfører sit værk, et fremmedartet værk” (Es 28,21). Guds fremmede gerning er lovens dom, men den udfører han kun for at kunne gøre den gerning, som han inderst inde brænder for: at række os evangeliet og syndernes forladelse.

Loven forbereder os til evangeliet

Det er værd at tænke lidt over. Hvis jeg spørger folk i USA, om de har begået fejl, siger de: ”Ja da. Jeg er ikke perfekt.” Men så tilføjer de: ”Alle laver jo fejl. Det er almenmenneskeligt. Ingen er perfekt.” Så folk ved, at de har gjort noget forkert, men de indser ikke dybden af ​​deres synd. De indser ikke, at deres synd foruretter Gud. Og her er forskellen mellem en urolig samvittighed og en forfærdet samvittighed.

Tænk på Davids anger, som er et eksempel på en forfærdet samvittighed: ”Jeg kender mine overtrædelser … Mod dig alene har jeg syndet” (Sl 51,5f). Én ting er at vide, du har gjort noget forkert, men det er en anden ting at vide, at Gud er vred på dig for det, du har gjort, og at du fortjener Guds vrede og straf.

For nogle år siden gik en mand med maskingevær ind i en biograf i Colorado og skød folk. Hele samfundet sørgede over den tragedie. Hans lejlighed var mineret, så flere kunne være blevet dræbt. Forestil dig, han blev fanget og vedgik sin skyld. Adspurgt om forventning til strafudmåling ville han så måske svare ”2-3 dage og derefter fri”. Godt nok havde han bekendt sin skyld, men forholdet mellem forbrydelse og straf ville slet ikke være i orden. Vi ville nok mene, at han ikke har erkendt sin skyld.

I vores skriftemålsliturgi siger vi, at ”vi ved, vores synd har fortjent Guds timelige og evige straffe.” Det er, hvad anger er. En forfærdet samvittighed er en samvittighed, der ikke blot ved, at jeg har brudt Guds lov, men at jeg dermed også har gjort mig selv til Guds fjende, og at jeg med rette fortjener hans dom.

Det er det, Gud gør ved lovens forkyndelse. Det fuldføres ved Helligånden. Alle har en dårlig samvittighed, men kun den kristne har en brudt samvittighed. Det sendte Jesus Helligånden for at skabe hos os, nemlig at overbevise og dømme verden for sin synd. Disse overtrædelser af de ti bud betyder, at vi fortjener den evige døds dom fra Gud.

Derfor skal loven forkyndes, så evangeliet begynder at give mening. Så loven skal virke for at gøre en fremmed gerning, så vi kan være klar til Guds egentlige gerning.

I Galaterbrevet 3,24 står der: ”… loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.”

Loven kommer for at bringe os til Kristus. Eller med andre ord: Loven har sin opgave, lige så vel som evangeliet har. Lovens gerning er forberedende. Kristi værk giver kun mening, hvis Moses’ værk er blevet fuldført.

Intet håb uden Kristus, men i Kristus

I en berømt prædiken, som Luther holdt nytårsaften 1534, siger han på den baggrund, at både loven og evangeliet har et kald. Han taler om loven og evangeliet, som om de er folk, der har hver sin opgave at udføre. Et af problemerne er, at loven altid vil gøre mere, end den burde.

Luther siger, at ”Loven kræver, hvad vi skal gøre og blive ved med at gøre over for Gud og vores næste. I evangeliet kaldes vi kun til en gave, som vi skal modtage … Loven skal kræve fuldkommen retfærdighed fra enhver. Evangeliet skal – som en gave af nåde – give den retfærdighed, som loven kræver, til dem, som ikke har opfyldt loven (dvs. til alle mennesker).

Hvem som helst, der har fejlet i at opfylde loven og derfor er i syndens og dødens fangenskab, lad ham vende om fra loven til evangeliet. Lad ham tro Kristi forkyndelse, at han er det sande Guds lam, der bærer verdens synd; at han har forligt sin himmelske far; at han giver evig retfærdighed, liv og frelse til alle, der tror det – som en total fri gave, af bare nåde. Lad ham holde fast i denne forkyndelse.”

I den sammenhæng skal vi huske, at ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror” (Rom 10,4). Lovens sande gerning er som nævnt at bringe os til det punkt, hvor vi erkender, at vi ikke har noget håb uden i Kristus. Og så har vi Kristus.

Et klart lys

I Danmark afviste Frederik d. 3. ganske vist Konkordieformlen, fordi han mente, det gav mere religionsfred at nøjes med CA og den lille katekismus. Derfor brændte han det eksemplar, han fik tilsendt. Men måske vil det være godt, om den kunne opstå som en fugl Føniks af asken. I hvert fald står der i et fint afsnit deri følgende:

Sondringen mellem loven og evangeliet er et strålende, klart lys, der tjener til, at Guds ord bliver ret delt, og de hellige profeters og apostles skrifter bliver rigtigt forklaret og forstået. Derfor må vi med særlig omhu fastholde denne sondring, så disse to lærer ikke bliver blandet sammen, eller at der bliver gjort en lov ud af evangeliet, så Kristi fortjeneste bliver fordunklet, og de ængstede samvittigheder berøvet den trøst, de ellers har i det hellige evangelium, når det bliver forkyndt rent og klart. Den trøst, de kan holde sig oppe ved mod lovens skræk i deres værste anfægtelser.

Læg igen mærke til det dobbelte formål: Al ære er givet til Kristus, og al trøst gives til syndere, når der skelnes ret mellem lov og evangelium. Det er ganske vidunderligt. Sådan er Skrifterne et klart lys.

Foredrag holdt på Luthersk Fordybelsesdag d. 5. februar 2022. Kan høres på YouTube. 
Oversat, forkortet og let bearbejdet af Knud W. Skov og Ole Solgaard.