Grænsesøgende i grænsespørgsmålene

Apostlen Peter skriver, at vi ikke skal følge de menneskelige lyster, det vil sige, at vi skal holde os fra det, som er syndigt.¹Første Petersbrev 4,1-4: Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje. … Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer [hedningerne] sig og spotter jer for det … Men betyder det, at vi godt kan gå helt til grænsen, bare vi ikke overskrider den? Tankegangen kan være fristende. Men holder det?

Når kristne skiller sig ud i verden med deres opførsel, handler det ikke kun om, at de afholder sig fra at begå synd, men også om, at de med deres livsstil viser, at de har et andet livsgrundlag, nemlig evangeliet. For Peter er det desuden en naturlig tanke, at de kristnes anderledes liv skaber undren (1 Pet 4,4). Måske vil man tydeligere kunne vise sin kristne identitet, hvis man ikke er grænsesøgende i grænselandet? Ikke fordi man nødvendigvis er i fare for at synde, men fordi der simpelthen er andre ting på spil. Måske er det også det, Jesus har i tankerne, når han taler om, at vi skal være verdens lys? Lys er jo netop noget, der skal skille sig ud og ikke dæmpes så meget som muligt.

Grænsesøgende færden i grænselandet kan komme til udtryk på mange måder. Overvej følgende:

Hvis man tager med til universitetsfesterne, drikker en moderat mængde alkohol uden at blive fuld, danser og har det skægt, viser man sine venner, at man vil dem og prioriterer tid med dem. Det er godt! Alligevel bør man måske overveje, hvorfor man tager med, og hvilke signaler det i praksis sender. Drejer det sig om, at man vil ligne de andre så meget som muligt? Hvem lægger mærke til, at ens livsgrundlag er anderledes, hvis man altid går helt til grænsen? Svaret er ikke sort/hvidt. Hvordan man på en sund måde engagerer sig socialt og samtidig skiller sig ud kan variere i forhold til tid, sted og person.

Eller hvad med at tage på bar med sine kristne venner? I sig selv er det ikke syndigt at sidde en flok kristne venner på en bar og få en øl. Men om det er synd eller ej er ikke den eneste relevante overvejelse. Hvilket signal sender det til mine ikke-kristne bekendte, hvis jeg lever et liv, der stort set ligner deres? Hjælper vi de unge kristne i vores menighed, der kæmper med dobbeltlivet i gymnasiet, hvor druk og fester trækker i dem, når de ser, at vi sagtens kan være kristne i bylivet? Eller hvad med vores børn? Vil det måske være en hjælp for dem, når de bliver teenagere, at de havde nogle forældre, som ikke behøvede at gå på bar for at have et socialt liv?

En tredje case kan være brylluppet mellem to unge kristne. Efter brudevalsen ryddes en del af salen, så der bliver plads til at danse. Musikken tændes, og der danses løs. Er det synd? Nej. Det vil oftest være både sjovt og harmløst, og for nogle kan det også være et godt alternativ til et byliv, som måske ellers vil trække i dem. Det er vigtigt at slå fast. Når det er sagt, må vi spørge, hvad de fleste mennesker forbinder med et dansegulv – kristne såvel som ikke-kristne? Og igen: Hvordan hjælper vi dem, der rent faktisk kæmper med alkohol og fester på en måde, så det er blevet til synd i deres liv? Risikerer vi at friste dem unødigt?

Jeg medgiver, at ovenstående refleksioner kan være lidt provokerende. Hensigten er ikke at blackliste en bestemt praksis. Jeg kan selv finde på at drikke en øl med kristne venner på en bar og var også med til gymnasiefesterne i sin tid. Og hvis ikke mine danseevner var mildest talt pinlige, ville jeg nok også finde vej op til dansegulvet til et bryllup. Pointen er altså ikke, at man som kristen skal undgå disse ting. Meningen er i stedet at få flere overvejelser i spil i vores valg og handlinger. Det er usundt, hvis det at gå helt til grænsen er den eneste motivation for eksempelvis at tage på bar med andre unge fra kirken.

Balancegangen er svær. Det sætter teologen Russel Moore ord på: Hvis kristendommen ikke skaber gnidninger i forhold til kulturen, er den på vej til at dø. Det samme gør sig gældende, hvis den helt afskærmer sig fra kulturen omkring sig. Han fortsætter: ”Som kristne er vi kaldet til at være ’ engagerede fremmede’, som vedkender sig evangeliets særpræg, uden at vi trækker os fra vores kald som naboer, venner og borgere.”²Russell Moore: Onward: Engaging the Culture Without Loosing the Gospel (Nashville, Tennessee: B&H Publishing Group, 2015), 8. Egen oversættelse.

Artiklen er et lettere bearbejdet uddrag fra kapitlet ”At navigere i grænselandet” i ”Kristen i grænselandet” (LogosMedia 2022). Bogen handler om, hvordan vi som kristne skal navigere i en ikke-kristen verden, og er særligt skrevet til unge. Den kan købes her.