Giv mig i nåde din lov!

Disse 176 er inddelt i 22 afsnit med hver 8 vers, sådan at versene i det første afsnit alle begynder med det første bogstav i det hebræiske alfabet (alef) og de næste 8 vers begynder med næste bogstav (beth) osv. Men der er heldigvis meget mere at sige om salme 119, end at den er lang og opbygget efter en smuk alfabetisk komposition.

Glæden ved Herrens åbenbaring

Salme 1, som er forord til hele salmernes bog, begynder med at slå fast, at jeg er lykkelig, når jeg har min glæde ved Herrens lov og grunder på den dag og nat. Men hvordan når jeg dertil? Hvordan bliver det en glæde for mig at grunde på Herrens lov? – kunne man spørge.
Salme 119 svarer på dette spørgsmål ved at invitere os ind i glæden over den helhjertede hengivenhed til herrens ord. Glæden over Herrens klare og sande åbenbaring af sin vilje for tid og evighed.

I næsten hvert eneste af de 176 vers, optræder der et ord for Guds vilje eller Guds åbenbaring. Ord som både har forskellige nuancer, men også betydelige overlap. Det være sig: ”Herrens lov, ord, formaninger, forordninger, befalinger, domme, bud, lovbud og veje. Her skal vi være opmærksomme på at selvom der står lov mange gange, så hentyder dette ord til ”toraen”, som er alle fem mosebøger, hvor både Guds trofasthed, barmhjertighed og nåde, såvel som hans hellige vrede bliver skildret.

Hvordan jeg ikke glemmer Guds ord

Hvis vi lige indledningsvist zoomer ind på vers 14-16 og særligt lægger mærke til sammenhængen mellem de verber, som salmisten anvender til at beskrive hvordan han forholder sig til Herrens ord: ”Jeg glæder mig over at følge dine formaninger, som over alverdens rigdom. Jeg grunder over dine forordninger og har dine veje for øje. Jeg opmuntres ved dine love og glemmer ikke dine ord”.

Salmisten glæder sig over, grunder over, har for øje og opmuntres ved. Fordi salmisten med disse verber giver Herrens ord en central og ophøjet plads i hans bevidsthed, bliver følgen den, at han ikke glemmer Guds ord. Det giver en fantastisk hvile, fordi det jo dybest set er ordet, der holder fast i mig, griber mig og ikke glemmer mig, midt i at jeg med mit mislykkede andagtsliv så ofte taber Guds ord mellem hænderne. Paulus skriver jo netop ikke i Romerbrevet 10,17, at troen kommer af det som huskes, men af det ”som høres!”

Guds frelsesvilje

Overskriften til denne bibelrefleksion, ”Giv mig i nåde din lov” er hentet fra vers 29b. Denne bøn er netop et udtryk for at det dybest set er et udtryk for Guds nåde, at han lader os kende sin vilje med os for tid og evighed – og ikke mindst hans frelsesvilje! Det er netop en nåde fordi, at ”falskheds vej” ligger salmisten – og os – helt intuitivt nærmest.

Lidt længere henne, i vers 32, proklamerer salmisten i troens lydighed: ”Ad den vej du befaler, vil jeg løbe.” Hvorfor vil salmisten det og ikke alle mulige andre veje? Hvordan bliver denne nærmest triumferende lydighed født i ens hjerte? Jo, ”fordi du har gjort mit hjerte fri!” Kun evangeliets frisættende budskab afføder en lydighed, der ikke er farisæisk og selvhævdende, men som glæder sig over i nåde at have lært Guds vilje at kende. Dette vers udtrykker, hvad al sand helliggørelse handler om – og ikke mindst hvor den starter – nemlig i Guds hjerte som kan sætte trælbundne og overbebyrdede hjerter fri.

Vandringen med Guds ord

Når salmisten på forskellig vis arbejder med Guds ord, og ikke mindst fordi det levende Guds ord arbejder med ham, sker der et møde mellem menneske og Gud, mellem skabningen og skaberen. Dette møde afføder en række forskellige reaktioner hos salmisten, som er værd at bide mærke i, da det siger noget om de mangfoldige måder, hvorpå Guds ord virker ind i menneskers liv. Fx nævnes der frihed fra skam (v. 6), opmuntring (v. 16), rådgivning (v.24), gudsfrygt (v. 38), frelse (v. 41), håb (v. 49), trøst (v. 59) og indsigt (v.99). Igennem disse mange beskrivelser åbnes der for os et vindue ind til en kristens vandring med Guds ord.

At bede over salmernes bog

Et andet mere praktisk element ved salme 119 er at den inviterer til bøn – og også hjælper til at strukturere bønnen, så den bliver mere teocentrisk (gudscentreret) og mindre egocentrisk. Hvert af de 22 afsnit indeholder nemlig elementer af bekendelse, tilkendegivelse og konkret bøn. Først en bekendelse af hvem jeg er som synder overfor den hellige Gud, dernæst tilkendegivelse af sandheder om Gud, som hjælp til at fastholde Guds løfter og slutteligt en konkret bøn til Gud.

Med salmisten må vi blandt andet bekende at ”min sjæl klæber til støvet”, at ”jeg er en fremmed på jorden”, at ”mine øjne stirrer sig trætte efter din frelse”, at ”ugudeliges bånd snærer mig og at ”jeg ser en grænse for alt, der er fuldendt”.

Herefter må vi i troens lydighed tilkendegive sammen med salmisten at ”jeg vælger sandhedens vej”, at ”det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love”, at ” dit ord står fast i evighed i himlen”, at ”jeg har gjort dine formaninger til min evige ejendom, for de er mit hjertes fryd” og at ”dine ord giver lys når de åbner sig og giver uerfarne forstand”.

På baggrund heraf giver det så anledning til konkret at bede Herren om at, ”holde mig i live efter dit ord”, om at ”bekræfte dit ord for din tjener, så jeg må frygte dig”, om ikke at skjule dine befalinger for mig”, om at ”giv mig dømmekraft og kundskab”, om at ”lade din barmhjertighed nå mig, så jeg må leve” og om at du må ”føre min sag og udfri mig, hold mig i live ved dit ord.”

Mange flere kunne nævnes… Opfordringen herfra er at gøre salme 119 (og Salmernes bog i det hele taget) til din bønnebog. Ikke fordi det er en hurtig genvej til flere bønnesvar, men fordi det er en velbevandret kongevej ind i et frelsende fællesskab med Jesus Kristus selv. Som præsten Dietrich Bonhoeffer siger om, hvad vi skal tænke om Jesus Kristus i Salmernes bog:

”Det er altså ord af Guds Søn, der lever sammen med os mennesker, ord til Gud Fader, der lever i evigheden. Jesus Kristus har bragt al menneskelig nød, al glæde, al tak og alt håb frem for Gud. (…) Vi skal ikke først spørge om, hvad de har med os at gøre, men hvad de har med Jesus Kristus at gøre” ¹Bonhoeffer, Dietrich: Bibelens bønnebog. Lohses Forlag. Min fremhævelse

Når jeg flakker om…

Afslutningen i vers 176 er nådefuldt: ”Flakker jeg om som et vildfarent får” – og det gør vi – ”led da efter din tjener, for jeg glemmer ikke dine befalinger”. Når jeg først har smagt lykken og velsignelse ved at vandre helhjertet og hengivet til Guds ord, så glemmer jeg ikke sådan lige ”dine befalinger”.
Jesus Kristus selv – den gode hyrde – leder efter os og vil på alle slags dage være en helhjertet frelser for halvhjertede syndere.