”Lidelsens problem” – hvordan der dog kan være noget ondt i verden, når Gud er både god og almægtig – er blevet kaldt det største problem i kristentroen.
Det er næppe rigtigt. Selv om det kan være til tider ubærligt og uforståeligt, så er det nok højst det næststørste problem.
Det største problem i kristentroen er fortabelsen: Hvordan kan der være noget ondt i evigheden, når Gud er både god og almægtig?
Når teologer tænker sig om
Der er mange omtolkninger og bortforklaringer i spil for tiden. Også blandt kristne, der ønsker at fastholde Skriftens troværdighed og autoritet.
Og ethvert nyt forsøg på at forklare Det nye testamentes tale om den evige ild, den evige straf, som noget andet end evig ild og evig straf, må nødvendigvis sende os tilbage til teksterne igen: Er der en reel mulighed for at forstå dem anderledes, end vi hidtil har gjort det? Er vores hidtidige forestilling om en evig fortabelse mere tradition end troskab over for teksterne?
Vi kan ikke bare ryste på hovedet ad de forskellige nye læsninger af NT, som om de var onde eller dumme menneskers påfund! Det er før sket i kirkens historie, at vi har måttet tage hele vores hidtidige forståelse op til revision – og erkende, at vi havde ladet vores læsning låse fast af tradition og vanetænkning.
Og det kunne jo også gælde vores læsning af teksterne om fortabelsen!
Men det er aldrig let for nogen – måske specielt ikke for teologer! – at erkende, at de har kæmpet en indædt kamp på den gale side af fronten. At man må til at skifte side. At man må tage noget tilbage, som man hidtil har forfægtet og forkyndt med stor iver.
Og vi skal ikke lade os narre: Selv den mest bibeltro bibellæser er hæmmet af andre dagsordener og andre hensyn end den rene skrifttroskab! Hensynet til fællesskabet, frygten for at tabe ansigt, frygten for gode venners skuffelse og vrede, gør det forbistret svært at tage sin egen forståelse og sit fortolkningsfællesskabs forståelse op til revision og prøve at læse teksterne fra en ny vinkel.
Vi er, når det kommer til stykket, ikke ret modige. Og vi er ikke ret sandhedskærlige. Det kan være meget vanskeligere at gå imod sit eget fortolkningsfællesskabs konvention end at gå imod hele verdens had og forfølgelse!
Derfor skylder vi, når kristne foreslår nye måder at læse Bibelens tale om fortabelsen, at tage udfordringen op og så rette et kritisk søgelys, ikke mod teksterne, men mod vores egen læsning af dem (og mod kraften i vores egne motiver til at læse, som vi gør!).
Nu spiller der ganske vist i netop spørgsmålet om fortabelsen en anden kraft ind, som måske gør det lidt lettere end ellers at tage ens hidtidige forståelse op til revision. En kraft, der trækker i den modsatte retning, men som i virkeligheden også risikerer at låse min læsning fast af et udenombibelsk hensyn.
Nemlig dette, at jeg så inderligt, så inderligt ville ønske, at jeg tog fejl.
Jeg har en drøm
Man skal være forsigtig med udbrud som ”Jeg har ingen større drøm end dit og dat”; men lige her holder det stik: Jeg har virkelig ingen større drøm end denne: at kunne opgive læren om et evigt Helvede – uden at måtte opgive troen på Jesus!
Og det får mig til at læse de forskellige nyere omtolkninger, ikke med vrangvillig forpligtelse til at teste mine egne standpunkter, men med et fortvivlet håb om at blive overbevist om noget andet!
Gid de dog havde ret. Gid det dog var rigtigt, at Helvede blot er en virkelighed her på jorden. Eller gid det dog var rigtigt, at Helvede ikke varer evigt. Eller gid det dog var rigtigt, at den evige ild er en udslettelse af eksistens. Bare noget andet end den ubærlige tanke om evig pine.
Det er altså spændt ud imellem disse to modsatte, udenombibelske hensyn, disse to voldsomme, falske motiver, jeg skal forsøge at læse teksterne igen: hensynet til mit hidtidige fortolkningsfællesskab og hensynet til min egen ønskedrøm.
Og burde ikke netop en luthersk bibellæser – med sit stærke syn for den kristnes syndighed! – udvise den største skepsis over for sine egne falske motiver?
Vi bør ikke blive så skeptiske, at vi bare lukker bøgerne, lader hænderne synke og trækker opgivende på skuldrene: ”Jeg kan jo alligevel aldrig læse teksterne i ren troskab og lydighed; jeg vil altid besmitte min egen læsning med mine falske motiver; jeg kan lige så godt give op”. Så totalt-skeptiske bør vi ikke blive, ikke engang over for os selv.
Men vi kan blive ydmyge! Og vi kan bede Ånden indgyde os mod, klarhed og lydighed. I denne ydmyghed og i denne bøn er det ikke håbløst at forsøge at trænge de falske motiver ude og nærme sig en klar forståelse af teksterne!
Bibeltro borgfred?
Det vakte både bestyrtelse, sorg (hos nogle) og glæde (hos andre), da John Stott, en af Lausannebevægelsens mest prominente skikkelser og et ægte ikon blandt evangelikale teologer, i 1989 i bogen Evangelical Essentials gjorde det klart, at han for mange år tilbage havde opgivet læren om Helvede som evig pine. Han havde blot – for ikke at vække splittelse – holdt lav profil med det.
Ikke, at han nu troede på alles frelse (den såkaldte apokatastasis-lære). Og han forkastede ikke de bibelske tekster som autoritative! Men han forstod dem anderledes: Helvede ganske vist som evig straf – blot ikke som evig pine, men som ophør af eksistens (annihilation).
Hertil understregede han (med rette) mange af de bibelske teksters karakter af billedtale, og han fremhævede (med urette, så vidt jeg kan se) deres tale om ild og død, som han forstod som udtryk for udslettelse.
John Stott var i 1974 hovedarkitekten bag Lausannepagten – det, der kommer tættest på et bekendelsesskrift for den evangelikale bevægelse verden over! Kan man så måske ane hans fingeraftryk i dokumentet på dette punkt?
Umiddelbart ikke. I artikel 4 siges det: ”Alle mennesker er fortabte på grund af synden, men Gud elsker alle mennesker og vil ikke, at nogen skal fortabes, men at alle skal omvende sig. Og dog afviser de, der fornægter Kristus, glæden i frelsen, og fordømmer sig selv til en evig adskillelse fra Gud [condemn themselves to eternal separation from God]. At forkynde Jesus som ’verdens frelse’ er ikke at erklære, at alle mennesker bliver frelst enten automatisk eller dog til slut, endnu mindre er det at erklære, at alle religioner tilbyder frelse i Kristus”.
Har man ikke Stotts fortolkning i baghovedet, ville man næppe lægge mærke til det. Vi lægger mest mærke til, at den afgrænser sig soleklart over for apokatastasis-læren. Men den afgrænser sig altså ikke over for annihilationslæren! Den taler ikke om evig pine, men om evig adskillelse fra Gud – et udtryk, der både kan rumme evig pine og udslettelse af eksistens.
I årene efter udgivelsen af Evangelical Essentials havde jeg som leder af KFS mange samtaler med ledere inden for International Fellowship of Evangelical Students (IFES), som i høj grad vedkendte sig Lausannebevægelsens teologiske profil (John Stott var en af vicepræsidenterne i IFES). Og det slog mig, at jeg stort set aldrig snakkede med en leder, der var enig i John Stotts syn – men stort set heller ikke mødte nogen, der var særligt alarmerede over det …
Det var næsten, som om der var vedtaget en slags aldrig-formuleret borgfred. Sikkert forståeligt nok, fordi John Stotts ikonstatus jo mildest talt ikke var ufortjent. Han var i sandhed et ydmygt fyrtårn.
John Stott og Lausannepagten trak den vigtigste streg: stregen, der afgrænsede bibelsk lære fra den almenreligiøse lære om alles frelse – en lære, der vel stort set altid bygger på et opgør med de bibelske skrifters autoritet.
Men den mindre vigtige streg blev altså ikke trukket. Der skete ingen afgrænsning fra annhilationslæren. John Stott hævdede den ikke hårdnakket, men fremlagde den ”tentativt”, dvs. tøvende, ikke-påståeligt, som et forslag til tolkning. Men han efterlod ingen tvivl om, at det var dér, han selv stod. Og flere og flere fremtrædende evangelikale (fx Michael Green) har tilsluttet sig John Stotts ”tentative” tolkning. Der ser ud til at være sket det, som R. Marsden udtrykte med ordene: ”Det, der engang blev betragtet som kætteri, bliver nu bredt accepteret som norm i evangelikale kredse.”
Hvor er problemet?
Men hvor meget betyder det egentlig?! Det er jo ikke bibelkritik! Det bygger ikke på en afvisning af de bibelske skrifter, ”blot” på en omtolkning.
Og det kan jo være svært at se en slags teologisk pointe i, at den evige adskillelse fra Gud absolut skal være en eksistens i pine! Alle de klassiske indvendinger imod læren om Helvede har jo i substansen ret: at en kærlig Gud ikke kan ønske sig sine børn i pine, at tilgivelsens Gud ikke kan ønske hævn og straf over noget menneske etc. Alt dette er rigtigt. Hvad vigtigere er: Det stemmer ikke bare med naturlig tankegang, men med det grundbillede, NT tegner af kærlighedens og nådens Gud!
Og derfor er der heller ikke rigtig nogen apologetisk pointe i at begrunde og forsvare, hvorfor læren om evig pine skulle være mere acceptabel end læren om evig udslettelse. Det giver ikke mening – for dette er forargeligt og anstødeligt. Vi kan ikke gøre det mere tåleligt med henvisning til sund fornuft.
Men netop her er problemet!
Der er for mig næppe tvivl om, at substansen i denne nye norm ikke er bibelsk, men følelsesmæssig. Stott udtrykker i Evangelical Essentials, at han ikke alene følelsesmæssigt oplever den klassiske lære utålelig, men at han simpelt hen ikke forstår dem, der kan leve med den klassiske overbevisning uden enten at kvæle deres egne følelser eller også gå i stykker på det.
John Stotts eksegese er på dette punkt sørgeligt overfladisk. Jeg må tilstå, at det på mig virker, som om han i alle disse år simpelt hen har undveget et omhyggeligt arbejde med teksterne, men har stillet sig tilfreds med en løs henvisning til bibelske ord som ødelæggelse, ild og død som udtryk for udslettelse.
Han er blevet alvorligt modsagt af fx Jim Packer, som i det lille skrift The Problem of Eternal Punishment har undersøgt NT’s faktiske anvendelse af disse udtryk – og konkluderer, at ”Ødelæggelse betyder i Skriften aldrig ikke-eksistens. Ild betyder i Skriften aldrig ikke-eksistens. Død betyder i Skriften aldrig ikke-eksistens. Straf betyder i Skriften aldrig ikke-eksistens”. Han påviser, at det alt sammen overalt drejer sig om udtryk om overgangen til ødelæggelsens eksistensform.
Endelig fatter jeg simpelt hen ikke, hvordan man slipper uden om et ord som Åb 14,9-11: “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat”.
Hvor er det dog rædselsfuldt! – og hvor er det dog også soleklart. Hvordan kan man udforme en lære om fortabelsen, der netop tilbyder de fortabte en endelig hvile, når Guds ord udtrykkeligt siger, at “de har ingen hvile, hverken dag eller nat”?!
NT har ikke taget den konsekvens af Guds kærlighed og tilgivelse, at der så ikke er nogen evig pine.
Jeg er kort sagt bange for, at drivkraften i min ønskedrøm (at kunne opgive læren om et evigt Helvede – uden at måtte opgive troen på Jesus) ikke så meget er min modvilje mod læren om evig pine, men mere er min modvilje mod forargelsens pine her og nu! Vi vil ikke bære på Kristi gråd, vi vil ikke bære en sorg som Paulus’ ubærlige sorg: ”Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte” (Rom 9,1f). Jeg tror, det er denne pine her og nu, der tænder det meste af vores protest.
Alligevel skal vi ikke bare hage os fast i teksterne. Vi skal også bide os fast i vores egen protest. For selv om den har blandede motiver, er den også med til at holde os ydmyge og sagtmodige, når vi i troskab mod teksterne så alligevel forsøger at sætte ord på Guds ords advarsel om en evig pine.
Den minder os om det vigtigste, vi ved om Gud: at han er kærlighed; og den minder os om det vigtigste, Gud byder os i liv og forkyndelse: at det sker i kærlighed.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
