Forstå folkekirkens (og andres) gudstjeneste – En gennemgang af højmessen

Den nuværende højmesse blev autoriseret i 1992 tre måneder efter, at jeg begyndte som præst ved Emdrup Kirke i Københavns Stift, hvor jeg i dag er ulønnet hjælpepræst. I 2004 kom en ny salmebog. Bag i denne står højmessens gang. De enkelte søndages bønner og tekster præsenteres, og der gøres det klart, hvad der er fælles gods for alle højmesser i Danmark. Lige nu (april 2021) diskuterer Folkekirken gudstjenestefornyelse. Fleksibiliteten bliver sandsynligvis større rundt omkring, men hvor meget større er det endnu for tidligt at gisne om. Den danske folkekirke er verdensberømt for at være teologisk liberal og fri, men liturgisk konservativ.

Glimt af højmessens historie

Hvorfor har højmessen den form den har?

Ny Testamente skildrer kun meget overordnet indholdet i en kristen gudstjeneste. Det betones som vigtigt, at hver menighed har lærere i Guds ord, som kan videregive skriftlæsningen, formaningen og undervisningen (1 Tim 4,13). Det suppleres af sang, bøn og korte personlige indslag fra mænd og kvinder (Kol 3,16), og der sluttes med et fælles måltid, hvor nadveren deles. Gudstjenestetidspunktet ser ud til meget hurtigt at blive ”Herrens dag”, søndag, hvor menigheden ugentlig mødes til en opstandelsesfest.

På reformationstiden var det vigtigt for Luther, at alt hvad der foregik ved en gudstjeneste, var umiddelbart forståelig for almindelige mennesker. Dåb, nadver og skriftemål skulle have en enkel og tydelig liturgi, som understregede nådemidlernes teologiske betydning.

I 1526 udgav Luther et lille skrift om gudstjenesten på tysk. ¹Du kan læse den selv på: Tysk gudstjeneste 1526 (lutherdansk.dk).

Her har Luther bevaret en række elementer, som siden oldkirkens tid havde været knyttet til kirkeåret og højmessen. Mange led var genkendeligt i forhold til menighedens katolske fortid, men indholdet var drejet, sådan at det var pædagogisk og enkelt og sådan at evangeliet var i fokus. Luthers tanke var, at dette skulle være gudstjenesteordningen i Wittenberg, men at man ellers lokalt skulle indrette sig fleksibelt og selv gennemarbejde gudstjenesten.

Sådan kom det ikke til at gå. Wittenberg blev et centrum for den gudstjenestefornyelse, som kom til at præge de lutherske kirker i Nordeuropa lige siden. Inklusiv den lutherske kirke, der blev til i Danmark i 1536. Liturgien har ændret sig i løbet af ortodoksien, pietismen, vækkelserne og den moderne tid. Men der er stadig mange lighedspunkter med det liturgiforslag, Luther kom med i 1526.

Præsentation af højmessens fire led.

Gudstjenesterne verden over i de utallige kristne kirkesamfund er ret forskellige. Men det er muligt at genfinde fire led, som er gennemgående overalt. 1) Indledningen, samlingen, 2) Ordet, 3) sakramenterne og 4) Sendelsen. ²Se bogen: Clayton J. Schmit: Sent and Gathering. A Wordship manual for the Missional Church, 2009 Jeg vil i det følgende præsentere de fire led, og komme med nogle kommentarer til dem.

1) Indledningen

Klokkeringning – tre gange forud for hver højmesse

Præludium – en festlig musikalsk start, hvor dagens grundstemning slås an

Indgangsbøn – en bøn om, at Gud vil åbne ører og hjerter for sit ord

1. Salme – ofte en årstids- eller natursalme, som starter i naturen og ender i kirkerummet og gudsrelationen

Bøn om tilgivelse – at Gud vil forbarme sig over os.

Lovprisning – fordi Gud møder den uværdige med fred og forsoning

Fællesbøn – en bøn, som introducerer temaet for dagens tekster

Kommentar:  I sin tid prægede jeg indledningen til gudstjenesten med to ting. For det første gav jeg en kort introduktion til dagens tema forud for bedeslagene. Det gjorde jeg for at skærpe opmærksomheden omkring det, som jeg gerne ville understrege gennem prædiken, salmer og bønner. For det andet valgte jeg altid en kendt salme som første salme. Som indledende bøn til Gud og som fællesskabsfaktor gør det noget ved forsamlingen, hvis man synger igennem under første salme.

2) Ordet

GT-læsning. Som fast læsning blev dette indført i 1992 og er en hjælp til at faste kirkegængere over tid bliver fortrolig med cirka 130 afsnit fra Det gamle Testamente.

Så synges der en salme.

Dernæst kommer en NT-læsning fra apostlenes gerninger eller brevene. Luther foreslog, at morgengudstjenesten var over prædikener fra NT-læsningen. I dag kan man søge om tilladelse i Folkekirken til at få lov til at prædike over denne læsning i et kirkeår.

Trosbekendelse – normalt er det den apostolske trosbekendelse som fremsiges i kor eller synges. Det kan også være den nikænske trosbekendelse, som er meget præcis i sin udfoldelse af Kristus som Gud og menneske.

Så synges endnu en salme, inden man kommer til evangelielæsningen. Over en toårsperiode kommer man igennem 130 tekster fra evangelierne og bliver derved fortrolig med historisk stof, lignelser, samtaler, helbredelser, diskussioner og beretningerne om Jesu sidste uge i Jerusalem.

Prædikenen kommer så som gudstjenestens væsentligste led. For Luther var det ikke blot oplysning og bibelforklaringer til tanken, men det var Gud selv, som gennem prædikanten tiltalte forsamlingen og formidlede tilgivelsens budskab til den enkelte. Prædikenen forklarede også dåben og nadveren sådan at løftet i dåben og i nadveren blev tydeliggjort og tilegnet.

Til slut er der i denne del af højmessen en kirkebøn. Der er et forslag til kirkebøn i salmebogen, hvor der bedes for de svage og syge, for kirken og kirkens mission og for land, øvrighed og kongefamilie. Denne bøn kan bedes sammen med en repræsentant for menigheden og være en blanding af frie og faste bønner for både lokale og internationale forhold.

Kommentar: I løbet af to kirkeår kommer man igennem ikke mindre end 390 afsnit fra Bibelen. Der er ikke noget led i trosbekendelsen, som man ikke med afsæt i disse tekster får anledning til at udfolde. Der er dog nogle udfordringer:

• For den som er helt uden bibelkundskab, kan det være en udfordring at kapere en meget koncentreret tekst af Paulus eller et udpluk af Jesu afskedstaler i Johannes evangeliet.
• Et andet problem er, at prædiketraditionen er ved at dø ud i den danske kirke. Det erstattes af en andagt på 5-8 minutter med en række personlige refleksioner, som ikke alle er særligt tekstnære. Men muligheden for at satse på prædikenen er stadig til stede, og det er muligt at vænne menigheden til en længde på 20-30 minutter.

Luther supplerede højmessen med hverdagsgudstjenester, hvor han gennemgik Det gamle Testamente og med katekismus undervisning i hjemmet, hvor troslæren og de ti bud blev grundigt forklaret.

Også i dag mener jeg derfor, at højmessen ikke kan stå alene, men kan være et samlende midtpunkt i menighedens søndagsfejring.

Efter kirkebønnen synges der igen en salme.

3) Dåb og nadver

Dåben er ikke nødvendigvis med hver gang, men vil ofte være det. Dåben består af en indledende bøn, skriftlæsning, fem spørgsmål om forsagelse og tro, dåben i den treenige Guds navn, dåbserklæring og faddertiltale. Liturgien er indrettet, sådan at dåb, tro, oplæring og menighed hænger sammen.

Hvis der er dåb, synges der igen en salme bagefter, inden nadveren.

Ved nadveren kan der vælges mellem tre forskellige indledninger. Der rundes af med en nadverbøn, hvor nadverens betydning fremhæves. Derefter siges indstiftelsesordene, som er en sammenskrivning af de fire steder, hvor indstiftelsen omtales i Ny Testamente. Der rundes af med et bortsendelsesord og en bøn.

Kommentar. Når jeg rundt omkring i de små hjem i sognet har forklaret dåbsritualet forud for dåben, har jeg fået serveret alle nøgleudtryk om dåbens indhold og betydning fra selve ritualet. Det samme har jeg erfaret, når jeg skulle forklare mine konfirmander om nadveren. Det har været en stor rigdom for mig at kunne forvalte ordet, dåben og nadveren til samme gudstjeneste.

Det, som jeg ikke altid selv fik forklaret enkelt og klart, blev sagt til den enkelte i nadverens måltid i foreningen af ordet og den ydre handling.  Som en 93-årige dame, som var blevet kirkegænger i moden alder, sagde til mig ved det der viste sig at være hendes dødsleje: Jeg er så glad for det, du siger efter nadveren, at Jesus har gjort fyldest for alle mine synder.

Ord fra den faste liturgi havde nået ører og hjerte, så hun havde noget at leve på og at dø på.

4) Sendelsen

Velsignelsen er en del af det sidste led. Den gamle aronitiske velsignelse indeholder en række uudtømmelige grundord, som troen lever af. Vi forener det i kirken med et håndtegnet kors, sådan at det markeres, at det er gennem korset, at Gud velsigner.

Til slut er der endnu en salme. Jeg lægger vægt på at finde en udgangssalme, som er kendt og som sender menigheden tilbage til hjem, arbejdsplads og hverdag. Den hverdag som den enkelte går ud i, er det sted, hvor den enkelte skal tjene Gud og de mennesker, Gud har placeret os over for.

Udgangsbønnen italesætter, at alt, hvad gudstjenesten har lært os, er noget som skal omsættes til handling i den hverdag, som er på arbejdspladsen og i fritiden ugen igennem.

Postludium. Jeg bruger ofte musikpostludiet til at tænke over, hvad det var, Gud ville lære mig i dag. Det er godt med lidt eftertanke, inden jeg skal møde de elskværdige (og besværlige) mennesker, som lige netop kommer i min menighed.

Kommentar. Over tid er jeg blev glad for at blive sendt ud i hverdagen i gudstjenestens afslutning. Jeg er et menneske, der har fået et kald og et budskab at gå med. Min identitet er, at jeg tilhører den korsfæstede og opstandne Herre. Han kalder mig til at tjene ham, ved at tjene mine medmennesker i ugens hverdag.

Konklusion

Jeg kunne fortsætte med at beskrive kirkeåret og kirkerummet, som er højmessens ramme og indhold.

Men alt skal have en ende, og jeg slutter her med at henvise til to solide bøger af Flemming Baatz Kristensen: På rejse i Kirkeåret I & II (Fredericia 2020).

De sidste seksten år har jeg rejst en del på landsplan og holdt højmesser, frimenighedsgudstjenester og missionshusmøder.  Jeg er selv vokset op med missionshusmødet som min primære menighedssammenkomst. Over tid er mit tyngdepunkt flyttet, sådan at det i dag er i højmessens kontekst, jeg møder min menighed. Personligt oplever jeg salmebogen mere evangeliserende og mere opbyggelig end de sang- og salmebøger, der ellers bruges i kristen sammenhæng. Men jeg har integreret de bedste kristne sange og salmer fra vækkelsestraditionen i højmessen, og jeg supplerer højmessen med tirsdagsmøder, bibelundervisning og personlig bøn og andagt i mit hjem.

Alligevel er højmessen gået mig i blodet, så det er det ugentlige højdepunkt i mit liv. Om Gud vil, og jeg bliver gammel, så vil jeg tage min rollator, sætte høreapparatet til og bevæge mig ned i kirken søndag formiddag. Indtil jeg skal synge den evige lovsang sammen med den store hvide flok i det fuldkomne Guds rige.