Forsoningens symfoni

Korset. Symbolet over dem alle på den kristne tro. For Jesus døde på Golgatas kors. Begivenheden fandt sted i påsken for knap 2000 år siden. Siden har verdensomvæltende begivenheder fundet sted som perler på en snor. Alligevel insisterer kristne på at betragte netop den påskes begivenheder som al histories vigtigste. Hvorfor?

Korsets krydsformede planker giver svaret: De udgør en poetisk forkyndelse af noget specielt: Jesus korsdød handler om et møde mellem to parter: Gud og mennesker. Der skete en forsoning.

Gennem kirkens historie har der været utallige forsøg på at forklare og forstå korsets mysterium. Nogle har været modstridende og andre supplerende. De tre hyppigst forekommende forståelser af forsoningen er dem, vi kalder objektiv, klassisk og subjektiv forsoningsforståelse. Lad os, med fare for forsimpling, kort tage dem i øjesyn.

Den objektive forsoning

Den objektive forsoningsforståelse fokuserer på syndens skyld og Guds retfærdige dom. Menneskers synd skabte en mur af fjendskab mellem Gud og mennesker. Ved at overtræde Guds lov (hans gode vilje) gjorde mennesket oprør mod Gud. Dermed hånede vi Gud og oparbejdede et udestående til ham, hvorved vi pådrog os hans retfærdige dom og vrede.

Det skyldtes ikke, at Gud af natur er vred. I stedet skyldtes det, at Gud i sin treenige natur er den reneste kærlighed, der ikke tåler synd og ondskab. Guds dom måtte derfor falde, hvis ikke Gud skulle handle uretfærdigt og se igennem fingrene med det, som vanærede hans hellige væsen og skadede hans elskede skabninger og skaberværket. Guds vrede er altså hans fremmede gerning – den reaktion, synden skaber hos Gud, når den møder hans rene kærlighed.

Vi undres ofte over, hvorfor Gud dømmer. I f.eks. Romerbrevet 3,21-26 er Paulus’ store spørgsmål faktisk omvendt: Hvordan kan Gud bære over med så meget synd? Svaret er korset. Når Jesus måtte dø, skete det som syndige menneskers stedfortræder.

Denne forståelse af forsoningen bygger bl.a. på de mange steder i Bibelen, hvor Guds vrede og dom over synden tydeliggøres. F.eks. i Johannesevangeliet 3,36: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” I Efeserbrevet 2,3 kaldes det faldne menneske for ”vredens børn”.¹Se også Rom 2,8; 2 Pet 3,7; 2 Thes 1,8-9 og Ef 5,6

I stedet for at vi måtte bære Guds vrede selv, forsonede Jesus os med Gud, ved at Sønnen sonede i vores sted. Det fascinerende er, at korset dybest set forstås som en intern begivenhed i den treenige Guds frelsesplan for verden. Det er juridiske sprog og koncepter. Deraf navnet ”objektiv”. Det er noget, der gælder, uagtet om vi føler og mærker det. For det skete i Gud.

Læg mærke til formuleringen af det i Asbjørn Arntsens sang I syndsforladelsens rige:

I syndsforladelsens Rige

fortabte synderes hvilested,

dér Gud med slægten har sluttet fred,

og Satans magter må vige.

Vor synd er sonet, vor gæld er betalt

med Jesu blod, som har udslettet alt,

og Lovens krav de må vige

i syndsforladelsens rige.

Den klassiske forsoning

En anden væsentlig forsoningsforståelse udfolder forsoningen i kamp-motiver. På korset besejrede Gud Satan. Der befriede Gud os. Korset er kamp mellem åndsmagter og mellem liv og død. Satan troede, han havde besejret Guds søn på korset, men påskemorgen vandt livet! For Jesus sprang dødens bånd og livet væltede ud af graven. Satan tabte!

Denne forsoningsforståelse tager udgangspunkt i en kosmisk krig. Siden syndefaldet er mennesket blevet fanget i syndens og dødens rige. Uden mulighed for at flygte og slippe fri er mennesket fortabt.

I Kolossenserbrevet 1,13, i en passage, der handler om forsoningen, taler Paulus om, at Gud ”friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige”. Senere i samme brev beskriver Paulus, at Jesus ved sin død på korset ”afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,15).

Det latinske slagord er ”Christus Victor”: Kristus, den sejrende! Forsoningen er altså en åndelig virkelighed, som Gud giver os del i. Når denne forsoningsforståelse bærer navnet ”klassisk”, er det, fordi den har tydelige nedslag i oldkirken, middelalderen og for den sags skyld reformationen. Det kan man sådan set også sige om de andre, men sådan fik den nu engang sit navn.²F.eks. brugte Gustav Aulén navnet i sit værk ”Christus Victor” med forsøget på at bevise denne forsoningsforståelses historiske forrang med en indbygget kritik af de andre forståelser

Prøv at lægge mærke til Luthers formulering af evangeliet i vers 5 af Nu fryde sig hver kristen mand:

Han talte til sin kære Søn:

Nu vil jeg mig forbarme;

drag ud, mit hjertes krone skøn,

vær frelser for den arme;

gå, hjælp ham ud af syndens nød,

og dræb for ham den bitre død,

og lad med dig ham leve!

Den subjektive forsoning

Andre gange igen udfoldes forsoningens subjektive side. Forsoningen sker her i det enkelte menneske. Problemet, som forsoningen skal løse, er, at mennesket er blevet bange for Gud. I 1 Mosebog 3, efter syndefaldet, læser vi, at Adam og Eva gemmer sig. Mennesket er blevet overvist om, at Gud er hård og vil straffe, hvorfor de i deres skam over synden gemmer sig.

Forsoningen er derfor, at Gud viser sin kærlighed og frelsesvilje på en sådan måde, at det knuser det menneskelige stenhjertes forhærdelse. Med ordene fra Romerbrevet 5,8: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os”. Forsoningen tjente altså til, at Guds kærlighed blev demonstreret og uomtvisteligt manifesteret, så vi på ny tør nærme os ham.

To af tidens populære kristne sange har fokus på dette: Dristigt nu mit bange hjerte, af Brorson. Eller f.eks. Jørgen Peter Santons Han elsker mig:

Han elsker mig, det vidner korset om;

der bar han verdens synd og straffedom.

Han lod sig dræbe dér i syndres sted;

det var beviset på hans kærlighed.

Andre udlægninger af denne forsoningsforståelse fokuserer på Kristus som moralsk forbillede. Vores problem er så, at vi er kommet på afveje fra ham. Men når vi ser hans rene liv og hans selvopofrende kærlighed udtrykt på korset, finder vi kraften og vejledningen til at leve på samme måde. Derved forsones vi med Gud. Det gennemgående er dog, at forsoningen sker i mennesket.

Forsoningens symfoni

Så hvilken er den rigtige model? Mit bedste bud er, at de ikke skal tages som konkurrerende modeller, men at en bibelsk forsoningslære rummer dem alle. De er en mosaik. I fællesskab giver de en dybere, sandere og smukkere forståelse af korset.

Jesu død er så rig en begivenhed, at vi går glip af meget, hvis vi udelukkende fokuserer på ét element. Som hvis vi kun bad ét instrument i orkestret om at spille. Alene giver fløjten eller basunen et meget begrænset indtryk af den samlede symfoni.

Stedfortrædelsens taktstok

Samtidig finder jeg det væsentligt at fastholde, at disse tre forsoningsforståelser ikke er helt ligeværdige. Nogle instrumenter har en mere bærende rolle i symfonien. Den objektive forsoning er afgørende for de andre. Hvad nyttede det, om Adam og Eva frimodigt trådte frem efter syndefaldet i Eden, hvis ikke deres overtrædelse ville blive sonet? Så gik de blot med frimodighed deres dom i møde.

Ligesådan også med den kosmiske kamp: Vi blev indhyllet i mørkets rige gennem vores synd. Det var ulydigheden mod Guds bud, der gjorde os til slaver i mørkets rige og fik os smidt ud af Eden. Hvis ikke syndens skyld og overtrædelse blev båret, kunne Gud ikke befri os fra mørkets rige. Han sejrede som offerlammet, der bar al verdens synd.

Den falske tone

Den sunde og balancerede forkyndelse rummer altså en bredspektret gengivelse af forsoningen. Forkyndelsen taler om synd, stedfortrædelse og retfærdiggørelse. Men vi gør det uden at fortie budskabet om Kristus som sejrherre over døden og djævelen. Og sideløbende inviterer vi syndere til frimodigt og dristigt at bringe deres bange hjerter til Gud.

For betoner vi ét af ovenstående aspekter så meget, at de andre forsvinder, får forsoningens symfoni en fattig lyd. Og reelt set rummer forsoningen og frelsen flere aspekter end de ovenfor skitserede.

Ønsker vi en helbibelsk og fyldig forsoningsforståelse, gør vi f.eks. godt i følgende:

At lade Guds ord sætte dagsordenen for forkyndelsen. For der præsenteres vi for en dyb, rig og nuanceret forståelse af forsoningen og frelsen.

At synge bredt fra kirkens sangskat, for de enkelte betoninger har stået stærkere i perioder og i forskellige forfatterskaber.

Tidens tone: Kors eller hjerte?

En ikke uvæsentlig overvejelse til slut bliver så: Er et af disse aspekter overbetonet i dag? Eller er et af dem gået i glemmebogen? Vi er alle børn af tiden – enten i medløb eller modreaktion. Det er derfor ikke helt simpelt at svare på …

Men mit bedste bud er, at forkyndelsen i dag hyppigst gør den subjektive forsoning dominerende eller måske endda enerådende. Vi ynder at fokusere på ”Guds faderhjerte”. Den altomsluttende kærlighed. Sandt nok siger Bibelen selv, at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8). Men Guds kærlighed misforstås, hvis den ikke betragtes og modtages gennem korset, hvor både loven og evangeliet er til stede. Hvor både dom og tilgivelse ses, og Guds kærligheds dybde anes!

Hvorfor overbetones dette aspekt? En grund er muligvis, at forkyndelsen af Gud i al hans hellighed og kompleksitet er svær i en tid, hvor uhyggeligt mange har ondt i psyken. Det kan virke hårdt og unødvendigt at tale om synden på en måde, som kunne pådutte de lidende flere byrder.

Dertil kommer, at tanken om en åndelig virkelighed, hvor Satan holder os fanget i mørkets rige, næsten virker komisk i en oplyst tidsalder. Guds kærlighed derimod går ikke sådan af mode.

Måske det handler om, at hvis syndens alvor og Guds hellighed nedtones, kalder korsets forsoning ikke på samme måde til omvendelse og opgør mod synden. Kærlighed uden konsekvens er syndens tilladelse. Det kan endda have en nuance af missionalt hensyn. Det er lettere at få dem inden for dørene, hvis nu snublestenene undlades.

Symfonien for fuld udblæsning

Det kan være lettest at identificere vranglære i forsoningsforståelsen, hvis det viser sig i et frontalt opgør. Som når lovsangskunstneren Michael Gungor i et opgør skrev: ”at Gud må tilfredsstilles med blod er ikke smukt. Det er frastødende”.³twitter.com/michaelgungor/status/836010890566725632 Eller når en almindelig forståelse af den objektive forsoning gengives som ”guddommelig børnemishandling”.⁴Synspunktet kan f.eks. findes i Steve Chalke og Alan Mann’s bog The Lost Message of Jesus Nej, Kristus døde ikke efter Faderens vilje, siger de. I stedet levede og døde han i sympati med mennesker, der lever i en brudt og ødelagt verden.

Men det er langt sværere at identificere der, hvor vranglære handler om underbetoning uden et reelt opgør. For selvom korset og opstandelsen ofte nævnes, kan fundamentet være bygget for dårligt. Huset falder måske ikke straks. Det er dog blevet porøst.

Lad os i stedet spille forsoningens fulde symfoni på vores prædikestole, i vores udgivelser, sange og sjælesørgeriske samtaler. Kun dér får vi et reelt møde med Bibelens og nådens Gud.

Artiklen er fra Budskabet 03-2024 og er en del af temaet ”Forsoningen”. Flere artikler i samme tema:

• Korset giver os en robust frimodighed
• Det er virkelig fuldbragt
• Se det Guds lam, som bærer verdens synd