Hvad forstår vi ved den naturlige åbenbaring? Vi har lært, at Gud har åbenbaret sig i sit ord og tydeligst i Jesus Kristus, at Helligånden er blevet hans tolk, og at vi derfor i Guds ord kan lære, hvad Guds vilje er, og hvem Gud er. Dette kalder vi den specielle åbenbaring. Adgangen til denne åbenbaring går gennem at læse i eller lytte til Ordet og Guds Ånds vejledning.
Begrebet den naturlige åbenbaring derimod dækker over tanken om, at Gud har åbenbaret sig i menneskets fornuft og samvittighed. Adgangen til den naturlige åbenbaring er fri. Ethvert menneske er udstyret med både en fornuft og en samvittighed. Det er Guds gode gaver til os. Men problemet er, at de ofte bliver enten misforstået eller misbrugt.
Vi forstår instinktivt, at der er en Gud, at noget er godt og noget ondt (altså Guds morallov). Det er fordi, Gud har åbenbaret sig i vores fornuft og i vores samvittighed. Derfor ved vi også godt, at vi har skyld, at vi synder. Mennesket har til alle tider vidst, hvad der er rigtigt og forkert. Det skriver Paulus om i Romerbrevet 2: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden” (Rom 2,14-15).
Filosoffer i oldtiden så også, at der i et menneskes væsen er noget, der kan erkende, hvad der er godt og ondt. Det er en evne, som dyrene ikke har, og som gør os i stand til at opbygge et samfund på en måde, så der hersker orden og retfærdighed.
Hvad er problemet så? Når vores verden alligevel ikke bærer tydeligt præg af, at Gud har åbenbaret sig i fornuft og samvittighed og vist os, hvad der er godt og ondt, er det fordi, disse to store gaver fra Gud, som sagt, ofte bliver misbrugt og misforstået, og fordi synden klæber til alt, hvad vi gør.
Misforståelse nummer et
Én måde at misforstå og misbruge fornuften og samvittigheden på, er at tillægge dem større vægt, end de kan bære. Bibelen lærer os, at vi er født i synd med ryggen til Gud, og at der i dette liv ikke er nogen som helst mulighed for at slippe fri fra synden. Den vil klæbe til alt. Til vores handlinger og tanker. Til vores samvittighed og vores fornuft, og derfor er den dømmekraft, som fornuften og samvittigheden udgør, ikke ufejlbarlig. Når vi så rammes af syndserkendelse, og den lammer os, siger fornuften og samvittigheden, at jeg må prøve igen og gøre det bedre næste gang. Tage mig sammen. Lave øvelser. Rense sindet. Spise noget andet og gå flere skridt end i sidste uge. Så skal det nok blive bedre. Jeg bliver et bedre menneske, og så må Gud også være tilfreds med mig.
Misforståelse nummer to
En anden måde at misforstå og misbruge fornuften og samvittigheden på, er at sige, at der ikke findes en objektiv virkelighed. Der findes ikke en absolut sandhed. Der findes ikke noget, der i sig selv er godt eller ondt, rigtigt eller forkert; alt er op til den enkeltes vurdering, som så varierer i en uendelighed.
Det lyder velkendt for en dansker i 2024. Du har din sandhed, jeg har min. Det er måske rigtigt for dig, men det her er rigtigt for mig. Det fremlægges som den ultimative frihed. Jeg er ikke underlagt nogen form for absolut sandhed. Jeg definerer min egen. Mine følelser har altid ret.
Til det siger Luther (det er åbenbart ikke nogen ny tanke), at samvittigheden og fornuften kan finde frem til moralsk sandhed. Der er noget, der i sig selv er godt eller ondt, rigtigt eller forkert, fordi Gud har lagt det ned i hvert enkelt menneske i fornuften og samvittigheden.
Fornuften og samvittigheden
Det er ikke kun forbeholdt kristne at have dårlig samvittighed. Den kender alle til, og dermed har den også en evne til at justere både tanker og handlinger, men – og det er et stort men – hverken samvittigheden eller fornuften kan give trøst, når mennesket rammes af syndserkendelse.
Samvittigheden er tæt knyttet til Guds morallov, en lov, der stiller store krav til, hvordan jeg bør omgås mit medmenneske, hvordan jeg bør tænke og handle. De krav kan intet menneske leve op til. Den dårlige samvittighed er der med det samme. Den anklager mig og giver mig uro i maven og dårlig søvn. Den skubber til mig, når jeg ikke har lyst til at blive skubbet til, og den giver mig lyst til at gøre noget, der kan få den til at tie stille. Et andet problem med samvittigheden er, at den bor i mit syndige sind, og derfor dømmer den også, hvor den burde tie stille.
Og den trøster mig ikke. Vi kender det fra den specielle åbenbaring i Guds åbenbarede lov, fra de ti bud. De viser mig Guds vilje, og for hvert ”du må ikke”, lyder der et ”jeg kan ikke” i mit sind. Guds lov trøster mig ikke. Den siger ikke til mig, at det ikke gør noget, at det er i orden, at jeg bare prøver. Den dømmer mig.
Problemet med fornuften og samvittigheden
Der er altså to afveje i spørgsmålet om samvittigheden og fornuften: 1. At tillægge dem for stor vægt i forhold til at leve godt og rigtigt i forhold til Gud og mennesker. 2. Ikke at anerkende, at de kan bruges som en form for almenmenneskelig faktor, fordi der ikke findes nogen objektiv sandhed og dermed fuldstændig lade det være op til det enkelte menneske at finde den rette vej fremad.
Uanset hvad er resultatet det samme: vi er overladt til os selv.
Løsningen på problemet
Til disse misforståelser siger Luther, at det kun er evangeliet, der kan trøste. Luther peger ikke på vores fornuft eller vores samvittighed, som så skal få os til at tage os sammen og gøre det bedre næste gang, men han peger væk fra os selv og hen på Jesus, på hans guddommelige ord og på nådemidlerne, dåb og nadver. Her beroliges samvittigheden, og blikket ledes hen på Jesus og hans fuldbragte offer for mig.
I februar 2023 blev der afholdt Luthersk Fordybelsesdag i Herning, hvor Ryan MacPherson holdt foredrag om den naturlige åbenbaring. Jette Christensen har med tilladelse fra Ryan MacPherson formidlet essensen videre i to artikler. Læs artikel nummer to her.
