Vi vil i tre artikler fordelt over tre numre se på profeten Jeremias’ person og tjeneste i en frafaldstid i Guds folk, en tid, hvor der dog også var en kort periode med vækkelse. Den første artikel begynder med at skildre den historiske baggrund for Jeremias’ Bog, men vi ser også på profetens kald.
Pagtsbrud i Nordriget
Efter kong Salomos død ca. 931 f.Kr. blev Israel delt i to nationer, som de følgende 200 år ofte lå i krig med hinanden (1 Kong 12). Nordriget Israel bestod af ti stammer: Ruben, Simeon, Zebulon, Issakar, Dan, Gad, Asher, Naftali, Efraim og Manasse. Sydriget Juda bestod af to stammer: Juda og Benjamin. Sydriget beholdt Jerusalem som hovedstad, mens nordriget valgte byen Samaria. Spredt rundt i alle tolv stammer boede levitterne, som var præstestammen.
Ved Israels deling blev indbyggerne i nordriget afskåret fra tempeltjenesten i Jerusalem, for templet lå jo i sydriget Juda. Det lå altså i fjendeland.
Allerede nordrigets første konge, Jeroboam 1. (ca. 931-910 f.Kr.), opstillede to guldkalve i byerne Betel og Dan. Han sagde til sit folk: ”Nu har I længe nok draget op til Jerusalem! Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten!” (1 Kong 12,28). Hvis folk tog ned til fjenden, kunne de jo komme tilbage som spioner eller som en modstandsbevægelse mod kongen. Det ønskede han ikke. Han ønskede heller ikke, at de skulle føre værdier som kvæg og penge ud af riget og aflevere dem til fjenden.
Men Gud havde jo sagt, at de kun måtte ofre til ham i Jerusalem (5 Mos 12), og han havde forbudt dem at fremstille gudebilleder (2 Mos 20,4). Kong Jeroboam grundlagde dermed sit rige på pagtsbrud. Det blev grundloven i nordriget, at man ikke måtte overholde Guds udtrykkelige påbud. Derfor gik det også hurtigere ned ad bakke med Israel end med Juda rige.
Guds straf: Udslettelse
I året 722 f.Kr. kom Guds straf i form af de assyriske hære. Nordriget blev udslettet. Store dele af befolkningen blev spredt ud over det assyriske rige, hvor de fleste med tiden blev opslugt af hedenske folkeslag. Dele af den israelitiske befolkning fik lov at blive i Israel. Men assyrerne hentede hedenske folk fra alle dele af deres rige til Israel, så de tilbageblevne israelitter kunne blive blandet med hedninger (2 Kong 17). Det er dette blandingsfolk, vi møder i Det nye Testamente som samaritanerne. På denne måde forsvandt de ti nordlige stammer stort set fra verdenskortet.
I sydriget Juda gik frafaldet ikke så hurtigt. Men under kong Manasse (ca. 687-642 f.Kr.) tog det for alvor fart. Han byggede altre for en række afguder. Selv i Guds tempel i Jerusalem opstillede han altre for andre guder (2 Kong 21,3f). Han drev trolddom og ansatte dødemanere, og han genindførte den praksis, som hans farfar, kong Akaz (ca.732-716 f. Kr.), havde introduceret i Juda: Han ofrede børn til hedenske guder (2 Kong 21,6; 2 Krøn 28,3). Gennem Jeremias siger Gud om dette: ”De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne” (Jer 7,31; 2 Kong 24,4).
Kong Manasses søn Amon (ca. 642-640 f. Kr.) fortsatte sin fars ugudelighed. Men han regerede kun to år, så blev han myrdet af sine egne folk. Efter ham kom hans lille søn Josija på tronen, kun otte år gammel (2 Kong 22). De første år skete der ingen forandring. Men da Josija var 21, blev Jeremias kaldet af Gud som profet. De to var jævnaldrende; kongen og profeten.
Vækkelse og nyt frafald
Jeremias kaldte folket til omvendelse, og fem år senere lod Gud ypperstepræsten finde lovbogen muret inde i templet (2 Kong 22,8). Den burde have været i daglig brug i Herrens tempel. Men Guds lov var stort set glemt i Juda. I hvert fald havde ikke engang ypperstepræsten adgang til den skrevne lovbog. Den var blevet muret inde.
Da Josija læste lovbogen, flængede han sit tøj og befalede en fuldstændig reformation af sit rige (22,11). Dette skete i året 622 f.Kr. Han fjernede altrene og afsatte afgudspræsterne (2 Kong 23). Og for første gang i næsten 400 år fejrede man påsken sådan, som Gud havde befalet Moses. Vi læser: ”En sådan påske havde der ikke været holdt i Israel, siden profeten Samuel levede; ingen af Israels konger havde holdt en påske som den, Josija holdt” (2 Krøn 35,18). Der står om ham: ”Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses’ lov, og efter ham kom der ingen som han” (2 Kong 23,25).
Den sidste bemærkning afslører, at det kun var kongen selv og en lille skare omkring ham, der omvendte sig. Folket som sådan var blevet ført væk fra Gud af Josijas farfar og af de falske profeter. Jeremias’ Bog vidner om, hvor dybt frafaldet sad i judæerne. De ville ikke høre på Jeremias, for de kunne ikke længere høre. Eller også kunne de ikke høre, fordi de ikke ville høre. De var blevet forhærdede. Derfor prædikede Jeremias stort set for døve ører.
Guds straf: Bortførelse
I året 597 f.Kr. overfaldt babylonerne første gang Juda, plyndrede templet og førte den nye konge, Jojakin (også kaldet Jekonja), og alle byens stormænd med til Babylon (2 Kong 24,14). Omkring fire år senere sender Jeremias et trøstebrev til de bortførte. Dette brev kan vi læse i Jer 29. Profeten skriver, at de skal acceptere Guds straf, tage aktivt del i samfundet, gifte sig og få børn, for der vil gå 70 år, før Gud lader dem vende hjem.
Men elleve år senere, i 586 f.Kr. er den gal igen. På trods af Jeremias’ advarsler bryder kong Sidkija (597-586 f.Kr.) sin troskabsed til Babylon og søger hjælp fra egypterne. Denne gang ødelægger babylonerne fuldstændigt Jerusalem, river templet ned og bortfører igen en stor gruppe judæere. Der blev dog en del tilbage, deriblandt Jeremias.
Profetens liv og tjeneste
Jeremias levede ca. 650-580 f.Kr. Han var præstesøn, født i byen Anatot, der lå ca. 5 kilometer nordøst for Jerusalem. Da Josva erobrede Kana’an, fik levitterne ikke noget landområde. I stedet fik de 48 byer spredt rundt i Israel. Anatot var en af disse levit-byer (Jos 21,18). Den lå i Benjamins stamme. Men Jeremias tilhørte Levis stamme.
Hans far hed Hilkija. Det hed ypperstepræsten også på den tid. Det var ham, der fandt lovbogen muret inde i templet (2 Kong 22,4). Men der er næppe tale om den samme mand, for om Jeremias’ far står der kun, at han var ”en af præsterne i Anatot” (Jer 1,1). Hvis han var ypperstepræst, havde det været naturligt at nævne det. Men vi ved ikke mere om Jeremias’ slægt.
Jeremias blev kaldet af Gud i kong Josijas trettende regeringsår (Jer 1,2); ca. 626 f.Kr. Da var han en ung mand (1,6). Han virkede ca. 40 år i sydriget Juda under landets fem sidste konger: Josija, Joakaz, Joakim, Joakin og Sidkija.
Efter ødelæggelsen af Jerusalem blev Jeremias bortført til Egypten af en gruppe judæere, som ville alliere sig med den store nabo nede sydpå (43,4-7). Det advarede Jeremias dem imod. Han forklarede, at bortførelsen til Babylon var et led i Guds plan. Denne plan skulle de bøje sig for (25,11f; 29,10). Men judæerne betragtede hans forkyndelse som landsforræderi. De var jo Guds folk. Derfor mente de også, at Gud ville støtte dem i kampen. Det var udtryk for modstandskamp, når de flygtede til Egypten og tvang Jeremias med.
Han fortsatte sin forkyndelse dernede (43,9ff). En gammel jødisk tradition siger, at hans vrede landsmænd stenede ham i Egypten. Vi ved ikke, hvornår dette martyrium skal have fundet sted. Men judæerne tog ham næppe med derned for at dræbe ham, men snarere for dog at have én profet med fra det gamle land. I så fald har han nok virket nogle år i Egypten, inden de blev så vrede på ham, at de stenede ham. Jeremias har derfor virket som profet i op mod 50 år, inden han blev myrdet omkring 70 år gammel.
Det meste af dette 50-årige virke som profet var kendetegnet ved, at hans tilhørere ikke ville høre, hvad han sagde til dem. Han forkyndte Guds dom over deres liv og over deres afgudsdyrkelse. Han advarede dem imod at stole på menneskelige alliancer i stedet for at stole på Gud. Han kaldte dem til omvendelse, og han lovede dem, at Gud ville redde dem, hvis de bøjede sig for det profetiske ord. Men de svarede: ”Det vil vi ikke!” (6,16). Gennem 50 år forkyndte Jeremias det samme for sit folk, og gennem 50 år svarede de det samme: ”Det vil vi ikke!”
Ganske vist var der en kortvarig vækkelse under kong Josija. Men derefter tog frafaldet fat igen. Folket syntes ikke, at de var så slemme, som Manasse og Amon havde været. De ville gerne høre Guds Ord, men de ville også have lov til at sortere i det. Denne indstilling ser vi nærmere på i de sidste to artikler om profeten Jeremias.
Artiklen er den første af tre om Jeremias’ bog.
