Nu er ikke sådan, at vi altid skal være bange for, om vi i virkeligheden er ved at falde fra. Samtidig er det dog værd at overveje dette: Hvis man aldrig har tænkt over, at det kan være mig, der kan falde fra – så skal man måske netop stoppe op! Artiklen her er måske anledning til sådan en refleksion.
Bibelske billeder på det kristne liv
En af de mest barske fortællinger i Nye Testamente er Matt 25,1-13. Beretningen er om ti brudepiger, der alle havde olie på lamperne i begyndelsen, men da olien slap op for fem af dem, kom de ikke med til bryllupsfesten. Mange har gennem tiden spekuleret meget i, hvad olien er. Det skal vi ikke fokusere på her. I stedet skal vi bemærke hovedpointen: Det er muligt at falde fra!
I 1 Joh 1,5 står der, at ”Gud er lys”. At være kristen er derfor at vandre i lyset (1 Joh 1,5-10). Eller sagt med et andet bibelsk billede: Når du tror på Jesus, har Helligånden ’taget bolig’ i dig. Der er sket en åndelig ’hjertetransplantation’ (se Ez 36,26).
Alligevel følger det gamle liv med. Ved en fysisk transplantation vil kroppens naturlige reaktion være, at immunforsvaret forsøger at angribe det nye organ! Dybt i enhver kristen er der en modstand mod Gud, der konstant søger mod mørket. Hvis det nye organ ikke skal dø, må der medicin til. Ifølge billedet fra Jesu lignelse, kan lyset gå ud, hvis ikke der bliver hældt olie på lampen.
Sådan er det også med troens liv: Troen kan dø. Når troen dør, vandrer du – billedligt talt – i mørket frem for lyset!
At leve i mørket
Beskrivelsen af at ’vandre i mørket’ kan opsummeres som to grøfter:
Mørket er manglende kærlighed.
Mørket er manglende lydighed.
For det første: Mørket kan altså komme til udtryk som mangel på kærlighed. Og det er alvorligt! Du kan godt være en meget ’from’ kristen og mangle kærligheden. Nu er det jo ikke sådan, at det omvendte er tilfældet: At man netop har kærlighed, hvis man ikke er ’from’. At det for eksempel er mere kærligt at se stort på bibelsk seksual- og alkoholetik, undlade at læse Bibelen og blive væk fra kirke! Min pointe er i stedet: Når man opfører sig fromt, er det bare lettere at bilde sig selv ind, at alt er som det skal være!
Men hvis kærligheden er kold, advarer Bibelen med store bogstaver om, at noget er ravruskende galt (”den, der hader sin broder, er i mørket”, 1 Joh 2,11). Kærlighed er dog ikke nødvendigvis, at du føler varme ting for andre. En tommelfingerregel kan derimod være, at det ikke er sikkert, du selv mærker din kærlighed; men din næste mærker det.
Jeg tror ikke det er muligt at give en endegyldig ’test’ på ovenstående fare, men jeg vil derimod udfordre dig: Er du åben for at spørge Gud, om det er dig, der mangler kærlighed til din næste?
Manglende lydighed
For det andet: Mørket kan også komme til udtryk som mangel på lydighed. Og det er alvorligt! Det er let at bilde sig ind, at den letteste løsning er den kærligste. At det, der føles godt, er godt! Ifølge Bibelen er det løgn. Det kærligste er at være som Gud! Derfor har Gud åbenbaret i sit ord, hvad det vil sige. Vi kalder dem ’Guds bud/love’.
Guds bud peger på kærligheden (som vi har set på ovenstående), men kærlighedens udtryk er også at holde buddene. De er Guds gode retningslinjer, der viser os, hvad kærlighed er!
Dybt i os alle er der en indbygget modstand mod at følge Guds bud. Det kan komme til udtryk både i handlinger og holdninger. Med vores handlinger kan vi leve i strid med Guds gode vilje for os, både hvad angår seksualetik, alkohol, bagtalelse, løgn, tyveri mm. Det samme gælder hvis du med dine holdninger aktivt vælger at være uenig med det, som du egentlig ved er Bibelens klare ord – fx i etiske spørgsmål som provokeret abort el.lign.
Hvis du lever i synd, i handling eller holdning, så dør troen.
At leve i lyset
Lige så klart Bibelen advarer om frafaldet, lige så tydeligt lyder kaldet til omvendelse. Omvendelsen består i to dele: erkendelse og bekendelse.
Erkendelse er at indse hvilken situation man er i. Det er noget af det, Helligånden overbeviser om: At vi alle er skyldige overfor Gud og har brug for hans tilgivelse. Men de fleste af os er er skruet sådan sammen psykologisk, at vi ofte primært føler skam.
Hvordan får man så gjort noget ved skammen? Det sker bl.a. ved at sætte ord på det – både for dig selv, og – hvilket er psykologisk stærkere – til et andet menneske. Det, du sætter ord på, mister noget af sin magt over dig. Og det er først, når du får luft fra skammen, at du kan tage skylden på dig.
Erkendelsen indebærer altså at forlade skammens rum, for at bevæge sig derud, hvor man kan tage skylden på sig og stå ved den!
Bekendelsen som medicin mod frafaldet
Erkendelsen er første skridt. Bekendelsen er det næste. I bekendelsen tager du ikke bare skylden på dig, men du giver den videre, og får talt ud med Gud! En af de velprøvede måder at bekende på kaldes for skriftemålet. Skriftemål vil sige, at man bekender konkrete synder for en anden kristen, og så får man tilsagt sin synders forladelse af den person.
Det afgørende i den forbindelse er ikke, hvordan man personligt føler det. Der er vi forskellige i vores temperament, og der er ikke et bestemt mønster for en ”rigtig” bekendelse. Hovedsagen er, at man giver Gud ret, når han kalder noget for synd. At bekende er altså ikke nødvendigvis koblet til en voldsom følelsesmæssig anger (selvom det også kan være det) – det er først og fremmest en konkret handling.
Der er knyttet et stort løfte til bekendelsen: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” (1 Joh 1,9).
Faren for frafald er reel! Men på samme måde som olien sikrer, at lyset fortsat brænder, og medicinen forhindrer at kroppen udstøder et nyt organ, sådan er et aktivt liv i erkendelse og bekendelse en medicin mod frafaldet. Det er en måde at hælde olie på lampen igen og igen!
