”Jeg kan ikke finde ud af noget, jeg bliver aldrig til noget, de andre er meget bedre end mig. Jeg er grim, jeg er forkert, jeg har ikke lov til at være en del af fællesskabet…”
Kender du til de tanker? Denne ubehagelige liste af ting, som vi kan finde på at sige til os selv, det er skam. Men det var egentlig ikke skammens blik, Gud fra begyndelsen havde tænkt, at du skulle se på dig selv med. Med syndefaldet kom ikke kun skylden men også skammen ind i verden. Adam og Eva var de første mennesker til at begå en synd og blive skyldige. Men de var også de første til at opleve skam.
Et skamfuldt blik
Skam har at gøre med øjnene. Det er det blik du ser på dig selv med. Det er følelsen af at være forkert. Hvor skyld groft sagt fortæller, at jeg har gjort noget forkert, så siger den ødelæggende skam, at jeg er forkert.
Fælles for skyld og skam er, at vi dømmer, men forskellen er, hvad vi dømmer. Når det handler om skyld, dømmer vi handlingen. Handlingen kan man tage ansvar for, forsøge at gøre god igen, man kan undskylde, den kan sones. Når det drejer sig om skyld er der altså handlemuligheder. Med skam er det anderledes, der er det ikke handlingen, jeg dømmer. Det er mig selv, og man kan ikke sone den, man er. Skam handlingslammer. Det har f.eks. vist sig, at kriminelle, som har tendens til skyld frem for skam, har meget større chance for at komme ud af kriminalitet. ”Hvis jeg alligevel grundlæggende er forkert, hvorfor så overhovedet prøve?”
Skam karakteriseres også ved, at den har en anledning. Man skammer sig over noget, f.eks. at mangle overskud. Skammen knytter så det manglende overskud til ens identitet. I stedet for at fokusere på hvilke udefrakommende årsager der kunne være til manglende overskud – måske har man travlt på studie, en god ven har det svært, man er lige flyttet, der kom for mange aftaler i kalenderen osv. – så vendes tankerne indad mod ens identitet. ”Tænk at jeg er sådan en som…” Måske skammer man sig over ikke at kunne det, som de andre ser ud til – eller det man selv plejer. ”Når jeg ikke kan det, er jeg så mindre værd?”
Vi kan møde skam i mange former. Det kan være oplevelsen af ikke at leve op til diffuse normer eller idealer, som jeg synes, jeg burde leve op til. Man kan opleve skam som et impostersyndrom, dvs. følelsen af, at jeg i virkeligheden ikke er så dygtig, som de andre tror. Jeg lader bare som om. Der er også den opgivende skam som bilder mig ind, at jeg alligevel ikke kan finde ud af noget, så hvorfor overhovedet prøve. Men den mest voldsomme er den helt grundlæggende skam over, hvem jeg er. Det er oplevelsen af, at jeg helt grundlæggende ikke er noget værd.1Man kan læse uddybende om forskellige typer af skam i min artikel Skyld og Skam i DBI’s 50-års jubilæumsbog Tillid, glæde og kærlighed og i Krista Bojesens bog Skam.
Fælles for alle de mange former for skam er, at det drejer sig om, at jeg anser mig selv som forkert eller mindre værd. Men der er et alternativ til det skamfulde blik. Gud tilbyder os et nådigt at blik at se på os selv med.
Et nådigt blik
Det første vi får at vide om mennesket i Bibelen er, at vi er skabt, og ikke nok med det, vi er skabt i Guds billede, så vi ligner ham. Ikke ret mange vers efter kommer synden ind i verden, og siden da har det også præget os alle sammen, at vi er syndere. Men de to ting er ikke hinandens modsætninger. At vi er syndere, er ikke lig med, at vi er værdiløse.
Vi er Guds uendeligt værdifulde skabninger. Du behøver ikke skamme dig over dig selv, for du er værd at elske. Som mennesker synder vi hver dag, og ikke bare det, vi er præget af synden helt ind i vores inderste. Derfor er vi altid objektivt skyldige uanset, om vi føler os skyldige. Men samtidigt har vi den største værdi. Skyld og skam behøver ikke være følgesvende.
Når vi i Ny Testamente får at vide, at vi skal elske vores næste, er målestokken derfor også, at du skal elske ham/hende ligesom du ideelt set elsker dig selv. Bibelen forudsætter kærlighed til dig selv som noget selvfølgeligt og positivt, for selvforagt er destruktivt. Du er værd at elske. Sådan får du lov til at se på dig selv.
Jeg er tit blevet opfordret til at sige til mig selv, at jeg er god nok, at jeg ikke behøver være perfekt. Men det er ikke det blik, som Bibelen giver på os selv. At være god nok er et fattigt og diffust udtryk, for hvad skal der til for at være god nok, det findes der ingen målestok for. Samtidig er virkeligheden jo den, at nogle gange er jeg ikke god nok. Nogle gange lyver jeg, er egoistisk. Nogle gange sårer jeg mennesker, som jeg holder af. Jeg bryder mig ikke om det, men det er virkeligheden.
Et nådigt blik på en selv er ikke en jeg-er-god-nok-tanke. Vi skal smide skalaen over forkert, god nok og perfekt langt væk. Vi er værdifulde og det ligger slet ikke på en skala. Det er ikke noget, som vi kan kæmpe eller præstere os til. At være værdifuld er en tilstand. Du bliver hverken mere eller mindre værdifuld uanset hvad du gør, eller hvem du er.
Men næstekærlighedsbuddet handler jo ikke primært om mig, men om næsten, at du skal elske din næste. Hvordan elsker jeg mig selv på rette måde, uden at det bliver selvophøjelse og på bekostning af min næste? Egoismen ligger og lurer lige om hjørnet her. Søren Kierkegaard forklarer dette ret fint: Vi ikke skal misforstå næstekærlighedsbuddet, som om det tillader egoisme, det Kierkegaard kalder selvkærlighed. Egoisme opstår, når vi alene elsker os selv, men vi skal jo elske næsten som os selv.2Søren Kierkegaards samlede skrifter bind 9 Kjerlighedens Gjerninger (2004) s. 25 Pointen er, at vi skal læse hele buddet, vi skal ikke nøjes med hverken den første eller den sidste del. Fordi sætningen er konstrueret af to led – ”du skal elske næsten – som dig selv”, så skabes der en balance, som ideelt set umuliggør egoisme, samtidig med, at det sikrer imod selvhad og mindreværd. Buddets to dele kan netop ikke eksistere uden hinanden. Relationen til mig selv og min relation til næsten hænger uløseligt sammen.
Anerkendelse eller tilgivelse
Vi har altså lov til at se på os selv og hinanden med et nådigt blik. Et blik som har syn for Gudbilledligheden og som ikke gør vores skyldighed og værdi til modsætninger. For at bevare det blik, må vi øve os i at skelne mellem skyld og skam, og skelne mellem svaret på skyld og skam.
Skyld bør mødes med tilgivelse, og skam bør mødes med anerkendelse.
Skyld kan tilgives, og så forsvinder skylden. Når det gælder skyld overfor mennesker, er det ikke sikkert, at skyldens konsekvenser forsvinder. Det er heller ikke sikkert, at det er muligt at have en relation til vedkommende, som du er skyldig overfor, eller som er skyldig over dig. Men selve skylden kan tilgives væk. Når det handler om skylden overfor Gud, har Kristus taget skylden fuldstændigt. Guds tilgivelse fjerner skyld, så han ikke længere husker på vores overtrædelser.
Det er anderledes med skam. Skam kan ikke tilgives væk. Skam skal elskes og anerkendes væk. Ikke anerkendelse i form af ros, som udelukkende går på vores evner og præstationer. Men anerkendelse forstået som det at blive set, respekteret og agtet for det menneske, jeg er, uanset præstationer. Den form for anerkendelse er modvægten til skam.
I sjælesorg og forkyndelse går diskussionen ofte på, hvad der skal fylde mest – skyld og tilgivelse eller skam og anerkendelse. For mig at se er spørgsmålet ikke, om vi skal nedtone skam og anerkendelse for at fremhæve skyld og tilgivelse eller omvendt. Vi skal derimod sørge for, at der bliver talt ofte om begge dele. Jeg tror vi har brug for at blive meget klogere på skyld og skam i forhold til hinanden, og hvordan Bibelen tænker om de to begreber. Mange spørgsmål er ikke opklaret endnu, for set i Bibelsk lys er skyld mere end handling. Der er noget helt grundlæggende i mig, som ikke vil Gud, og hvordan hænger det sammen med skam? Men én ting ved vi, at vi er værdifuldt skabt og værd at elske, det blik har vi lov til at se på os selv med.
