En forkyndelse af Guds godhed
Når vi læser i Bibelen springer et væld af tekster frem, som omtaler verden som Guds skaberværk. En gave, noget herligt, ja, den er endda en fysisk forkyndelse af Guds eksistens.
Mod slutningen på den 6. skabelsesdag zoomer Gud ud og tager hele sit værk i betragtning i 1 Mos 1,31: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var”. Og lidt senere i 1 Mos 2,9: ”Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden…” Skaberværket emmer altså af Guds godhed.
Men det er ikke kun en virkelighed før syndefaldet. Selv efter syndefaldet kan David i Salme 19 tale om, at skaberværket udtrykker Guds godhed og herlighed: ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk”. Det er nutids-fortælling, som konstant og hele tiden foregår. Også i dag!
Paulus samler senere i Romerbrevet den tanke op, når han udfolder, at Guds eksistens og dele af hans væsen har kunnet ses i skaberværket, som skulle Gud have efterladt tydelige fingeraftryk på ”gerningsstedet”. Rom 1,19-20: ”Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.”
Ægteskab, børn, vin, rigdom og meget andet bruges flittigt som positive billeder og gode Guds gaver. Bibelen insisterer altså på, at denne verden rummer meget godt og gudsvillet, som er skabt til vores nydelse og forvaltning.
Et farligt sted
Når vi så er ved gennemlæsningen af Bibelen, så møder vi dog samtidig en anden linje, som kan fremstå modsatrettet. I Edens have ved siden af de mange gode træer, finder vi også kundskabens træ. Et træ hvis forbandelse er uudgrundelig.
Og i de ti bud gøres det klart, at alle Guds gode gaver pludseligt kan føre til misundelse og begær.
I det Gamle Testamente møder vi gentagne gange Israels naboer, som handler direkte ondt og afskyeligt gennem deres afgudsdyrkelse, seksuelle amoral og udnyttelse af de fattige og svage. Og det triste er, at det gentagne gange ikke kun findes hos nabofolkene, men langt ind i Guds eget folk, Israel.
Fx var det Samsons enorme velsignelser, som han havde fået af Gud, der gjorde ham overmodig. Eller Salomo for den sags skyld…
Derfor advarer Johannes også i 1 Joh 15-16: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.”
Eller Jakob kan advare imod venskab med verden: ”I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” i Jak 4,4.
”Verden” kan altså få en ganske hård medfart i Guds ord. Men nu rammer forvirringen: For hvilken af de to linjer, skal vi klynge os til?
Gennemgribende forvirring
Risikoen er, at vi netop nøjes med en af de to tråde, og klynger os sådan til den, at vi mister evnen til i åndelig modenhed at fastholde begge sandheder fra Guds ord på samme tid.
I pietistisk iver kan vi antage så meget identitet som pilgrimme, at vi helt nægter at nyde og glæde os over Guds gode gaver i taknemmelighed til ham. Så afstår vi fra at sætte aftryk i livet og engagere os i samfund, kultur osv.
Omvendt kan vi havne i en stærk afstandtagen til enhver form for advarsler imod ”verden” eller blot en naiv glæde over denne verdens muligheder, så alle der blot forsigtigt nævner denne verdens farer, fremstår som middelalderlige mørkemænd.
Hvad er vejen frem?
Ofte kan det handle om at læse Bibelens ord i kontekst og lade sammenhængen forklare, hvad der menes med ”verden”. Skal vi finde en god vej frem, må vi evne at fastholde følgende på samme tid:
- Verden er skabt af Gud, og livet er villet af ham. Verden og livet rummer derfor enormt meget godt og herligt, som endda kan lære os noget om Gud selv.
- Verden er faldet, og synden er blevet en magt, der gennemsyrer og hersker i denne verden indtil Kristi komme. Verden rummer derfor direkte og ufiltreret ondskab og synd, som vi må vogte os for. Og dræbte ”verden” vores Herre, må vi selv forvente noget af samme skuffe.
- Fordi Gud har skabt os i verden, er vi kaldet til at engagere os og præge verden. Nogen kan gøre det på den ”store scene”, men vi kan alle forvalte vores lille frimærke af tilværelsen. Ved at bygge familier, kirker, lokalmiljøer, skoler og foreninger præger vi verden til velsignelse for den.
- Fordi vi er pilgrimme med en anden verden for øje, gør vi godt i vogte vores hjerte: For selv de gode ting i livet kan binde vores hjerter til det dennesidige.
- Synden i verden er en virkelighed, som også har rod i vores eget hjerte. Når vi vogter os for ”verden”, må vi derfor passe på ikke at blive selvretfærdige og bedrevidende. At vogte sig i verden handler ikke mindst som at vogte sig for eget hjerte.
- I kernen af det kristne budskab møder vi netop den Gud, der elsker verden (Joh 3,16). Han elsker ikke synden, men både mennesker og skaberværk. Det er netop derfor, at verdens opposition imod ham, er så trist. Og det er netop derfor, det er så forunderligt, at Gud selv blev menneske i denne verden til frelse for enhver, som tror.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Båndet.
