Luther talte om tre stænder, og selvom det ikke længere er begreber, der er i aktivt brug, forstår vi godt, hvad de dækker over: hjemmet, kirken og den verdslige myndighed. I dag ville vi måske bruge ord som sociale sfærer eller livsområder. Fælles for dem er, ifølge Luther, at de er etableret af Gud, og derfor viser hans omsorg sig for os i alle tre:
- I hjemmet tager Gud sig af os både åndeligt og fysisk gennem ægtestanden og i embedet som far og mor.
- I kirken tager Gud sig af os åndeligt gennem nådemidlerne og præsteembedet.
- I den verdslige myndighed tager Gud sig af os gennem den naturlige og positive lov og dommersædet.
Det er grundlaget for menneskelivet, og som kristne færdes vi i alle tre. Når Luther brugte netop ordet ”stænder”, hænger det sammen med, at det på Luthers tid var almindeligt at beskrive menneskelivet og især menneskets plads i forhold til kirke og øvrighed på den måde. Når vi så tænker os selv ind i de tre stænder, kan det være en hjælp til at få svar på følgende spørgsmål:
Hvad siger de ti bud ind i mit liv?
Hvordan bliver mit liv en kanal for Guds velsignelse til de mennesker, som Gud har sat i min varetægt?
Kaldet
Lad os tage det sidste først.
Ifølge Luther har alle kristne mennesker, ikke kun præsterne, et kald, og det kald går på tværs af stænderne. Dette kald kan man blive meget klogere på ved at studere Luthers hustavle i den Lille og Store Katekismus, hvor Luther i sin gennemgang knytter hvert bud til kaldet i de tre stænder. Kaldet i hjemmet, kaldet i kirken/menigheden, kaldet i samfundet.
Men hvad er et kald? Ryan MacPhersons egen definition lyder: ”Dit kald består i, hvordan Gud bruger dig som en kanal for sin velsignelse til de mennesker, som han har sat i din varetægt.” Det breder med det samme kaldsforståelsen ud, og det bliver svært at tale om kald som noget, kun præster har fået.
I familien er der kald til at være ægtemand, hustru, far, mor, søn og datter.
I kirken lyder kaldet til præst og lægmand, og Luther taler om, at ingen må tale offentligt i kirken eller forvalte sakramenterne, hvis ikke han er retteligt kaldet.
I staten, eller i samfundet var den klassiske kaldsopdeling: hersker, undersåt, betjent og borger, og selvom sproget også her virker forældet, forstår vi godt, at det drejer sig om, at der findes stillinger i samfundet, som er etableret til at opretholde ro og orden, og at det som et kristent menneske er i orden at tjene som verdslig myndighed, være dommer, deltage i krig mm.
Guds maske
I en luthersk forståelse udspringer kaldet af helliggørelsen, som forudsætter retfærdiggørelsen, og derfor er det kun kristne, der har et kald, et såkaldt helliggjort arbejdsområde. Kristne som ikke-kristne kan være ansat af myndighederne og gøre deres pligt der, men kun for de kristne er der tale om et kald. Det er helt afgørende at forstå, at en kristen derfor ikke gør gode gerninger i sit kald, men at det er troen, der gør gerningerne, fordi det er Gud selv, der arbejder gennem et menneskes kald.
Derfor er et kald ikke et arbejde, hvor vi skal være økonomisk produktive, men en beskæftigelse, hvor vi modtager Guds velsignelse og deler ud af den til andre. Det er som sagt ikke en særlig beskæftigelse, hvor de kristne gør deres gode gerninger, men kaldet er snarere et middel, som Gud selv arbejder igennem.
Sagt med andre ord er kaldet at være Guds maske, bag hvilken Gud selv er på arbejde i os for at velsigne andre mennesker gennem os.
Derfor er det kristne kald noget helt særligt: vores liv bliver det synlige middel, som Gud velsigner vores næste igennem. Et kald kræver ingen særlig udrustning. Gud skjuler sig ofte i det helt almindelige. Mit liv er helt almindeligt, og Gud kalder og bruger mig i netop det liv, han har givet mig.
Der er også det særlige ved et kald, at vi ofte ikke opdager frugten af det før bagefter. Så fremfor at bekymre dig om, hvordan du udfører dit kald, skal du snarere glæde dig over, at Gud arbejder igennem dig og dit liv fra morgen til aften.
De ti bud og kaldet
I den Lille Katekismus lærer Luther os at bekende vores synder i forhold til vores kald: ”Overvej din egen stilling i forhold til de ti bud, hvad end du er far eller mor, søn, datter, arbejdsgiver, arbejdstager; hvorvidt du har været ulydig, uærlig, doven, hvorvidt du har skadet en anden i ord eller gerning; om du har stjålet, forsømt, forspildt noget eller gjort skade.” En meget praktisk tilgang og en understregning af, at jeg ikke har lov til at se mit kald snævert i forhold til en opgave i menigheden, som vi måske nok kunne forledes til. Mit kald aktiveres, fra jeg slår øjnene op, i den relation, jeg er en del af, hvad enten det er hjemme eller på arbejde eller i skole, til jeg igen får lov til at takke for dagen og lægge den bag mig.
For Luther var det vigtigt, at man i oplæringen i den kristne tro begyndte ved de ti bud (loven) og dernæst gik til bekendelsen (evangeliet) for at forberede sindet på at bekende, at lovens krav er umulige.
De ti bud kan ikke overføres på alle kald i alle situationer, men læser man den Store Katekismus, vil man se, at Luther understreger kaldet i de tre stænder i alle bud.
Luther havde en bred opfattelse af buddene, og det ser man i hans forklaring til f.eks. det første bud: ”Hvis du i dit hjerte kun forventer det gode fra ham – særligt i nød og fare – og i dit hjerte forsager og fornægter alt, som ikke er Gud, så har du den ene sande Gud.”
Det samme gælder hans forståelse og forklaring af det fjerde bud. Luther mente ikke, at det kun handlede om forælder-barn-relationen, men også bredere forholdet til øvrigheden; den skal vi respektere, ikke provokere den til vrede, men ære, tjene, adlyde, elske og ære. Øvrigheden findes i alle tre stænder, siger Luther, idet vi både har ”blodsfædre” (familien), ”myndighedsfædre” (staten) og ”åndelige fædre” (kirken). Buddet lægger ikke kun op til, at børn skal adlyde deres forældre, men også, at forældrene opfylder deres pligter over for børnene.
I hvert bud ligger der en generel lov, der helt specifikt taler til hvert enkelt menneske i det kald, det menneske står i. F.eks. befaler det tredje bud, at vi holder hviledagen hellig. I sin bogstavelige form er dette bud ikke rettet mod den kristne, fordi det var en del af ceremonialloven i det Gamle Testamente, men oversat til i dag betyder det, at den kristne dagligt bør arbejde med Guds ord. For præster og prædikanter betyder det, at Ordet skal prædikes rent og klart og sandt. For menigheden betyder det, at Ordet skal have lov til at arbejde i hjertet og komme ud af munden til andre mennesker.
Det syvende bud forbyder at stjæle, men Luther konkretiserer yderligere ved at sige, at det også gælder det at tillade en skade, hvor den kunne have været afværget, eller hvis man snyder med pengene, når man handler. Dermed bliver buddet bredere end kun at omfatte det konkrete tyveri.
Når Luther på den måde understreger kaldet i de tre stænder gennem alle de ti bud, om end i forskelligt omfang, undgår han, at vi i enhver given situation skal mærke efter, hvad der føles rigtigt. Gud har givet os familie, stat og kirke og har i sine ti bud befalet det, der er godt og helligt for hver enkelt af os i det kald, vi har.
Heldigvis gælder det også her, at Kristus er enden på loven. Han har opfyldt loven på mine vegne, og jeg modtager hans retfærdighed som en bryllupsklædning, der dækker al min synd. Al min synd. Den vished giver mig frimodighed til at leve mit liv og adlyde det kald, som ligger til mig.
”Dit kald består i, hvordan Gud bruger dig som en kanal for sin velsignelse til de mennesker, som han har sat i din varetægt.”
I februar 2023 blev der afholdt Luthersk Fordybelsesdag i Herning, hvor Ryan MacPherson holdt foredrag om den naturlige åbenbaring. Jette Christensen har med tilladelse fra Ryan MacPherson formidlet essensen videre i to artikler. Læs artikel nummer et her.
