Det fortælles, hvordan en ung mand var kommet til tro. Han voksede op i en familie, der ikke var kristne, og som så skeptisk på religiøs tro. Da hans forældre opdagede hans ”kirkelige aktiviteter”, besluttede de sig for at tale med ham. I den forbindelse sagde moren til den unge mand: ”Jamen! De hjernevasker dig!” Lidt kækt svarede han: ”Mor, hvis du vidste, hvad der fandtes i min hjerne, så ville du også ønske, at den blev vasket.”
”Alle er fordærvede”
Det er dybest set en grunderfaring for kristne. Oplevelsen af at trænge til at blive vasket ren. Ikke fra sved og snavs, men fra synden i os, som er så altomfattende. Altomfattende, fordi den ikke bare sidder på vores tøj eller på vores hud, men fordi den kommer indefra – fra hjertet.
Hvis jeg finder en mandarin, der er blevet helt hvidgrøn og slasket, inden vi fik den spist, så kan jeg væmmes over at skulle røre den. Endnu værre er det, når jeg med misfornøjelse for sent opdager, at den mad, jeg lige har spist, er fordærvet. Pludseligt er det klamme ikke bare uden for mig, men nu er det også inden i mig!
I Romerbrevet 3,12 strammer Paulus den yderligere, da han ikke bare siger, at vi mennesker har rørt ved noget fordærvet, eller at vi har spist det, men at vi, hver eneste af os, er fordærvede. Vi trænger til at blive ”hjernevaskede” eller måske rettere hjertevaskede.
Det var den erfaring, som i første omgang fik os til at løbe til Jesus, og det er en erfaring, der i varierende grad følger os, så længe vi er her i verden, og som får os til at vedblivende at holde os til ham.
Fordærvelsens kilde
I vores bibelgruppe læste vi, at ”enhver, som hader sin bror, er en morder” (1 Joh 3,15). Det fik en fra gruppen til udbryde: ”Jeg kan leve med at være en, der hader, men jeg bryder mig ikke om at blive kaldt en morder!”
Det giver god mening: Vi indrømmer gerne, at vi overtræder i det små. Det nager ikke samvittigheden – for det meste. Små overtrædelser skader ikke andre – ikke særligt meget i hvert fald. Små overtrædelser er vi herrer over – sådan da.
Ja, selvfølgelig er der en kæmpe mellemmenneskelig forskel på at hade og at myrde, men på et åndeligt plan forsvinder den forskel i den forstand, at begge synder bliver begået af et hjerte, der hverken frygter, elsker og tror Gud eller elsker sin næste.
Det syndens hjerte, som er i en forvaringsdømt forbryder, er dybest set identisk med det hjerte, som er i mig. De er begge fordærvede, og begge spreder de deres fordærvelse. De tanker, følelser og handlinger, og den vilje, der udgår fra et fordærvet hjerte, bliver selv fordærvede. For nogle kommer det til udtryk på en ydre og voldsom vis, for andre er det mere skjult og subtilt.
Den ignorerede synd
Blot et kort visit på en drengegang på en efterskole kan føre til hjerneskader forårsaget af lugtgener. Årsagen er ofte en ubalance mellem sportslig aktivitet, hormonelle udsvingninger og frekvensen af bad. Fra min efterskoletid husker jeg en elev, der ikke kunne forstå nødvendigheden af at gå i bad. Først da en lærer på rumboernes opfordring blev indblandet, affandt eleven sig med, at han minimum skulle bade et par gange om ugen. Et indgreb, der meget vel ”reddede liv”.
Af natur minder vi mennesker i udgangspunktet om efterskoleeleven. Vi ignorerer og undertrykker vores fordærvelse og synd, fordi vi hverken har set eller vil se, hvor dybt den sidder, og hvor meget den lugter. Dermed bilder vi os ind, at vi ikke trænger til et bad. I Guds godhed har han dog sendt sin Ånd til at overbevise os om, at vi trænger til renselse.
Den rensende dåb
Den erfaring, den unge mand havde af, at han trængte til at blive ”hjernevasket”, den bliver mødt i Bibelens tale om dåben. Apostlen Peter siger, at dåben (vandet) ikke fjerner legemligt snavs, men at den indgår en ”god samvittigheds pagt” med Gud ved Jesus (1 Pet 3,21). Dåben giver dig altså en ren og god samvittighed over for Gud, for med vandet vaskede han dig ren i Jesu blod!
Eller vi kan tænke på Paulus, der taler om, at vores dåb binder vores virkelighed sammen med Kristi virkelighed, sådan at når han døde, så døde vores beskidte og fordærvede jeg for Gud, og når han genopstod, så blev vi for Guds ansigt løftet op af dåben som nye mennesker til et spædt nyt liv (Rom 6,4-11).
Døbt, men snavset?
I dåben bliver vi vasket. Men hvad så med os, der stadig oplever fordærvelsen, selvom vi er døbt og har løbet til Jesus med vores synd?
Der er en fare for, at vi begynder at betvivle, at vi i vores forbindelse med Jesus virkeligt er blevet renset. Dåben er et åndeligt bad, der gribes i tro. Dåben vasker os helt rene set fra Guds perspektiv, og den starter et nyt liv i os, men i dette liv ser og oplever vi forsat vores indre fordærvelse. Ofte ser vi den endda mere og mere.
Det kan virke så ubegribeligt, at netop der, hvor vi får lov at se vores indre fordærv tydeligst, der må vi i troen vide os helt rene og vaskede. Når vi som kristne kan føle os mindst elskværdige og mest fordærvede, der må vi tro os helt rene og elskede af Gud på grund af Jesu liv og død.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
