Politik deler og samler. Nogle gange finder vi åndsfæller, der mener og tænker som vi. Andre gange møder vi medmennesker, der ser helt andre problemer og løsninger.
Politik kan give fællesskab, kampgejst, nerve og meningsfyldt indhold til vores samtaler.
Men politik kan også splitte, udvirke misforståelser og give fjendebilleder. Netop det kan være så frygteligt smerteligt, hvis det rammer vores nære relationer eller menigheder.
Så hvordan skal vi som kristne navigere i dette? Herunder giver jeg et par af mine pejlemærker:
Håbet er ikke af denne verden
Det er fundamentalt for vores tro, at vores største problem ikke er mellemmenneskeligt. Det er åndeligt. Det kan ikke afhjælpes med uddannelse, terapeutiske forløb eller teknologiske fremskridt.
Nej. Vores hjertes oprør mod Gud kan vi ikke vokse, lovgive eller innovere os ud af. Her kan kun Guds nåde, som den rækkes os i Kristus gennem Guds ord og sakramenterne, hjælpe.
Vi må altså konstant være påpasselige med at sætte vores dybeste håb til andet end Jesu Kristi kors.
For at omskrive et ord af Jesus: ”Hvad nytter det, hvis vi får gjort hele verden bæredygtig, gjort op med al mellemmenneskelig uretfærdighed, løftet dannelsesniveauet i samfundet og indført et holdbart og fair velfærdssystem for både børn, unge, voksne og gamle, men må bøde med vores liv?” (Matt 16,26)
Lad os bevare en bibelsk realisme. Vores egentlige håb er et levende håb, det er Jesu Kristi liv, død og opstandelse i vores sted. Kun der vil du aldrig i evighed blive skuffet. Pas på ikke at blive opslugt af noget, der aldrig kan mætte.
I verden – ikke af verden
Samtidig er der også mange mellemmenneskelige problemer, der er afledt af syndefaldet. Og uddannelse, terapeutiske forløb og teknologiske fremskridt kan virkelig gøre vigtige og væsentlige forskelle. Også selvom de ikke kan frelse.
Blot fordi verden blev underlagt tomheden af Gud selv, så at vi måtte søge ham og dermed blive befriet fra forgængeligheden (Rom 8,20-21), så betyder det ikke, at vi skal omfavne og glæde os over tomheden. Jesus selv blev bevæget af menneskers nød, og han helbredte, spredte glæde og modvirkede aktivt syndefaldets konsekvenser.
Selvom vi ikke har sat vores grundlæggende håb til ideologier, politiske ledere eller reformer, så lad os med Kristi forbillede stræbe efter at gøre denne verden til så godt et sted at leve som muligt – for så mange som muligt.
Vi har i dette liv virkelig mulighed for at løfte livskvalitet, fremme et samfund med orden og retfærdighed, og bekæmpe alle mulige problematikker. Lad os benytte valgdagens mulighed med visdom.
Ensporet – og rummelig
Men Kirken har kun ét håb, én tro, én frelser, én bekendelse. Vi har derfor ikke rummelighed, når det kommer til de ting, Gud i Skriften har talt klart om. Skriften som Guds ord. Jesus som både Gud og menneske. At synd er forkert og under Guds dom. Osv. Er man uenig i disse ting, stiller man sig udenfor fællesskabet. For fællesskabet er omgærdet af teologiske og etiske grænser.
Men fordi vi i Guds menighed bindes sammen af en fælles bekendelse, giver det en rummelighed på en lang række andre områder. I mødet med en valgkamp kan vi som kristne opleve, at vi ser forskelligt på politik. Både når det kommer til personer, partier og politik. Og det er okay.
I rette tone og på rette sted kan vi samtale og udfordre hinanden. Men når vi samtaler om det politiske eller alle mulige andre emner, så insisterer vi på at gøre det sådan, at vi på søndag kan mødes ved alteret.
For stædigt fastholder vi: Det er troen på Kristus, der binder os sammen. Ikke bogstavet eller navnet ud for vores kryds.
Leder – med visdom
Det afkræver, for mig at se, også en særlig bevidsthed hos dem, der er betroet hyrde- og læreransvar i menighederne: Paulus var villig til både at leve som jøde og hedning for at nå begge grupper. ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt.” (1 Kor 9,19)
Læg mærke til Paulus´ vinkel: Han var fri i Kristus. Fri til at leve som messiansk-jøde. Fri til at leve som hedninge-kristen. Men han underkastede sin frihed en større dagsorden: Guds riges fremgang. Pas på, at dit politiske engagement, det være sig analogt eller online, ikke står i vejen for ordets sejrsgang.
Vær selv forskellen
Når Kristus kalder sine disciple til en engageret og selvopofrende tilstedeværelse i denne verden, så er fokus på vores ”næste”. I det politiske tænker vi nationalt – ja, nogle gange globalt – og løsningerne bliver højtsvævende og upersonlige. De kan selvfølgeligt også gavne vores næste.
Men mit bedste bud er, at Kristus på dommedag er mindre optaget af, hvor jeg satte mit kryds, end hvordan jeg behandlede min næste i det nære. Om det så er i kirke-familien, den biologiske familie, venner, kollegaer, naboer osv. Politisk engagement med højtravende idéer og løsninger skaber let hyklere. Kristent samfundsengagement handler mere om et lyttende øre, en skulder at græde ud ved, og tjenende hænder og fødder, end det handler om et kryds. Gør det ene, men forsøm ikke det andet.
Artiklen er tidligere bragt som leder i bladet Båndet, der udgives af Luthersk Missions Højskole.
