I denne artikel skal vi forfølge en tråd, som begynder i Anden Mosebog ude i Sinaiørkenens sand. Den handler om Guds inderste væsen. En sammenkogning af, hvem Gud er. Moses får nemlig lov til at få et glimt af Herrens inderste væsen. Han ser, hvem Gud er, og den beskrivelse skal vi forfølge hele vejen op til Det Nye Testamente.
En ledsager
Som ung rejste jeg til Israel i mine sabbatår. En del af de fem måneders ophold var en vaskeægte ørkenvandring på et par dage. Vi blev sat af bussen langt ude i Negevørkenen sydvest for Det Døde Hav.
Ved vores overnatningssted, den første dag inden turen for alvor begyndte, fandt jeg en følgesvend, som jeg gerne ville have med på min ørkenvandring. Et vildt omstrejfende æsel. Ved hjælp af madpakkens gulerødder fangede jeg æslet og bandt det til et enligt træ ved lejren. Tanken var, at æslet selvfølgelig skulle være min følgesvend og bære min tunge bagage, så jeg selv bare kunne gå trækkende med æslet.
Næste morgen var æslet væk. Min følgesvend og billet til en ukompliceret ørkentur. Æslet havde bidt rebet over og var over alle bjerge, før vi fik øjne.
Uden yderligere sammenligning vil Moses også gerne have en følgesvend og ledsager på ørkenvandringen. I Anden Mosebog 33, kapitlet lige efter israelitternes guldkalv, fortæller Gud Moses, at han vil sende en engel, som skal gå foran folket, men at Herren selv ikke vil drage op iblandt israelitterne (2 Mos 33,2-3).
Folket og Moses bliver forfærdede over disse ord. De ønsker, at Herren selv vil gå foran dem. Moses påminder Gud om, at israelitterne er hans eget folk. Og Gud ændrer sit svar: ”Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo” (2 Mos 33,14). Og hvordan kan man overhovedet vide, at folket er et særligt folk, hvis ikke Herren går med israelitterne?, spørger Moses. Også i dette giver Herren Moses ret.
Gud lover, at han selv vil være israelitternes ledsager på ørkenvandringen, selvom folket er et syndigt og stivnakket folk, som gang på gang tvivler på Guds ord og løfter.
Guds inderste væsen
Efter at Herren har lovet Moses at gå med, drister Moses sig til et spørgsmål, som ikke findes lignende i Bibelen: ”Lad mig dog se din herlighed!” (2 Mos 33,18). Selvom spørgsmålet er overraskende, overrasker Guds svar endnu mere, for han indvilliger i at vise Moses sin herlighed. Synet af Guds herlighed er, hvad vi skal forsøge at forfølge gennem Bibelen frem til Det Nye Testamente.
Herren vil lade sin skønhed gå forbi Moses, og Herren vil råbe sit navn foran ham, men Guds ansigt får han ikke lov at se, for et menneske, der ser Guds ansigt, vil dø. Gud går imidlertid med til at lade Moses se det tætteste og inderste af sit eget væsen, som et menneske kan holde til.
Moses stilles i en klippespalte på toppen af Sinai bjerg, og venter på, at Herren kommer:
”Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2 Mos 34,6-7).
Det er Guds herlighed, som Moses får lov til at se og høre. Det er en meget direkte åbenbaring af, hvem Gud er i sit inderste væsen. Det en slags sammenkogning på to vers af, hvem Gud er i sit væsen.
Herren har hjerte for svage, han hører råbet fra den foragtede skyldner, han er sen til vrede, han holder sit ord og taler kun sandt. Herren er en Gud, der tilgiver, og samtidig straffer han den skyldige.
Israelitterne havde erfaret i forbindelse med den første påskenat, at Herren er en straffende Gud, fordi han hader synd og ondskab. Men samtidig er han den tilgivende Gud, som tilgav skyld, overtrædelse og synd, fordi det stedfortrædende lam var blevet straffet i stedet.
I rette med Gud
Denne kompakte bouillonterning af Guds væsen, som Moses får midt i Sinaiørkenen, dukker op til overfladen flere gange i Bibelen.
Da israelitterne senere på ørkenvandringen står ved indgangen til Det Lovede Land, sender Moses tolv spejdere ind i landet for at aflægge rapport tilbage. Da de tolv spejdere kommer tilbage efter 40 dage, beretter de først om al den store frugtbarhed, som landet byder på. Der er bare et men.
Ti af spejderne aflægger vidnesbyrd om, hvor store og mægtige folkene i landet er, hvordan byerne er befæstet til op over begge ører, og at der findes kæmper i landet.
Selvom Kaleb og Josva forsøger at mane til besindighed, lytter folket ikke. Hele folket bliver grebet af rædsel over spejdernes vidnesbyrd. De klager, græder og råber hele natten og vender sig mod Moses: ”Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her!” (4 Mos 14,2) Israelitterne var blevet fyldt af vantro. Der havde spredt sig en mistillid til Guds ord og løfter. Gud bliver vred på Israel og ønsker at slå folket med pest og lade dem dø i ørkenens sand.
Men Moses, som er folkets mellemmand og formidler, går igen i rette med Gud. Hvis israelitterne mister livet her i ørkenen, vil indbyggerne i Det Lovede Land så ikke sige: ”Fordi Herren ikke magtede at føre folket ind i landet, lod han dem dø i ørkenen”. Det er Moses’ argument, og med det minder han Gud om, hvem han er – hvilket i sig selv kan virke helt absurd, men som også rummer en dyb rigdom: at minde Gud om, hvem han er:
”Lad nu Herrens styrke vise sig i sin storhed på den måde, du selv har sagt: ‘Herren er sen til vrede og rig på troskab. Han tilgiver skyld og overtrædelse, men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn.’ Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!” (4 Mos 14,17-19).
På Moses’ bøn tilgiver Gud Israels folk. Men den jordiske velsignelse, som folket var stillet i udsigt, vil den generation, som blev ført ud af Egypten, ikke få lov til at opleve. Gud lader folket få sin vilje: ”Gid vi var døde i ørkenen her”, og israelitterne må nu vente 40 år – ét år for hver dag spejderne undersøgte landet – før Herren vil føre dem ind i Det Lovede Land.
Det eneste håb
Guds herlighed og væsen bliver ligeledes altafgørende for israelitternes anden konge 500 år senere. Kong David, der med blod på hænderne og utro med en anden mands kvinde bliver afsløret af Herrens profet Natan, har ikke noget andet håb end at stole på, at Gud er, som han siger: en barmhjertig og nådig Gud. David havde intet syndoffer, han kunne bringe, som ville skaffe soning for utroskab og mord. Hans eneste håb var, at hvis han bekendte sine synder, ville Gud være trofast og tilgive hans synd. David erfarede, at den herlighed, som Moses fik at se i klippespalten på Sinais bjerg er sand – at Gud er sådan, som han viste sig for Moses. Senere digter David Salme 103, hvor hans erfaring af Guds væsen igen kommer til overfladen:
Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.
Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Han anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.
Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
(Sl 103,7-11)
Alle Jordens folk
Også i profetens Jonas’ liv erfares sandheden om Guds væsen og hans herlighed. Jonas bliver vred på Gud over, at han alligevel ikke vil ødelægge Nineve, fordi de vendte om fra deres onde vej. ”Jeg vidste det! Jeg sagde det jo!” er Jonas’ reaktion. Jonas kendte til Guds åbenbaring af sit inderste væsen på Sinais bjerg, og derfor orkede han ikke at rejse til Nineve i første omgang, men forsøgte at flygte til Tarshish. I sin vrede bad Jonas til Gud:
»Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken (Jon 4,2-3).
Her ser vi, hvordan Guds barmhjertighed og nåde og hans rigdom på troskab ikke blot kan sættes i relation til Israels folk eller Israels konge, men at hans inderste væsen også sættes i relation til hedningefolkene. At Gud er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab, gælder altså ikke kun for Israels folk, men for alle folk på hele jorden.
Guds udtrykte billede
Åbenbaringen af Guds inderste væsen, hans herlighed, kommer også til udtryk i Det Nye Testamente. I begyndelsen af Johannesevangeliet hører vi om, hvordan Guds ord, som var til stede ved skabelsen, bliver kød.
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).
Johannes’ beskrivelse skriger af ligheder med den herlighed, som Moses så i klippespalten. Det er, med andre ord, den samme herlighed som Johannes og Moses så: Nådig og rig på sandhed.
Med rette taler vi om, at Jesus Kristus er Guds væsens udtrykte billede. Det har vi Hebræerbrevets ord for: ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede” (Hebr 1,3). Herrens herlighed, som viste sig for Moses med ordene om Herrens barmhjertighed, nåde, troskab og sandhed, er uløseligt forbundet til Jesus Kristus.
Er der tillægsord, som beskriver Jesu gerninger her på jorden, er det netop de samme ord, som beskrev Guds herlighed for Moses: barmhjertig, nådig, sen til vrede, rig på troskab og sandhed.
Igennem hele Bibelen og allerklarest i Jesus Kristus viser Gud sig som en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Dette var israelitternes håb efter deres mistillid til Guds ord og løfter. Det var Davids håb, da han blev afsløret i sin synd. Det var hedningerne i Nineves eneste håb, da de vendte om fra deres onde vej. Også for os i dag, er det vores eneste håb.
Andre steder i Det Gamle Testamente, hvor Guds herlighed kommer til udtryk: Sl 86,15; 145,8; Neh 9,17. 31; Joel 2,13
Artiklen er den tredje og sidste i en serie, hvor Jakob Kildedal Ulriksen udfolder det større perspektiv i nogle tekster fra Anden Mosebog. De første artikler kan læses her:
