At blive en kristen sætter et menneske i en helt ny virkelighed. For en ydre betragtning er alt, som det plejer, og både cellernes DNA og hjernens neuroner er de sammen. Og alligevel er der sket noget nyt. Det nye liv handler om vores relation til Gud, andre mennesker og os selv. Det er en åndelig virkelighed, som ikke kan identificeres med en scanning eller i et mikroskop, for Helligånden lader sig ikke undersøge naturvidenskabeligt. Men ikke desto mindre er det en helt virkelig, ny situation.
Frelsens dobbelte virkelighed
Når et menneske bliver frelst, beskrives det i Det Nye Testamente (NT) med flere billeder, som tilsammen indfanger den nye situation. Ét billede kan ikke rumme det hele. Overordnet kan man sige, at frelsen består i en dobbelt virkelighed, hvor den ene kan beskrives som et juridisk forhold og den anden som en organisk situation. Det er relevant at være opmærksom på denne dobbelthed, når vi taler om at leve det nye liv.
Frelsens juridiske side er frifindelsen og retfærdiggørelsen. Gud erklærer os retfærdige, fordi Jesus har taget vores straf og skyld. Derfor har vi syndernes forladelse og barnestatus hos Gud. Frelsen er noget, som sker uden for os. Det er ”nåden i Guds hjerte” og uafhængigt af vores følelser og fremgang i troen.
Denne juridiske side rummes i udtrykket ”i Kristus.” I Kristus er der ingen fordømmelse (Rom 8,1). Det er derfor i den juridiske dimension af frelsen, vi kan have frelsesvished og tryghed i at være Guds børn. Denne trygge base gælder, uanset hvordan discipelskab, efterfølgelse og helliggørelse lykkes for os: I Kristus er der ingen fordømmelse.
Samtidig med den juridiske dimension er der også et andet aspekt ved frelsen, nemlig det organiske. Det er det, som sker i os. NT kalder det for genfødelse: samtidig med den juridiske frifindelse tager Helligånden bolig i os, og et nyt liv begynder. Der tales i Bibelen ligefrem om, at vi får et nyt hjerte. Dette nye liv er organisk, hvilket vil sige, at det kan udvikle sig og vokse. Når vi taler om helliggørelse og kristen vækst i kærlighed og gode gerninger, er det denne organiske side ved frelsen, som er i spil. Den organiske side ved frelsen rummes i udtrykket ”Kristus i os” (Rom 8,10).
Hvis vi overser den ene dimension i frelsen, bliver vores efterfølgelse af Jesus usund. Ensidigt fokus på det organiske, nye liv vil let føre til, at kristenlivet bliver et forvandlingsprojekt, som aldrig er godt nok, og derfor kan gøre os åndeligt stressede og fratage os den fundamentale tryghed og vished. Men hvis vi kun fokuserer på den juridiske side, er der fare for, at vi ikke finder plads til efterfølgelse og de gode gerninger, fordi dette let opleves som lovgerninger, og derfor ikke kan få en positiv plads i forkyndelsen.
Det er derfor vigtigt for vores tale om efterfølgelse, at vi har begge dimensioner med i vores forståelse af frelsen.
Efterfølgelse helt personligt sammen med andre
At følge Jesus handler i høj grad om relationer. Den grundlæggende relation er i forhold til Jesus selv. Selvom andre mennesker spiller en vigtig rolle i vores relation til Jesus, er kontakten med ham i sin inderste kerne helt personlig.
Men når dette er sagt, handler efterfølgelse i høj grad også om andre mennesker. Vores forbundethed med Jesus kommer til udtryk i vores handlinger over for vores medmenneske. Men efterfølgelsen sker også som noget, vi gør sammen med andre mennesker. Vandringen med Jesus sker ikke i ensom isolation, men i fællesskab med brødre og søstre. Vi gør efterfølgelse sammen. Vi vil derfor i det følgende se på disse tre spor i efterfølgelsen:
- Følg mig – efterfølgelse helt personligt
- Hinanden – efterfølgelse over for andre
- Lad os – efterfølgelse sammen med andre
Følg mig – efterfølgelse helt personligt
Vi kan ikke efterfølge Jesus for hinanden, men med hinanden. NT udfolder den personlige dimension i efterfølgelsen på mange måder. Herunder nævnes nogle stykker.
Kaldet til fællesskab: De første disciple fremstår som ikoner for, hvad discipelskab er. Derfor er det interessant, at kaldet til dem ikke først og fremmest var til en opgave, men til fællesskab med Jesus. Så kom opgaverne senere. Matthæus gengiver kaldet således: ”Han sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« De lod straks garnene være og fulgte ham” (Matt 4,19-20). Discipelskabets inderste DNA er at være sammen med Jesus. Flere år senere skriver Paulus det samme til grækerne i Korinth:” Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre” (1 Kor 1,9).
I dette fællesskab med Jesus følger efterhånden opgaver og tjenester, men hjertet i efterfølgelsen er altid det samme: ”Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud” (Mark 3,14).
Give slip: Fællesskabet med Jesus er den vigtigste relation for en kristen. Jesus bruger flere gange meget stærke udtryk for denne prioritering, f.eks.: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det” (Matt 16,24-25). Det handler om at give slip på sig selv ved at lade Jesus være den vigtigste relation og faktor i sit liv. Jeg tror, vi er mange kristne, som bliver lidt stille, når vi hører de ord, fordi det lyder voldsomt. Men ikke desto mindre er virkeligheden, at det er det bedste for os. C.S. Lewis udlægger det i ”Djævelske breve” på denne måde gennem en seniordjævels mund: ”Når han taler om, at de skal miste sig selv, mener Han dermed blot, at de skal gøre sig fri af deres barnlige stræben efter at ville deres eget; når først de er nået så langt, giver Han dem hele deres personlighed tilbage og praler med …, at når de helt og holdent bliver Hans, vil de også blive mere sig selv end nogensinde før.”1C.S.Lewis: Djævelske breve. ProRex Forlag 2020 s.79.
Følg mig – igen: I følgeskabet med Jesus sker det, at vi fejler. Det kan være ”små” fristelser i onde ord og egoistiske handlinger, som strider mod vores ven og frelser og det, han ønsker af os. Men det kan også være ”store” brud og fald, som leder os væk fra ham på en mere omfattende måde; forført af vores eget begær eller djævelens fristelser. Når dette sker, har disciplen brug for at genstarte relationen til Herren, og ingen ønsker dette mere end Jesus selv. Et tydeligt eksempel på dette er Jesu møde med Simon Peter efter hans fornægtelse af mesteren i ypperstepræstens gård. Efter en dyb samtale om det vigtigste i deres relation skriver Johannes om Jesus og Peter: ”Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« (Joh 21,19). Apostlen Peter får en ny begyndelse med Jesus og indgraverer dermed i granit helt fra kirkens tidligste tid, at det er muligt at få en ny begyndelse i følgeskabet med Jesus – uanset hvor dybt man er faldet.
Hinanden – efterfølgelse over for hinanden
Efterfølgelsens liv kommer til udtryk over for vores medmennesker. Mønsteret er, at det som Jesus giver os, smitter af på vores forhold til andre. Denne bevægelse udtrykkes med apostlen Johannes’ ord: ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Kærligheden kommer til udtryk på en mangfoldighed af måder. Her følger tre eksempler.
”Lad os give agt på hinanden” (Hebr 10,24). Jesus har givet os sin opmærksomhed, så vi får værdi i hans blik på os. Nu opfordrer han så os til at give agt på vores medmennesker. En klog mand har engang sagt: ”Det største, du kan give et andet menneske, er din opmærksomhed.” Vi afspejler Jesu kærlighed i vores forhold til andre mennesker, når vi lægger mærke til dem og uopfordret interesserer os for dem.
”… men lemmerne skal være enige og have omsorg for hinanden (1 Kor 12,24-25). Gud har omsorg for os, og discipelskab kommer til udtryk ved, at vi viser omsorg for mennesker omkring os. Det kan ske på mange forskellige måder med både ord og konkret hjælp.
”Trøst derfor hinanden med disse ord” (1 Thess 4,18). Når mennesker i vores omgivelser lider tab, har de brug for trøst. Det gælder både kristne og ikke-kristne. Trøst kan ske med ord, men ofte også ved at lægge øre og nærvær til den, som sørger. Selvom trøst forekommer blandt alle slags mennesker, er fællesskabet med Kristus en særlig resurse for at kunne trøste andre: Vi trøster ”med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,4).
Lad os – efterfølgelse sammen med hinanden
Vi kan ikke følge Jesus for hinanden, men vi gør det i høj grad med hinanden. Efterfølgelse er et fælles projekt i den kristne menighed. Nogle brødre og søstre er vi tættere på i vandringen med Jesus end andre, men det er ikke meningen, at nogen skal følges med Jesus i menneskelig isolation. Denne fællesskabsdimension i efterfølgelsen kommer til udtryk i en lang række opfordringer til at gøre noget sammen: ”Lad os …”
Her følger tre eksempler på, at vandringen med Jesus sker i fællesskab med andre
Lad os sammen – juble og takke: ”Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe. Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham” (Sl 95,1-2). Troen kommer til udtryk i tak og lovprisning. I følgeskabet med Jesus er fællesskabet med andre kristne i tak og tilbedelse en væsentlig dimension. Bibelen er fuld af eksempler på, at netop lovsang er en fælles handling.
Lad os sammen – bære hans forhånelse: ”Lad os da gå ud til ham »uden for lejren« og bære hans forhånelse” (Hebr 13,13). I følgeskabet med Jesus vil vi også blive ramt af modstanden mod ham. Det kan friste os til, at vi trækker os tilbage. Men i fællesskabet holder vi hinanden fast på at blive hos Jesus og vedkende os, at vi tilhører ham, også selvom vi får del i foragten, der rammer ham.
Lad os sammen – ikke blive trætte: ”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op” (Gal 6,9). På vandringen med Jesus kan trætheden melde sig og lysten til at give op i forhold til at gøre det, som Jesus kalder os til. I den situation er fællesskabet også en styrke, ved at vi sammen fortsætter vandringen og hjælper hinanden til at fastholde målet.
Udgang
Det nye liv er i sin kerne fællesskab med Jesus. Vi er i ham, og han er i os. Følgeskabet med ham er dybt personligt, men kommer til udtryk ved, at vi er vendt mod andre, og udleves i fællesskab med brødre og søstre.
Artiklen er fra Budskabet 02-2024 og er en del af temaet ”Følg Jesus”. Flere artikler i samme tema:
Fodnoter:
| ↑1 | C.S.Lewis: Djævelske breve. ProRex Forlag 2020 s.79. |
|---|
