Hvad håber du på? Godt vejr i morgen? At få drømmejobbet? Eller et eller måske noget andet? Vi har stort set alle sammen noget, vi håber på.
Når vi til hverdag bruger udtrykket ”håb” eller taler om at ”håbe på” noget, så gør vi ofte håb til noget, der er svagt. Nogle gange bruger vi det næsten som en modsætning til noget vi ”tror på” eller ”regner med”. Fx kan man på en regnvejrsdag håbe at vejret slår om, så solen brager igennem fra det ene øjeblik til det andet. Men hvis man har kigget på vejrudsigten og set, at det lover heldagsregn, så tror man ikke på det.
Når vi bruger udtrykket ”håb” på en svag måde til hverdag, kan vi nogle gange misforstå, hvordan Bibelen taler om ”håb”. Når Bibelen taler om håb, står det nemlig ikke i modsætning til, at tror på, at noget kommer til at ske. Der er ikke tale om et svagt håb på noget usandsynligt, som den ikke selv tror helt på. Det kristne håb er af en helt anden støbning.
Apostlen Peter skriver sådan om det kristne håb:
”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3)
Det, Gud giver os, er ikke et svagt eller spinkelt håb. Det er et levende håb. Prøv lige at smage på det udtryk. Det er ikke et selvdødt eller svagt håb. Håbet lever – det har puls. Og håbet handler om liv – det liv, vi var skabt til, men som vi mistede. Det er levende i mere end én forstand. Peter fortsætter ved at skrive: ”…til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,4).
Håbet handler om noget, der ligger gemt til os i himlene. Noget, der ikke forgår med tiden. Noget, der ikke visner. Det er håbet om et evigt på en ny jord, hvor alt er, som det var skabt til at være.
Et kig ind i håbet
Den nye jord bliver beskrevet i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21.
Johannes’ Åbenbaring er på mange måder en vild bog. Ikke alene indeholder bogen den ene syrede scene efter den anden med væsener med dyrehoveder, en drage og meget andet. Men det er faktisk ikke det vildeste. Det vildeste er, at Johannes får lov at se ind på den nye jord. Han får lov af Gud til at være fluen på væggen. Han får lov at se det, vi andre tror og håber på.
I det næstsidste kapitel i Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, beskriver Johannes den nye jord – eller i folkemunde: himlen. Det sted, som det kristne håb retter sig imod. Stedet bliver blandt andet beskrevet af en høj røst, som Johannes hører fra Guds trone i himlen:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.(Åb 21,3-4)
Hvis man forstår, hvad der rent faktisk står, er det nærmest ikke til at rumme, fordi det er så radikalt anderledes end den virkelighed vi kender fra vores hverdag.
Guds nærvær
Den første del handler om Guds nærvær. Gud og mennesker skal bo sammen, så Gud selv er hos os. Men det er vel ikke nyt? Siden pinsedagen har Guds Ånd jo boet i de troende. Og vi tror vel ikke på en fraværende Gud, men én som er kommet os nær i Jesus og stadig er hos os, og som vi modtager og indtager i nadveren. Hvad er det nye?
Det nye er den fulde genoprettelse af fællesskabet med Gud. En genoprettelse af det fællesskab med Gud, vi egentlig var skabt til. I 1 Mos 3,8 får vi et glimt af, hvordan hverdagen i det første paradis var, indtil syndefaldet, hvor det hele faldt fra hinanden. Gud gik rundt i haven på en aftentur. Og da Adam og Eva, som netop har spist af den forbudte frugt, gemmer sig, udtrykker Gud overraskelse over, at de gemmer sig. Underforstået: det plejede de ikke at gøre. Det var hverdag, at var sammen med Gud på en fuldstændig naturlig måde uden afstand eller spændinger i relationen.
Det er anderledes end nu, hvor vi lever i spændingen mellem allerede og endnu ikke. På den ene side har Jesus allerede forsonet os med Gud og gjort os til hans børn ved troen på ham. Det betyder, at vi set med Guds øjne igen er sat ind i den relation til ham, vi var skabt til. På den anden side lever vi stadig i en brudt verden, og selvom vores relation til Gud er genoprettet af Jesus, så mærker vi dagligt konsekvenserne af, at vi er brudte skabninger i en brudt verden. Og det har også indflydelse på vores forhold til Gud. Både ved, at vi har brug for at tale ud med ham, om noget, vi har gjort. Men også ved, at vi tvivler på ham. På hans godhed, hans velvilje mod os, hans visdom, styrke og overblik. Og nogle gange ved, at vi føler, at han er langt væk – ja, nærmest forsvundet. Set fra vores perspektiv er relationen til Gud ikke endeligt genoprettet. Vi lever under et endnu ikke.
Men det, som sker på den nye jord er, at paradistilstanden bliver helt genoprettet – også når det gælder vores fællesskab med Gud. Vi kommer til at opleve det ubrudte fællesskab med Gud fuldt ud. Vi kommer til at opleve hans nærvær. Og vi skal aldrig længere opleve, at vi skammer os overfor Gud, så vi trækker os i relationen til ham. Vi skal aldrig tvivle på ham igen. Og vi skal aldrig længere opleve, at han føles fjern, ukærlig eller svag. For han vil selv være hos os.
Aldrig mere…
Den anden del af versene i Åb 21 handler om, at alt det, der gør ondt i den brudte verden, vi lever i, skal forsvinde. Gud skal tørre hver tåre af vores øjne. Ikke bare forstået sådan, at han vil trøste os, når vi er sørger. Men sådan, at der aldrig bliver noget at sørge over mere!
På den nye jord, skal der ikke være begravelser. Vi får ikke brug for ambulancer eller hospitaler. Sorg, skrig og pine forsvinder. Det kommer til at være et overstået kapitel. Det kommer aldrig igen. Det vil for evigt være fortid. Måske har du været – eller er netop nu – ramt af noget, der gør ondt. Sorg over et mistet familiemedlem eller måske kærestesorger. Måske smerten ved at blive ved med at kæmpe i et kompliceret ægteskab. Måske skammen over ikke at leve op til dine egne forventninger til hvor god en ven, ægtefælle, kæreste eller forælder, du burde være. Måske er du plaget af svigt eller overgreb, du har været udsat for. Måske kæmper du med fysisk eller psykisk sygdom. Måske med bekymringer.
Uanset hvad, der plager dig nu, forsvinder det. Det skal ikke være mere – aldrig mere!
Og det betyder ikke, at vi på den nye jord skal leve i et sanseløst nirvana, hvor vi bare svæver rundt i en tilstand af ingenting. Nej, vi har ikke grund til at tro andet, end at alt det gode, vi kender fra livet på denne jord, også kommer til at være på den nye jord. Vi skal se, smage, dufte, høre og mærke verden, som den var skabt til at være.
Hvad håbet står og falder med
Det er det, vi har i vente. Det er det, vi håber på. Men hvad skal der til for, at det går i opfyldelse? Johannes tager os med en tur til dyreriget. Flere gange i Åb 21 bliver ”Lammet” nævnt (v.9, v.14, v.23 og v.27). Det kristne håb hænger nemlig sammen med Lammet. Det lyder måske lidt underligt, men det kan måske forklares med en illustration:
Jeg holder med Liverpool (ja ja, grin bare). Når Liverpool spiller, har jeg et håb om at de vinder. Men det sker ikke automatisk, bare fordi jeg håber det. Og det spiller ingen rolle, hvor inderligt, jeg håber det. Om det sker, afhænger af om en kasketklædt tysker ved navn Jürgen kan lægge den rigtige taktik og motivere sine spillere, og om spillerne knokler som gjaldt det livet, og om de på dagen har evnerne. Og så handler det også om held, modstanderens styrker og en masse andet. Når man håber på noget, så afhænger håbet af noget. Opfyldelsen af håbet finder kun sted, hvis det, man har hængt sin kasket på, holder!
Det kristne håb bygger på ”Lammet”. Det står og falder med Lammet. Eller rettere: det står, fordi Lammet ikke falder. Lammet er Jesus. At det er det, Jesus kaldes, rummer en helt afgørende pointe. Det kristne håb står og falder nemlig ikke bare med Jesus. Det står og falder med, at Jesus er ”Lammet”.
At Jesus bliver kaldt for ”Lammet” er en påskereference. Det er en titel, der kobler Jesus sammen med den første påske, som den beskrives i 2 Mos 12. Her skulle et fejlfrit lam slagtes og dets blod smøres på dørstolperne til israelitternes huse. Det skulle de gøre for at undgå den tiende og sidse plage, Egypterne ville blive ramt af, inden de lod israelitterne udvandre fra Egypten. Den plage, de skulle undgå ved at slagte lammet og smøre dets blod på dørstolperne var døden. Der var en, der døde for at de skulle få liv. Og det var vel at mærke med henblik på, at israelitterne skulle vandre ud fra det land, hvor de var plaget og undertrygt og komme til et nyt og bedre land.
I Første Korintherbrev skriver Paulus, at ”også vort påskelam er slagtet” (1 Kor 5,7). Vores påskelam er Jesus. Vores håb om en ny jord, en genoprettelse af verden, som den var skabt til at være, afhænger af at han rent faktisk døde for at give os liv. Og det gjorde han. Han blev tilmed levende igen. Derfor er vores håb et levende håb. Et håb, der står og falder med noget, som allerede er sket, da Jesus døde og opstod.
