Det gamle menneske skal dø!

Søren Kierkegaard siger: ”Kristus blev født, for at det naturlige menneske skal dø.” Han siger det i en diskussion om, hvorfor Anden juledag handler om martyrerne og det skel, Jesus sætter i verden, og om kristenlivets omkostninger. Den sætning egner sig virkelig til at meditere over, for den siger meget både om de kristnes liv her i tiden og den skønne fremtid, der venter os efter Herrens genkomst.

Og så kan den i høj grav være overskrift over sidste del af kapitel 4 i Efeserbrevet. Sagen er nemlig, at Paulus her taler om det kristne liv og efterfølgelse, vel at mærke uden at han af den grund er færdig med at forkynde Kristus og nåden i ham.

Skarp disposition

Efeserbrevet er i lighed med flere andre Paulusbreve – Romerbrevet, Galaterbrevet og Kolossenserbrevet – meget skarpt disponeret: Først forkyndelse af Kristi gerning for os – korset og opstandelsen. Derefter (fra kap 4,1) forkyndelse af det liv, som udspringer af det, Jesus gjorde: Enhed i menigheden, brud med synden og tjeneste for Gud og hinanden.

Men i alle disse breve bliver han aldrig færdig med at forkynde nåden i Kristus. Man kommer så at sige aldrig ”videre.” Det bliver en helliggørelsesforkyndelse, hvor der er stærke udfordringer til brud og valg, og som samtidig er indbagt i Jesusforkyndelse.

Det ser vi i denne tekst tydeligt ved, at der konstant henvises til Jesu gerning (Ef 4,17.20f.32). Senere i brevet underviser Paulus om Kristus og menigheden og manden og hustruen i ægteskabet med et ordvalg, så det er svært at se, hvor det ene tema ender, og det næste begynder. Paulus kan kunsten: at være stærkt udfordrende og dybt evangelisk i samme åndedrag.

Hvorfor forkyndelse af nåde?

Hvis man spørger, hvorfor nåden er så vigtig i forkyndelsen af det nye liv, kan det illustreres af en anekdote, jeg hørte for nogle år siden:

En studerende på et dansk lærerseminarium var oppe i kristendomskundskab og havde trukket emnet ”Nåde”. Hun indledte sin besvarelse med at sige til lærer og censor: ”Nåde ville svare til, at I indleder denne eksamination med at sige til mig, at uanset hvordan eksamen går, får jeg karakteren 13” (det var før 12-skalaens tid, red.)

Anekdoten får sat ord på en vigtig pointe i denne tekst: Forkyndelsen om et helligt liv udfordrer os stærkt. Som en eksamen. Men gør det altid på grundlag af hvile: På grund af Jesu gerning for os vil vi score topkarakter ved livets sidste og afgørende eksamen. Uanset præstation.

O. Rosenius siger det samme i en salme:

”Når jeg mig utåleligst føler for Gud
i favn han mig trykker som yndigste brud”¹Åndelige Sange og Salmer nr. 477, v. 4

Når jeg oplever mig selv mest mislykket og ulækker, er jeg stadig smuk og dejlig i Guds øjne:
Så bliver der ro i sjælen til at se udfordringen i øjnene. Og til at leve både i de sejre og nederlag, som livets kamp giver.

Lidt indirekte får anekdoten måske også illustreret en anden pointe i sammenkoblingen af nådesforkyndelse og helliggørelsesforkyndelse: Den, der er fri for at skulle præstere, får sært nok ofte mere energi til faktisk at præstere. (Dog er jeg klar over, at de studerende i praksis næppe bliver motiverede til præstation ved at få topkarakteren på forhånd, men glem det nu …)

Det er sært nok nåden, der opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden (Tit 2,11ff). Budene kan ikke levere denne opdragelse!

Jesus kan ikke deles op

At nådesforkyndelsen og forkyndelsen om det nye liv smelter sammen, illustreres af en grammatisk detalje i v. 20: På græsk er der nemlig ikke noget verbum, og teksten lyder ordret: ”Sådan har I ikke lært Kristus.”  Bibeloversættere må så sætte et verbum ind for at gøre det forståeligt. Men de må vælge mellem betydningsnuancer:

”Sådan har I ikke lært af Kristus” – så kommer det til at handle om Jesu undervisning.
”Sådan har I ikke lært om Kristus” – så kommer det til at handle om Jesu liv som forbillede.
”Sådan har I ikke lært i Kristus” – så kommer det til at handle om livet i troens intime fællesskab med Jesus i dag.

Og pointen er, at alle tre dimensioner er til stede i teksten. Jesus kan ikke deles op. Vi kan ikke have ham som frelser uden at have ham som vores lærer og forbillede.

Ved på denne måde at understrege, at de kristnes nye livsstil er en del af fællesskabet med Jesus, siges det også, at dette liv skal vokse indefra i dem. Det udspringer af en fornyelse af sindet (v. 24).

Beslutninger og valg

Alligevel er der i teksten stærke udfordringer til aktivt at vælge noget fra og vælge noget andet til. Dette nye liv kommer godt nok indefra – fra fællesskabet med Kristus – men det kommer ikke automatisk. Der skal besluttes og vælges.

Og der sættes konkrete ord på: Fravælg løgn (v. 25), tyveri (v.28), onde og dårlige ord (v. 29). Dette er ikke en udtømmende liste, men eksempler på ”det gamle menneske”, der skal dø. Ethvert kristent menneske vil – i sit samliv med Helligånden – få øje på andre eksempler.

Tilvalgene konkretiseres også: Vælg sandheden (v. 25), flittigt arbejde (v. 28), de gode og opbyggelige ord (v. 29), barmhjertighed og tilgivelse (v. 32). Det er for øvrigt værd at bemærke to ting om disse positive ord:

For det første er de temmelig almenmenneskelige. Det er ikke særlige ”kristne” dyder, men ting, meget få mennesker vil være imod. Det kristne liv er det gode menneskeliv i fuld udfoldelse. I frelsen vil Gud føre os tilbage til den gode menneskelighed, vi blev skabt til.

For det andet: Ordene er på en sær måde både præcise og rummelige. Det bliver ikke udpenslet i alle detaljer, hvad dette nye liv betyder. Der er plads til, at forskellige temperamenter og kulturer kan udfolde det forskelligt.

Dette tema om beslutninger og valg er en dimension i teksten, som er nærliggende at springe over for en tradition, der er optaget af at undgå loviskhed. Men det er en farlig overspringshandling. Denne dimension i den bibelske undervisning kalder på enkel lydighed. Viser vi ikke den beslutsomhed, teksten kalder til, er vi ikke bibeltro…

I øvrigt er der et langsomt og gradvist stemningsskifte gennem Efeserbrevet: I de første kapitler er Gud alene på banen som frelsens igangsætter, gennemfører og fuldender (Ef 1,3-14 er et markant eksempel). Jo længere vi kommer frem i brevet, desto mere aktiv bliver det kristne menneske selv og udfordres til konkrete valg og handlinger. Min påstand er, at hvis man slår lejr i den ene eller anden ende af brevet – og rendyrker det ene tema – står man i alvorlig fare for et kristenliv ude af balance.

Hvordan håndtere vrede?

Der er et vigtigt tema i teksten, som jeg hidtil er gået forbi: Vrede.

Her sættes der ord på noget konkret, som de kristne udfordres til at vælge fra, og hvor vi kaldes til at handle anderledes end det, der falder os naturligt.

Samtidig er behandlingen af vrede både forståelsesmæssigt og praktisk vanskelig at håndtere. Så det fortjener sit eget afsnit.

Sagen er, at hvis man isolerer v. 26-27 (og det gør en del nyere livshjælps- og sjælesorgslitteratur), lyder det nemlig, som om vreden er en neutral følelse, og at synd alene er et spørgsmål om, hvordan vi håndterer vores vrede: ”Bliv blot vrede, men synd ikke.”

Hvis man derimod isolerer v. 31-32 (hvad en del ældre litteratur og forkyndelse i vores tradition har gjort), så hæfter man sig ved, at der kommer fem udtryk på stribe, som handler om vrede, og at de kommenteres med en bemærkning om, at det skal ”ligge fjernt fra jer”.

Nogle søger at løse problemet ved at sige, at v. 26 handler om den retfærdige harme, mens v.31-32 handler om den egoistiske og ukontrollerede vrede.

I mine ører lyder det ikke særlig overbevisende. Dels fordi jeg ikke sprogligt kan finde støtte for den teori. Det ord, Paulus ofte bruger om Guds vrede (orgé), står faktisk i v. 31. Og dels fordi jeg synes, det taler mod min egen erfaring, idet jeg kun yderst sjældent kan uddestillere den retfærdige harme og de hævnagtige følelser i mit eget sind. Problemet er jo netop, at de ting flyder sammen.

Det hjælper heller ikke særlig meget at betone, at Jesus også kunne blive vred, for i de eksempler, man nævner, er det virkelig ikke indlysende, at det var på egne vegne, han blev vred: Tempelrensningen (Joh 2,13ff), de små børn (Mark 10,13ff) og ved Lazarus’ grav (Joh 11,38). Som jeg læser de tekster, var det først og fremmest på Guds og næstens vegne, Jesus blev vred.

Vrede – neutral eller syndig?

Så indtil nogen stiller op med en bedre løsning, vil jeg tillade mig at læse dette som en spænding, der ikke går helt op. Den placeres ikke entydigt som neutral følelse og ikke entydigt som synd.

Jeg føler mig bekræftet i dette af en mærkelig formulering hos Jakob: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud” (Jak 1,19f).

Her finder jeg samme besynderlige dobbelthed: Det siges meget absolut, at et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Alligevel udfordres der til en relativ praksis: Vær sen til vrede. Man kunne aldrig forestille sig nogen bibelsk forfatter sige: vær sen til utugt eller sen til tyveri …

Så må vi leve i denne spænding – i lyset af det, vi har lært af Kristus, om Kristus og i livet i Kristus (jf. v. 20). For at gøre det lidt praktisk. Vi må:

• Vedkende os, at vi har vrede følelser, og ikke lyve for os selv (jf. v. 25)
• Håndtere denne virkelighed med stor sans for, at denne ægte – og til tider retfærdige følelse – aldrig i sig selv udretter noget godt (v. 31f. Jak 1,19f).
• Søge at skelne mellem de elementer af vores vrede, der 1) stammer fra andres synd mod os, 2) de, der stammer fra vores livs slitage, og 3) de, der stammer fra vores syndighed. Vel vidende at dette aldrig lader sig skelne helt.
• Aldrig lade vores vrede munde ud i hævn! Onde handlinger skal gengældes; men gengældelsen tilhører Gud (Rom 12,17.21).
• Forvalte vores faktiske vrede således, at vores handlinger peger mod forsoning, forlig og fred. Det kan nogle gange betyde, at vi bare siger ”pyt”, fordi vi er under en bagatelgrænse, andre gange må der et opgør til, og endelig må vi nogle gange – som Abraham og Lot – skilles og lade hinanden i fred (1 Mos 13).

Læseren er velkommen til at kalde dette uklart. Indtil noget andet er bevist, vil jeg hellere betragte det som en kompleksitet, der stammer fra Bibelen selv.

Og det understreger måske, at selv om den bibelske formaning til at bryde med synden og leve et helligt liv til Guds ære og næstens gavn er meget tydelig, så er alle konkrete spørgsmål dermed ikke besvaret.

Paulus understreger i Romerbrevet 12,1f, at det hellige liv også handler om at opøve evnen til at skønne, hvad der er det rigtige.

Nogle gange formaner Skriften tydeligt og så at sige uden mellemregninger. For eksempel er løgn og tyveri synd (v.25 og 28). Punktum. Andre gange afleverer den alene en grundholdning, som vi så selv må skønne ud fra: Når der f.eks. står ”vær barmhjertige” (v. 32), så er det ikke pindet ud i alle detaljer, hvad det betyder. Det er overladt til vores kreativitet og situationsfornemmelse.

De skøn hjælper Guds ord os til. Det fritager os ikke fra dem.