Den Gud, alle kender

Budskabets aktuelle nummer handler om naturlig åbenbaring. I denne artikel skal vi se på, hvilken betydning den naturlige åbenbaring får for vores missionsengagement. Men lad os først undersøge, hvad der menes med ”naturlig åbenbaring”.

Traditionelt set opdeles Guds åbenbaring i to. I den specielle åbenbaring (1) giver Gud sig til kende som den, han er, i ordet og i sin søn Jesus Kristus. Hebræerbrevets forfatter sammenfatter det meget præcist: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,1-3b). Hvad angår den naturlige åbenbaring (2) er den kort fortalt, at Gud åbenbarer sig i skaberværket og historien. Ethvert menneske kan derfor i skaberværket og historien erkende, at der er en Gud, og at han gennem den naturlige lov og samvittigheden, som han har nedlagt i hvert menneskes hjerte ved skabelsen, kræver lydighed og tilbedelse (Rom 1, 18-32).

Hvad angår mission, er det vigtigt at få ansvarsfordelingen på plads fra start. I mission er Gud den primære aktør. Gennem kaldet og buddet sender Gud kirken ud i verden for at drive mission gennem forkyndelse, oplæring og diakoni (Matt 28, 18-20. Luk 10, 1-12. Joh 20, 21). Spørgsmålet er, hvordan vi som kirke relaterer til den naturlige åbenbaring i Guds mission?

Det vil vi vende tilbage til lidt senere, men først skal vi se på nogle af de udfordringer, som vi kan møde i religionsteologien, og som ligeledes har indflydelse på vores missionsindsats som kirke.

Religionsteologiens udfordring

I religionsteologien, som er den del af teologien, der beskæftiger sig med religionsmødet, er ét af omdrejningspunkterne spændingen mellem to kristne grundsandheder: (1) at Gud vil, alle mennesker skal frelses, og (2) at frelsen kommer gennem Jesus Kristus.¹Bach Nikolajsen, J., Haug, K. S., Thoresen, F.-O., & Eskilt, I. (2022). Missiologi: en innføring (1. utgave. ed.). Cappelen Damm akademisk, s. 274. Grundlæggende handler spørgsmålet om, hvilke kilder vi har til kundskab om Gud, og relaterer derfor til spørgsmålet om den naturlige åbenbaring. Inden for religionsteologien opererer man groft sagt med tre klassiske modeller: den eksklusive, den inklusive og den pluralistiske model.²Her er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der findes forskellige varianter indenfor de forskellige modeller.

Hvad angår den eksklusive model, fungerer Apostlenes Gerninger 4,12 som nøglevers: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” Verset må læses i sammenhæng med vers 11, hvor det fremgår, at det er Jesus, der tales om. I forhold til Guds åbenbaring, markerer modellen en indskrænkning, da kun de, som tror på Guds åbenbaring i Jesus Kristus, kan blive frelst.

Det mest karakteristiske aspekt ved den inklusive model er, at hovedvægten ligger på Guds frelsesvilje, og at troen på Jesus som det afgørende fundament for frelsen nedtones. Her vil man ofte finde teologer, der er positivt indstillet over for andre religioner, fordi de kan være et ”sted for åndelighed og guddommelig nærvær, som på visse vilkår kan give frelse”.³Bach Nikolajsen et al., 2022, s. 277. Den tyske teolog Karl Rahner opererede med forestillingen om, at Jesus er anonymt til stede i andre religioner. Altså, at der findes mange ubevidste og anonyme kristne i de andre religioner. I Danmark er teologen Lars Sandbeck ofte fortaler for denne position.

Den sidste og tredje model, den pluralistiske, er overvejende positiv i sit syn på muligheden for at opnå frelsen gennem andre religioner. Hovedtanken i nyere udgaver af modellen binder primært frelsen op på ”… et universelt gudsfellesskap som verdensreligionerne representerer”, ligesom religionernes etiske sandhed, og hvorvidt religionen fremmer fred og fordragelighed, løftes frem.⁴Ibid. s. 279.

Hvis vi tror på, at Jesus er Guds åbenbaring og eneste vej til frelse, bør der ikke være tvivl om, hvilken model der er mest på linje med den bibelske lære: nemlig den eksklusive, netop fordi den har Jesus som det altafgørende fundament for frelsen. Dette bør også afspejles i vores missionsindsats og dermed få stor betydning for måden, vi driver mission på. Men hvad har det med den naturlige åbenbaring at gøre? Det er det, som resten af artiklen vil handle om.

Paulus som forbillede

Hvis vi skærer ind til benet, må mission, i lyset af det aktuelle tema, handle om at møde mennesker, der er forankret i den naturlige åbenbaring. Vores medmennesker skal mødes med budskabet om, at den Gud, som de ved eksisterer, selvom de måske forsøger at fortrænge det (Rom 1, 18-32), ham kan de opnå en personlig relation med. Derfor handler mission grundlæggende om, at vi gennem forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus kan kvalificere kundskaben om Gud; ligesom vi gennem forkyndelsen af evangeliet ønsker at vidne om, at kravene fra den naturlige lov, som de dagligt erfarer i deres samvittighed, er blevet opfyldt i Kristus Jesus. Dette gælder både i en dansk sekulær kontekst og internationalt.

Paulus kan her være et forbillede for os. For det er netop den vinkel, han anlægger i talen på Areopagos (ApG 17,22-34). Her anvender Paulus den naturlige åbenbaring som et springbræt for forkyndelsen af evangeliet ved at fremhæve Guds virken i både skaberværket, athenernes filosofiske forsøg på at erkende Guds væsen samt virkningen af den naturlige lov. Jeg tænker ikke, at vi blot skal kopiere Paulus’ tale på Areopagos. Det vil hverken skovarbejderen i Amazonas eller fabriksarbejderen i Vejle have glæde af. For mig at se handler det om at dygtiggøre sig i den lokale kontekst for at forstå, hvordan den naturlige åbenbaring kommer til udtryk, og herefter sætte ind med evangeliets forkyndelse.

Hvis vi tror på, at Bibelen taler sandt om, at der kun er givet ét navn under himlen, som der er frelse i, må vi forkaste den pluralistiske vildfarelse om, at enhver er salig i sin tro. For det er ikke rigtigt. Ligeledes må vi forkaste tanken om, at det nok skal gå til sidst, fordi vi alle alligevel er kristne; nogle som bevidste og andre som ubevidste og anonyme kristne. Denne tanke stemmer heller ikke overens med den bibelske lære, for selvom Jesus godt nok spiller en rolle for alle menneskers forsoning med Gud, har den personlige tilegnelse af troen og den personlige relation med Jesus en sekundær betydning. Det er derfor vigtigt, at forkyndelsen om Guds åbenbaring i Kristus Jesus må stå stærkt i vores missionsindsats.

Ydmyghed og frimodighed i tjenesten

Som vi kan læse i reaktionerne på Paulus’ forkyndelse, var der der nogle, som kom til tro, og andre, som fortsatte i hedenskabet. Det samme må vi forvente, vil ske i dag. Det afhænger alene af, om Gud vil åbenbare sig selv for dem, og om de vil tage imod i tro. Selvom vi nok så gerne ville, kan vi ikke skabe eller tvinge en tro frem blandt vores tilhørere. Det kan kun Gud. Det giver frimodighed i tjenesten, men det fylder os også med ydmyghed, da missionens udfald altid er afhængig af missionens herre, Gud selv. Det, vi kan gøre, er at stille os til rådighed for Gud.