De fem alener – Troen

Der er mange ting, som kan stjæle vores glæde og frimodighed som kristne. Vi kan være usikre på Gud, på os selv og på vores tro. I fem artikler vil vi gennemgå fem solide ”slagord” med rødder tilbage i reformationen: Skriften alene. Kristus alene. Troen alene. Nåden alene. Guds ære alene. Disse ”alener” (latin: sola) sammenfatter det helt centrale i den lutherske teologi og dens opgør med den katolske kirke. Men min påstand er, at de gamle slagord også kan blive solide trædesten for vores tro i dag – til frimodighed og glæde.

Old news…

Hvis man er vant til de kristne begreber, har man sikkert hørt ”troen alene” mange gange! Måske er det her derfor en af de artikler, du overvejer ikke at læse. For at vi frelses ved tro, er da vist ikke noget nyhed – i hvert fald ikke i en luthersk tradition. Alligevel vil jeg mene, at det gamle slagord om ”troen alene” også har noget afgørende at sige i dag.

Et kendt Paulus-citat lyder: ”For af den nåde er i frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Bibelverset sætter egentlig tingene godt på plads! Når det gælder menneskers – din og min – frelse, så er det ikke noget, vi selv kan opnå gennem handlinger af den ene eller anden slags. På reformationstiden talte Luther mod den katolske kirkes fokus på bodsøvelser, afladshandel og fromme gerninger. Og med dette slagord understreges det, at alle disse ting ikke hjælper noget som helst, når gælder om at blive frelst. Her gælder kun ”troen alene”.

Men hvis det virkelig er ”troen alene,” der frelser, så kan spørgsmålene godt melde sig: Hvordan kan jeg vide, om jeg tror? Tror jeg nu nok? Tror jeg på den rigtige måde? Mit indtryk er, at mange kristne faktisk har kæmpet eller kæmper med den slags spørgsmål. Derfor er det også værd at standse op for, hvad ”tro” egentlig er for noget.

I den forbindelse vil jeg anbefale den lille bog ”Tro med sko på” af Andreas Ipsen, hvorfra følgende tankerække også er tyvstjålet.¹Logosmedia, 2015 – kan købes hos Lohse.dk

Hvad tro ikke er

Måske kan vi nemlig komme til at forestille os, at troen indgår i en slags byttehandel med Gud, hvor jeg giver ham min tro til gengæld for hans store frelse. På den måde slipper vi for at opfylde Guds lov og gøre en masse gode gerninger, og kan i stedet for ”nøjes med” at tro. Men tænker vi sådan, så bliver troen vores eget lille bidrag til frelsen. Og min tro bliver alligevel noget, som jeg selv skal præstere. Og så kan det pludselig blive usikkert – for hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det?

Troen er en gave

Her er der klargørende at vende tilbage til verset fra Efeserbrevet. Paulus understreger nemlig, at frelsen er en gave, som ikke skyldes os selv! Det er ikke sådan, at vi skal præstere en bestemt mængde tro, før vi får lov til at modtage frelsen. Tværtimod – selve troen er dybest set Guds gave, som Helligånden frembringer i os.

For at illustrere med et par simple billeder: Man kan sammenligne troen med en tom skål, som bliver fyldt af Guds gode gaver. Troen er egentlig ikke noget i sig selv. Eller man kan sige, at troen er en pil, der peger i en bestemt retning – nemlig mod Jesus. Og så er det afgørende ikke, hvor stærk eller solid den er, men at den retter sig mod ”Kristus alene”.

Troen er altså ikke en præstation, men en gave. Den retter sig mod Jesus og modtager dermed frelsen fra ham. Og så er det også vigtigt at understrege, som slagordet gør, at det er ”troen alene.” I dag er det nok ikke bodsøvelser eller pilgrimsrejser, vi risikerer at satse på, for at sikre vores egen frelse. Mange af os kender også teorien ud og ind: Vi frelses af tro og ikke af gerninger. Alligevel tror jeg, det er værd at stoppe op. Selvom vi måske kender den lutherske teologi på dette punkt, er der nemlig stadig noget i os, som meget gerne vil have lov til at bidrage til vores frelse – om ikke andet så bare en lille smule.

Tro – og så et lille fromt bidrag fra mig?

Og dette ”bidrag” kan sagtens være noget, som i sig selv er både rigtigt og vigtigt. Det kunne være bøn og bibellæsning. Det kunne være regelmæssig kirkegang. Det kunne være et fromt liv. Det kunne være arbejdet og tjenesten i menigheden. Eller det kunne i det mindste være en god og solid tro. Eller i det mindste en god portion taknemmelighed og glæde til Gud over den store frelse, han har givet mig. Flere eksempler kunne nævnes, men pointen er: Alle disse ting er sådan set gode og vigtige dele af det at leve som kristen. Det vil jeg gerne understrege! Det er også noget, som Gud ønsker for os, og som vi må stræbe efter. Men det er bare ikke noget, som bringer mig så meget som et skridt nærmere at være retfærdig i Guds øjne.

”Troen alene” betyder nemlig, at det vitterligt alene er troen, der frelser. Den alvorlig side af sagen er, at hvis vi gerne vil bidrage en smule selv, kan vi risikere at miste det hele. Hvis vi ender med at satse på vores egne præstationer i stedet for Jesus, så når vi nemlig ikke målet! Og omvendt er dette slagord også befriende: For så handler det ikke om mig og mit mere eller mindre vellykkede kristenliv. For jeg frelses ved troen alene.