Der er mange ting, som kan stjæle vores glæde og frimodighed som kristne. Vi kan være usikre på Gud, på os selv og på vores tro. I fem artikler vil vi gennemgå fem solide ”slagord” med rødder tilbage i reformationen: Skriften alene. Kristus alene. Troen alene. Nåden alene. Guds ære alene. Disse ”alener” (latin: sola) sammenfatter det helt centrale i den lutherske teologi og dens opgør med den katolske kirke. Men min påstand er, at de gamle slagord også kan blive solide trædesten for vores tro i dag – til frimodighed og glæde.
Hvad betyder ”nåde” egentlig? Jeg synes faktisk ikke, det er nemt at give en klar definition af det velkendte ord, som har flere betydningsnuancer. Alligevel skal vi nærme os et svar i denne artikel. Og vi skal ikke mindst se på, hvad slagordet ”nåden alene” betyder for os i dag.
Nåde er ikke et samarbejde
Men lad mig begynde med at sige lidt om, hvad ”nåde” ikke er! På Luthers tid kunne den katolske kirke nemlig også sagtens tale en hel masse om nåde. De mente bare noget andet med det, end Luther endte med at gøre. I katolsk tankegang var (og er) nåden en kraft fra Gud, som sætter mennesket i stand til at opnå en ”fortjeneste” hos Gud. Derfor kan en katolik også sagtens tale om, at man frelses af nåde. Men nåden forstås da som en kraft fra Gud, som – i samarbejde med mennesket selv – forvandler mennesket, så det bliver retfærdigt. Det er imidlertid stik modsat af, hvad Luther mente. Luther taler også gerne om ”retfærdighed”, og et nøgleord for ham (og for Paulus) er ”retfærdiggørelse”. Men med dette udtryk er er pointen netop ikke, at mennesket i sig selv bliver retfærdigt. Tværtimod bliver mennesket ved tro på Jesus tilregnet en andens retfærdighed – Jesu retfærdighed.
Nåden betyder altså ikke, at Gud gør os rene og retfærdige i os selv – i en form for samarbejde med os. Nåden er, at Gud – fuldstændig uden at vi fortjener det – tilkender os at være rene og retfærdige i hans øjne. Det betyder imidlertid ikke, at han bare bærer over med os, eller ser igennem fingre med vores fejltagelser. Sådan kan ordet ”nåde” ellers godt bruges, når det en sjælden gang optræder uden for kristen sammenhæng. Hvis en enevældig hersker eksempelvis ”benåder” en dødsdømt fange, så betyder det jo, at den dødsdømtes overtrædelse ikke straffes. Herskeren har vist ham nåde og båret over med hans synd.
Nåde er ikke ligegyldighed
Men Guds retfærdighed tillader ikke, at vi bare fritages fra straf sådan uden videre. Og jeg tror egentlig godt, vi kan forstå det. Når vi ser eller hører om (eller oplever) noget virkelig ondt eller grusomt i denne verden, så ønsker vi instinktivt, at det bliver straffet. Hvis en pædofil voldtægtsforbryder mødte op i landsretten og fik at vide: ”Du er skyldig. Det var dig, der gjorde det, men vi benåder dig – du er en fri mand”. Så ville de sociale medier koge fuldstændig over i (berettiget) forargelse og vrede. For forbrydelsen må straffes!
Hvad er nåde så?
Guds nåde er derfor ikke, at han bare bærer over med vores overtrædelser (og selvom vi ikke skulle være dømte forbrydere, afslører Bibelen alligevel, at vi så langt fra lever, som vi burde.) Guds nåde er derimod, at en anden har taget vores straf! Da Jesus døde på korset, blev han ramt af Guds retfærdige vrede – i stedet for os! Selvom han havde levet et perfekt liv uden den mindste fejl. Og det kristne budskab er, at i troen på Jesus får vi del i hans perfekte liv. Vi siger, at hans retfærdighed tilkendes eller tilregnes os. Ikke sådan at forstå, at synden og vores onde natur forsvinder fra os. Men sådan så vi i Guds øjne alligevel er retfærdige. Vi har her at gøre med det, vi kalder et ”paradoks”: At mennesket samtidigt er retfærdig og synder. Og her er altså en afgørende forskel fra den katolske nådesforståelse, hvor nåden skal udvirke en retfærdighed i mig. For hvad gør jeg så, når jeg selv som kristen oplever, at syndens magt stadig er voldsomt stor i mig? Så må jeg med Luther gribe fast i Guds nåde: At jeg ved troen får del i en andens retfærdighed!
Så hvad er nåde? Nåden er, at vi fuldstændig gratis og ufortjent får del i Jesu retfærdighed. Ikke som en langsomt virkende kraft i os, som vi skal kunne se i vores liv, før den gælder. Heller ikke fordi Gud blot ser igennem fingre med vores synd. Men fordi Jesus døde i stedet for dig og mig! Og hvad betyder det for vores liv? Det betyder – eller kan i hvert fald få lov til at betyde – alt!
Det betyder, at det afgørende ikke er, hvor godt jeg lykkes med mit liv som kristen. I en tid hvor vi ellers måles på vores præstationer på mange forskellige platforme, så må vi få lov til at tage dette til os: Nåden alene betyder, at jeg frelses ufortjent! Paulus skriver det sådan i Rom 11,6: ”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde.”
