Vi bærer alle på byrder. Nogle mere synlige end andre, nogle mere tunge end andre. Byrder, som menneskeligt set, virker håbløse og uden udsigt til forløsning. Selv bærer jeg på en byrde, og jeg ved ikke, om den bliver løftet fra mine skuldre på denne jord. Det er en byrde, som indimellem føles tungere, end jeg kan bære. Midt i byrdernes tunge mørke lever vi kristne i en virkelighed, hvor intet er umuligt for Gud, og hvor vi derfor til enhver tid kan håbe og forvente Guds indgriben i vores eller andres liv. For nogle kristne kan dette håb nogle gange opleves som en ekstra byrde; for hvis der nu intet håb var, så vidste man også, hvad man havde med at gøre. Vi kan have en forestilling om, at situationen så ville være mere håndgribelig, og at det ville give vished om, hvad man står i. Men fordi Gud er her og har al magt, vil håbet om forandring og forløsning i dette liv fortsat eksistere. Det er et vilkår for en kristen med tunge byrder; at leve – og lære at leve med – denne dobbelthed.
”Alt bliver godt engang”
For nogle år siden, efter en gudstjeneste, talte jeg med en højt værdsat veninde. En veninde med meget livs- og troserfaring. Vi talte om min byrde, og til sidst sagde hun (frit citeret efter hukommelsen): ”Ja, hvis ikke alting bliver godt og nyt her, så bliver det det engang”. Sætningen konstaterer vores virkelighed som kristne, men samtidigt kunne jeg kun se det mørke og det menneskelige: ”Skal mit liv virkelig være sådan i årevis? Skal denne byrde altid være min?” Selv om jeg næsten ikke kunne bære det, forsøgte min veninde at pege mod visheden om, at Guds løfter står fast. At der faktisk er et håb, som rækker langt udover det, vi måtte stå med i hverdagen. Nemlig himmelens håb! Håbet om, at uanset hvor svært, håbløst og meningsløst vores liv på denne jord kan opleves og se ud, så har vi fået et løfte fra vores himmelske Far om, at vi vil blive løst fra dette og komme hjem i Hans favn. Alene fordi Jesus tog vores synd på sig og døde i vores sted, kan vi få lov til at opleve en fuldkommen verden, sådan som Gud havde planlagt det. Selvom løftet står over alt andet, kan det være svært at holde fokus på det i det daglige, når byrden føles tung. Med tiden har Gud lært mig at se, at Hans storhed ikke bliver mindre af, at jeg måske ikke når at opleve Hans indgriben. Uanset Hans indgriben på denne jord, står løftet om evigheden fast.
For stor en byrde
Vi er ikke ene om at synes, at livet kan være svært og byrden tung. Én, som kendte til mange og tunge byrder, var Moses. Hvor må hans liv gang på gang have set håbløst ud med menneskelige øjne. Tænk at være udvalgt af Gud til at være mellemmand og først pendulere mellem Gud og Farao og efterfølgende mellem Gud og israelitterne. At se smerterne og de barske konsekvenser i Egypten og senere hos israelitterne i ørkenen og samtidig være i dialog med Gud og have tillid til Hans løfter. På et tidspunkt fik Moses nok; byrden føltes for tung for ham, og han rettede sin frustration mod Gud: ”Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig” (4. Mos. 11,14). Faktisk oplevede Moses det så tungt, at han hellere ville have, at Gud tog livet af ham end at blive i det, som han stod i. Selv om Moses kendte til Guds overordnede plan for israelitterne og havde konkrete samtaler med Gud, så var han også uforstående over for Guds planer. På trods af, at Gud selv havde lovet ham, at Han ville styre og føre israelitterne til det lovede land. Gud mødte Moses i den oplevelse ved at tage en del af hans byrde og sørge for, at 70 andre mænd skulle hjælpe ham. For Gud ønskede ikke, at han skulle bære byrden alene. (4. Mos. 11,16-17)
Ligesom Moses kunne være uforstående og tvivle på Guds godhed, sådan kan vores gudsbillede også forandre sig og til tider være mere udfordret. Vores tillid til ham kan svigte, men Gud bliver ikke mindre. Meget på vores banehalvdel forandrer sig, men Gud gør ikke. Han er lige stor, stærk, almægtig, trofast, retfærdig og kærlig, også selv om vi ikke oplever det eller får løftet byrderne, som vi så inderligt ønsker. Gud lover også os i dag i sit Ord, at vi ikke skal bære byrden alene, og at Gud selv fører de hjælpeløses sag, ligesom Han førte israelitternes og holdt sine løfter til dem.
Vi kan ikke bære det alene!
Da byrden blev for tung for Moses, gjorde han det eneste rigtige: han fortalte sin nød til Gud. Fortæl om din byrde til Ham, som kender din klagesang endnu før, du har formuleret den og som ved, hvad du trænger til. Gud ønsker ikke, at vi skal bære byrden alene. Han har sat mennesker omkring os til at vandre med os og hjælpe med at bære byrden. Som kristne brødre og søstre er vi kaldet til at trøste og opbygge hinanden i dét, som er svært. Én måde at gøre det på, er at tale Guds håb og virkelighed ind i hinandens liv, selv om det kan være svært at høre. Det kan være nemt at fortabe sig i det menneskelige perspektiv. Derfor er der brug for, at håbet og Guds virkelighed får en plads i vores relationer. Både fordi det er sandheden, men også fordi Gud ønsker, at vi skal hjælpe hinanden til at løfte blikket mod Ham og lade Ham om udfaldet. Bærer du på en byrde, så få andre til at tale Jesus og Bibelens perspektiv ind over dit liv. Bærer én af dine nære på noget tungt, så tal Guds sandhed ind i deres liv. Vær med i det tunge og hjælp med at fastholde deres fokus på Guds løfter. Vær med i modløshedens mørke, men tal håbet i Jesus op! At tale Guds sandhed ind over nogens liv er ikke bare letkøbte svar under svære livsvilkår eller negligering af, hvor hård situationen er, men det er sandheden. Uafhængigt af din livssituation, tyngden af din byrde og mængden af dem, så er Guds ord sandt og uforanderligt – både når byrden føles let, og når den føles ubærlig!
