En bibeloversættelse er ikke bare en bibeloversættelse. På dansk er de mest kendte den autoriserede oversættelse fra 1992 (DO92), Bibelen på hverdagsdansk (BPH) og Bibelen 2020 (DO20). Og så er der nogle, der sværger til den ”gamle oversættelse”, som oftest den autoriserede oversættelse fra 1948. Kigger man ind i den engelsksprogede verden er udvalget endda langt større.
I denne artikel vil jeg først give en kort introduktion til, hvad bibeloversættelse er og hvad det vil sige, at en bibeloversættelse er ”god” eller ”dårlig”. Der er nemlig en misforståelse, der skal ryddes af vejen. Dernæst vil jeg kort beskrive fem bibeloversættelser, så man har et godt udgangspunkt til at vælge den eller de bibeloversættelser man vil bruge.
To slags bibeloversættelser
Bibelen er oversat fra antikke sprog. Gammel Testamente er oversat fra hebraisk og aramæisk, mens Ny Testamente er oversat fra græsk. De fleste er klar, at når man oversætter en tekst, er det svært at få hele den oprindelige betydning med. Det gælder uanset om man skal oversætte noget engelsk i en skoleopgave eller om det drejer sig om Shakespeare – eller Bibelen for dens sags skyld.
Derfor kan man groft sagt gå to veje: Enten kan man oversætte ordlyden af teksten, så man får en oversættelse, der ord for ord følger grundteksten. De gamle bibeloversættelser fulgte dette princip, og derfor er de også meget knudrede at læse.
Den anden mulighed er at oversætte efter tekstens mening, hvilket er blevet mere og mere populært (en meningsbaseret oversættelse). Det betyder, at man ikke nødvendigvis følger grundtekstens ordlyd, men man forsøger at oversætte teksten på sådan en måde, at den moderne læser forstår teksten på samme måde som den oprindelige læser. Lad os tage et eksempel: I 2 Mosebog 32,11 udbryder Moses: ”Herre, hvorfor brænder din næse?” De første læsere forstod udmærket, hvad det betød, men det kniber for os i dag. På hebraisk betyder udtrykket simpelthen at være vred. Og derfor har man i DO92 oversat efter ordenes betydning: ”Hvorfor skal din vrede flamme op?” Den danske oversættelse fjerner sig altså fra ordlyden, men formår på en elegant måde at beskrive lige præcis det, som Moses ville udtrykke.
Hvad er den bedste oversættelse?
Nogle gange hører man, at de bedste oversættelser er de ordrette oversættelser, fordi de holder sig tæt til ordene i grundteksten. Men det er faktisk ikke nødvendigvis sandt. Problemet er jo, at man ved at holde sig til ordlyden kan komme til at lave en oversættelse, der misforstås af læseren. I eksemplet med Guds brændende næse, kunne en læser jo fuldstændigt misforstå sammenhængen og tro, at der var ild i Gud.
Derfor er det langt bedre at vurdere kvaliteten af en oversættelse ud fra, hvem der skal læse den, og hvilke forudsætninger, læserne har. For nye læsere, der ikke er vant til det bibelske sprog, er det sikkert bedre med en oversættelse, der forsøger at gengive den oprindelige mening i et moderne sprog. For mere erfarne bibellæsere, som måske endda bruger bibelkommentarer og opslagsværker, er der en stor rigdom i tekstnære oversættelser, fordi man her bedre kan få en fornemmelse af den oprindelige hebraiske eller græske tekst.
Kort sagt: Tekstnære bibeloversættelser overlader meget af fortolkningsarbejdet til læseren, mens moderne meningsbaserede oversættelser er fortolket af oversætteren.
Kort beskrivelse af fem bibeloversættelser
DO92: Den danske, autoriserede oversættelse fra 1992 er en ret tekstnær oversættelse. Den bruges både i folkekirken og på de teologiske universiteter, fordi den både har et klassisk kirkeligt sprog og holder sig tæt til den oprindelige tekst. Den er (heldigvis) ikke fuldstændig ordret, for det ville give et enormt knudret sprog. Efeserbrevet kapitel 1 består for eksempel kun af tre sætninger på græsk, og der vælger selv tekstnære oversættelser dog at dele teksten op i flere sætninger.
BPH: Bibelen på hverdagsdansk er en nudansk oversættelse, der første gang blev udgivet i 1992. Siden da er den blevet revideret flere gange, og der er med tiden kommet flere forklarende fodnoter. Til hver bog i Bibelen er der en introduktion, der kort beskriver bogens indhold og angiver bogens historiske tid og sted. BPH er blevet kritiseret for ikke at holde sig tæt nok til grundteksten, men det er efter min mening en misforstået kritik. Formålet med BPH er netop ikke at holde sig tæt til tekstens ordlyd, men dens mening, og det lykkes den godt med. For eksempel oversættes de antikke betegnelser for vægt og mål til de moderne kilo og liter. Det gør teksten væsentligt nemmere at læse, selvom den ikke er fuldstændig præcis.
Bibelen 2020: Der har været meget virak omkring Bibelen 2020, siden den udkom marts 2020. Oversættelsen er ligesom BPH en oversættelse til nudansk, men dog endnu mere gennemført end BPH. BPH fastholder mange klassiske og kirkelige udtryk som for eksempel ”retfærdighed”, ”synd” og ”frelse”, men disse begreber er stort set fraværende i Bibelen 2020. Formålet med oversættelsen er at beskrive disse begrebers indhold på et sprog, som moderne, ikke-kirkevante mennesker kender. Derfor er ”synd” ofte oversat med ”fejltrin” og ”frelse” med ”redde”. Mere problematisk er det, at ”fortabelse” er oversat til ”død” (fx Johannesevangeliet 3,16). Fordelen er naturligvis, at teksten bliver nemmere at forstå for moderne læsere, der ikke nødvendigvis ved, hvad fortabelsen er. På den anden side er det klart, at der går noget helt essentielt tabt, når man oversætter ”fortabelse” med ”død”. For mig at se er problemet dog ikke, at moderne, meningsbaserede oversættelser per definition er dårlige. Men der er en særlig udfordring knyttet til meningsbaserede oversættelser, fordi man gerne vil bruge læsernes sprog, og læserne har ikke nødvendigvis et naturligt sprog for det bibelske indhold.
English Standard Version: En af de mest populære engelske bibeloversættelser er English Standard Version (ESV). Det er en ret tekstnær oversættelse, men den er også sprogligt opdateret, sådan at sproget flyder nemt for moderne læsere. En af de store fordele ved at bevæge sig ud i den engelsksprogede verden er, at der findes et væld af studiebibler. Studiebibler indeholder selve bibelteksten, men har et udvidet noteapparat og nogle gange også flere bibelske kort, stamtavler, oversigter og temaartikler. ESV er brugt i mange forskellige studiebibler, for eksempel Lutheran Study Bible med lutherske noter og små andagter. Forlaget bag ESV, Crossway, har dog også udgivet sin egen ESV Study Bible. Ved at prøve en engelsk studiebibel kan man altså få en ny læseoplevelse ved både at læse Bibelen på et andet sprog og med andre formuleringer, men altså også få glæde af ekstra fodnoter, artikler med mere.
New International Version: En anden populær engelsk bibel er New International Version (NIV), som på mange måder minder om ESV. Dog er NIV en mere meningsbaseret oversættelse og altså knapt så tekstnær. Det betyder, at NIV er en smule nemmere at læse i forhold til ESV, selvom forskellen dog ikke er stor. Også NIV er brugt i en del studiebibler, for eksempel NIV Study Bible, Archaeological Study Bible og Woman’s Study Bible. Ved at vælge en studiebibel med et særligt fokus får man serveret en god mulighed for at læse Bibelen med et bestemt fokus.
Konklusion
Der findes rigtig mange bibeloversættelser. Nogle er gode, andre knapt så gode. Men om de er gode hænger ikke nødvendigvis sammen med, hvor tæt de lægger sig op ad grundteksten. Både tekstnære og meningsbaserede oversættelser kræver eksperter, der både kender grundsprogene, Bibelen og det moderne sprog godt. Særligt ved meningsbaserede oversættelser gælder det, at oversætteren spiller en stor rolle, fordi en meningsbaseret oversættelse kræver oversætterens fortolkning af teksten. Jo mere meningsbaseret, jo mere fortolkning. Derfor foretrækker jeg selv at bruge flere Bibler og sammenligne dem – gerne en tekstnær oversættelse som DO92 eller ESV og en meningsbaseret oversættelse som BPH eller Bibelen 2020. På den måde kan man både få glæde af de moderne oversættelsers flydende og medrivende sprog og de mere klassiske oversættelsers tekstnære præcision.
