Fra 2. til 5. Mosebog følger man israelitterne på deres vandring fra Egypten og til det lovede land. Vandringen skildres hele tiden ud fra Israels folks perspektiv, men i 4. Mosebog 22-24 sker der et pludseligt skifte i fortællervinklen. I disse tre kapitler tages i stedet udgangspunkt hos kongen af Moab og en spåmand.
Denne artikel vil stille skarpt på æselepisoden (4. Mos. 22,22-35) og hvordan denne umiddelbart absurde hændelse illustrerer nogle af hovedpointerne i 4. Mosebog 22-24. Dernæst gives to bud på, hvordan det hænger sammen, at Gud på den ene side forbyder Bileam at rejse og på den anden side giver ham lov til at tage af sted.
Meningen med æslet
Den hedenske spåmand Bileam er hyret til at forbande Israels folk (22,5-6). Der skulle to delegationer fra kong Balak til at få Bileam til at tage rejsen sydpå. Undervejs indtræffer en højst bemærkelsesværdig episode med Bileams æsel i centrum.
Æslet ser Guds engel hele tre gange, inden det begynder at dæmre for Bileam, hvad der er på spil. Efterfølgende åbner Gud æslets mund, sådan at dyret taler med den efterhånden temmeligt irriterede spåmand. Først derefter åbnes Bileams øjne og han ser Guds engel, som han nu har en samtale med.
Det er en bemærkelsesværdig samtale. Guds engel forklarer, at den har stillet sig i vejen, fordi Bileams rejse er imod Guds vilje. Det mærkelige er, at Bileam allerede burde vide dette, for Gud har sagt det til ham. Alligevel insisterede han på at rejse, og når han nu bliver stoppet, ænser han ikke – selvom et æsel taler! –, at det kan være Gud, der er på færde, før han selv får Guds engel at se.
Dernæst siger Bileam, interessant nok, at han vil vende om, ”hvis nu dette er ondt i dine øjne” (22,34). Her afslører Bileam sit onde sind, for Bileam ved, at dette er ondt i Guds øjne, og så sidder han der og spiller uskyldig på sit æsel.
Episoden står centralt i beretningen om Bileam, fordi den viser to afgørende forhold:
- Når Bileam er spåmand, og dermed oplagt i ledtog med dæmoniske kræfter, har selv et æsel mere åndeligt klarsyn, end han har. Æslet formår at stoppe, når Gud siger stop, hvilket Bileam ikke fortstår hentydningen i.
- Gud kan få selv et æsel til at tale, hvis han vil. Gud kan også få selv en hedensk spåmand af international topklasse til at tale sit ord, hvis han vil.
Efter at have læst episoden med det talende æsel må vi spørge, hvem der i virkeligheden er det største, stædige, dumme æsel i beretningen?
Kan Gud ombestemme sig?
Ligesom æselepisoden fortjener en uddybende forklaring, er det også opsigtsvækkende, at Gud tilsyneladende skifter mening:
- Gud siger flere gange, at Bileam ikke må gå ned til Moab og forbande Israel: 22,12; 22,32.
- Gud giver Bileam tilladelse til at gå ned til Moab under betingelse af, at han ikke siger andet, end Gud befaler ham: 22,20; 22,35.
Så langt jeg kan se, at der to mulige forklaringer:
- At Gud i sin overordnede vilje føjer Bileam og lader ham gå.
- At Guds vilje ”justeres” i forhold til den indstilling, Bileam vil foretage sin rejse med.
Den første tolkning går ud på, at Guds overordnede vilje er, at Bileam ikke skal få lov til at forbande Israel, og dermed bør lade være med at rejse afsted. Bileam kender til Guds vilje, men er grænsesøgende i sin adfærd for at få ændret Guds vilje for at se, om der er en mulighed for at rejse alligevel. Det ses for eksempel ved, at han inviterer den anden delegation fra kong Balak inden for, selvom han er klar over Guds vilje (22,18-19). Gud lader dog Bileam gøre det, Bileam selv vil, men fastholder sin overordnede vilje, om at han ikke får mulighed for at forbande Israels folk.
Den anden tolkning drejer sig om, at så længe Bileams hensigt er at forbande Israels folk, tillader Gud ikke rejsen. Men når hans indstilling ændres til, at han ikke vil forbande, men kun sige det Gud befaler, giver Gud ham lov til at rejse.
Afslutning: Fra Bileam til barnet i Betlehem
Beretningen om Bileam lærer os, at Gud fører sin vilje igennem, når han vil det, og at han kan få alt fra et æsel til en spådomsmand til at tale sit ord. Desuden tydeliggør 4. Mosebog 22-24, at Gud er med sit folk og beskytter det. Grunden er, at Gud selv har lovet det, og ikke at folket dyrker Gud på den måde, de bør. Læs bare kapitlerne inden og efter!
I disse tre kapitler gives dog også et glimt af en større sammenhæng i Bibelen, som kan forklares med udgangspunkt i 4. Mosebog 24,17: ”Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, den skal knuse Moabs tindinger og issen på alle Set-sønnerne.”
Dette vers omtaler en person, som loves allerede i 1. Mosebog 49,10: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.” Dette opfyldes delvist på David.1Se fx 2. Samuelsbog 6 I GT er David en type på Messias, som engang endegyldigt skal sejre over Guds folks fjender i bredere forstand, nemlig synden, døden og Djævelen. Derfor peger 4. Mosebog 24,17 altså længere frem end bare på David. Det ses også ved, at verset omtaler personen (David/Messias) som en ”stjerne”, hvilket netop er det udtryk, de vise mænd anvender om tegnet på Messias’ fødsel: ”Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne stå op og er kommet for at tilbede ham.”2Matt 2,2
Når det siges, at GT handler om Messias hele vejen igennem, er der altså noget om sagen. Rent kvantitativt varierer det hvor meget Messias fylder i GT, men han er alligevel hele omdrejningspunktet. Det kan sammenlignes med Narniafortællingerne, hvor løven Aslan ikke kan hævdes at være en biperson, blot fordi han ikke fylder absolut mest rent kvantitativt i bøgerne. Det drejer sig i stedet om, hvordan Messias eller Aslan er det, der binder henholdsvis GT og Narniahistorien sammen.
I GT toner Messias tydeligere og tydeligere frem på samme måde, som man kan ane konturerne af en skikkelse i mørket, der nærmer sig og som bliver mere og mere tydelig. Beretningen om Bileam hægter sig på denne måde op på hele GT’s store sammenhæng midt i sin skildring af en spåmand, et talende æsel og en sur konge.
