Athanasius

Athanasius¹Denne artikel om Athanasius er den anden artikel i en serie om tre klassiske teologer, som vi sjældent hører om. Artiklerne er ikke udtømmende, men er tænkt som inspiration til videre studier. Den første handlede om Irenæus og den sidste bliver om Anselm. (295-373) kom fra Alexandria i Egypten. I år 328 blev han patriark i Alexandria. Han er særlig kendt for sin kamp mod Arius og den kætterske retning arianismen. Det, der var på spil, var spørgsmålet om, hvem Jesus er. Det vil sige, om han er Gud og på hvilken måde, det er tilfældet.

Mod Arius

Arius var 300-tallets mest bekæmpede kætter, og derfor vil jeg først beskrive hans forståelse af Jesus, og derefter vil jeg se på hvordan Athanasius gør op med ham og i den sammenhæng komme ind på, hvad Athanasius lærer om Jesus.

Arius mente, at Kristus ikke var Gud i egentlig betydning, men at han tilhørte det skabte. Det betød, at han forstod Kristus som et mellemvæsen mellem Gud og mennesker. Arius fornægter altså sønnens forudværen. Han formulerer det sådan: “Sønnen har ikke altid været, thi når alt opstod af det ikke værende og alle skabte væsener blev til, da blev også Guds Logos (Ord) til af det ikke værende, og der var en tid, hvor han ikke var til, men han havde en begyndelse, da han blev skabt.”

Denne forståelse af Jesus, er ikke fremmed for vores tid. Der er mange, der mener, at Jesus kun er et menneske, og selvom han er det bedste menneske, så er han dog ikke Gud. På denne baggrund er det relevant at studere Arius’ angreb på kristendommen, og se hvad kirkens svar var.

Arius kom også fra Alexandria. Den første, der trådte op imod ham, var hans egen biskop Alexander, og Arius blev udelukket fra kirken omkring år 320 på grund af sin vranglære. Men det stoppede ikke striden, og på et tidspunkt blandede Kejser Konstantin sig, og det endte med, at han indkaldte til et kirkemøde for biskopper fra hele riget i Nikea 325.

Dette møde endte med, at man vedtog en bekendelse, der var baseret på en gammel dåbsbekendelse der blev kombineret med anti-arianske tilføjelser.

Athanasius var med ved mødet i Nikea, og han stod benhårdt på den lære som kirken havde vedtaget om at: “Dem som siger: der var en tid, hvor han (Kristus) ikke var, og førend han fødtes, var han ikke til, og at han blev til af det som ikke er, eller siger at han er af en anden hypostase eller væsen eller siger, at Guds søn er skabt eller foranderlig, dem fordømmer den almindelige kirke.”

Athanasius’ og kirkens indvendinger mod Arius var, at hvis Arius’ lære om, at Kristus er skabt og ikke af samme væsen som Faderen, var sand, så var frelsen ikke mulig. For det er alene Gud, der frelser, og han er steget ned i menneskeheden for at guddommeliggøre mennesket. Det andet var, at Arius’ lære om, at Kristus er skabt, medfører en dyrkelse af det skabte eller en tro på flere guder. For Athanasius er frelsen gennem Kristus teologiens centrum, og det, han vil påvise, er, at arianernes lære ikke bare handler om enkelte lærepunkter, men om noget grundlæggende, der ville omstyrte den kristne tro, hvis Arius havde ret.

Athanasius’ stædige fastholden af kirkens tro betød, at han blev hårdt forfulgt. Han blev tvunget til at forlade sit bispesæde ikke mindre end fem gange, og han tilbragte 20 år i eksil. Luther nævner disse lidelser flere gange i sine skrifter, og han anerkender Athanasius som en stor lærer. Særligt når det gælder striden om, hvem Kristus er.

Da Athanasius døde i 373 var de arianske stridigheder stadig i gang, men gennem sin indsats havde han forberedt den nikenske teologis endelig sejr ved kirkemødet i Konstantinopel i 381.

Bibelen

Athanasius skiller sig ud fra andre oldkirkelige teologer derved, at han ikke gik ud fra et filosofisk system, når han skulle udfolde kristendommen. Han forsøger derimod at argumentere helt ud fra Skriften. Og i den forbindelse mener han, at traditionen kun har autoritet i samme grad, som den stemmer overens med Skriften. Samtidig med disse sunde teologiske principper, så læser Athanasius også Skriften ud fra Kristus og frelsen i ham som centrum, og dette får B. Hägglund til at sammenligne hans bibelsyn med Luthers.

Frelsen

Frelsen sker på baggrund af syndefaldet eller ”menneskets ødelæggelse”, som Athanasius kalder det. Dette kunne ikke ophæves på anden måde end ved død, men det var ikke muligt for Logos (Ordet – Jesus) at dø. Derfor blev Jesus menneske, eller med Athanasius’ egne ord: “Det er nødvendigt, at vi taler om menneskers oprindelse, når vi taler om frelserens åbenbaring for os, for at du kan indse, at vor skyld gav anledning til hans nedstigning, og at vor overtrædelse fremkaldte Logos’ menneskekærlighed, så at Herren kom til os og har åbenbaret sig blandt mennesker.” (De Incarnatione Verbi IV). Jesus bliver således i Athanasius’ forståelse menneske for at dø for vores synders skyld. Dette beskriver han således: “Som et helligt offer fri for nogen plet frembar han det legeme, han havde antaget, og døden blev tilintetgjort bort fra alle de legemer, der ligner hans, i og med dette stedfortrædende offer. Fordi Guds Ord er over alle, har Ordet, da det frembar sit eget tempel – sit legeme eller redskab – som løsepenge for alle, fuldt ud betalt for alle i døden” (De Incarnatione Verbi IX). I denne lære om forsoningen ser vi, at døden bliver overvundet, og på dette punkt er den i familie med det klassiske forsoningsmotiv, hvor sejren over fordærvsmagterne (synd, død, Djævel) er i centrum. Men Athanasius har også den objektive forsoningslære, hvor Kristus dør for at sone vore synder og være løsepenge for os i forhold til Gud. Det klassiske sejrsmotiv ser vi også senere i samme afsnit, hvor han siger: “Han (Kristus som konge) kom til vort sted, og han tog bolig i et enkelt legeme blandt de mange. Siden da er ethvert anslag fra fjenderne mod menneskerne hørt op, og ødelæggelsen i døden, der tidligere herskede over dem, blev fjernet. Menneskeslægten ville være gået til grunde, hvis ikke alles Herre og Frelser, Guds Søn, var trådt frem ved vor side for at gøre ende på døden.” (De Incarnatione Verbi IX)

Det, vi kan lære af Athanasius i dag, er, at læren om, hvem Jesus er, hører sammen med læren om frelsen, og hvis man ændrer læren om Jesus, er der en stor sandsynlighed for, at det kommer til at påvirke ens lære om frelsen. Derudover kan han inspirere os til at stå fast i trængsler, selv om vi synes at være helt alene, for Gud vil ikke svigte sin kirke og det ord, som vi har fået i Bibelen.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Budskabet.

Foto: Sebastian Wallroth via Wikimedia commons