”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har” (Hebr 13,5)
For nogle år siden fik jeg konstateret et kronisk hjerteflimmer, og det gør, at jeg resten af mit liv skal tage blodfortyndende medicin for at hindre blodpropper. Det underlige er, at jeg ikke selv mærker nogle symptomer, men har det udmærket. Sådan er det med en stor del af dem, der har den sygdom. Den er usynlig, ikke blot for andre, men også for én selv. Men en usynlig sygdom kan pludselig blive farlig og livstruende, hvis den for eksempel resulterer i en blodprop.
Når jeg har arbejdet med emnet penge og materialisme, har jeg tænkt på, om det også er en usynlig og snigende sygdom, som bemægtiger sig os, uden at vi selv eller andre er bevidst om det. I tidligere bibeloversættelser brugte man faktisk en sygdomsbetegnelse om materialisme, idet man talte om ”havesyge”. Det er i bibeloversættelsen fra 1992 oversat med ”griskhed”. Have-mere-syge er den sygdom i sindet, at man ikke er tilfreds med det, man har, men hele tiden vil have mere. Sygdommen hærger vores kultur, sådan at alle vil have mere: flere penge, flere valgmuligheder, mere fritid, mere af alt.
Som jeg ser det, er vi kristne mere eller mindre revet med af dette træk i vores kultur.
I hele mit voksenliv er reallønnen steget. Både unge og ældre kristne er en del af denne bølge. Tendensen er, at kristne bruger færre midler på korttidsgoder, for eksempel alkohol og fester, men flere midler på langtidsgoder, for eksempel dyrere biler, større boliger og sommerboliger m.v. Fordi vi altid kan sammenligne os med nogle, der bruger flere midler end os, får vi et selvbillede som ansvarlige økonomiske forvaltere. Vi ser ikke den snigende sygdom, som mere og mere styrer vores liv og vores prioriteringer.
Jesus og materialismen
Jesus kom til verden for at kalde til omvendelse og tro og for at åbne døren til Guds rige for skyldige mennesker. Det er tankevækkende, at han i sin forkyndelse bruger mere spalteplads på forvaltning af penge end på eksempelvis bøn. Det gjorde han i en kultur, hvor de fleste set med nutidens målestok var ludfattige, og kun enkelte var rige og havde overflod. Én af Jesu pointer er, at man kan godt være fattig og alligevel have kærlighed til penge. Det var tilfældet med Judas, som havde forladt alt for at følge Jesus, men alligevel tænkte så meget i økonomiske baner, at hans sind blev bundet til det. Han blev et tragisk og advarende eksempel på, hvad materialisme kan føre til. Alligevel er grundreglen sådan, at jo mere vi har, jo lettere bindes vi til have-mere-sygdommen. En god indkomst kan føre til, at vi mister vores sjæl.
Med sin forkyndelse viser Jesus sig selv som den store læge, der også afslører de skjulte sygdomme, som kan koste os det evige liv eller kan binde os til kolde og døde værdier her i livet. Materielle ting er i Jesu forkyndelse ikke noget skidt, men er Guds gode gaver til mennesker. Gaverne er dog midlertidige, og vi skal forlade verden lige så tomhændede, som vi kom ind i verden. Desuden er venner mere værd end penge, og det betyder, at vi skal investere i medmennesker gennem gæstfrihed og gavmildhed. Grundlæggende lærer Jesus, at vi skal være ”rige hos Gud” og forankre vores liv i ham og hans ord. At være rig hos Gud er at eje noget evigt og umisteligt, som ikke engang døden kan tage fra os.
Søg først Guds rige
Da Jesus i sin tid kaldte sine disciple, sagde han ikke til de to brødrepar, som var fiskere: ”Nu skal I forsage jeres båd og fiskeri i troen på, at jeres livskald er aldrig at vende tilbage til bådene.” Eller til tolderen Mattæus: ”Nu må du resten af dit liv forsage din fede indkomst og leve fra dag til dag som himlens fugle.” Nej, Jesus sagde ”Følg mig”. Jesu fokus var ikke på de materielle ting, de skulle forsage. Heller ikke på de jordiske goder, de vandt i stedet for. Men han bandt sine disciple til sig selv med dybe og stærke tillidsbånd. Da Jesus senere bliver upopulær, spørger han de tolv: ”Vil I også gå bort?” Og Peter svarede: ”Nej, du har det evige livs ord.” De var begyndt på en vej, der endte med evigt liv hos Jesus. Det ville de prioritere over alt andet. Disciplene fik et ovenlys over deres liv, som udsprang af deres fællesskab med Jesus.
For en del af de første kristne medførte det med at søge Guds rige først, at de levede i et ejendomsfælleskab. De investerede økonomisk i det kristne fællesskab i stedet for at opretholde deres private ejendomsret, som det ellers var skik. Andre kristne menigheder levede sparsommeligt for at kunne være gavmilde mod de fattige og i øvrigt støtte omrejsende missionærer som Paulus og Timotheus, fattige kristne menigheder eller andre i deres omgivelser, der havde behov for hjælp.
Mange kristne krydsede grænser til andre lande for at udbrede evangeliet. Ofte var og er det forbundet med økonomiske afsavn. Man kan leve store dele af sit liv under ekstremt fattige vilkår for at kunne skabe en platform til at dele evangeliet med andre. Men fordi Guds rige har førstepladsen og er den første kærlighed, fører det til en anti-materialistisk livsstil. I moderne tid har evangeliets udbredelse kun kunnet lade sig gøre, fordi enkeltpersoner og menigheder har været gavmilde og investeret i evangeliets udbredelse. Gavmildheden har i praksis været en modgift mod materialismen.
At investere i venner
Jeg er selv meget inspireret af mit barndomshjem, hvad angår gavmildhed til kristent arbejde herhjemme og i udlandet. Mine forældre levede hele deres liv yderst sparsommeligt for at kunne være rundhåndede givere til mission. Til gengæld var mit hjem ikke særligt gæstfrit. Min mor manglede overskud. Så jeg har brugt store dele af mit voksenliv på at lære at være gæstfri og på den måde investere i venner. Min kone vil sige, at jeg har lært en del, men stadig ikke nok.
For nogle år siden investerede vi i en opvaskemaskine. Den var ellers rubriceret under unødvendig luksus i mit personlige regnskab. Men jeg har fundet ud af, at det er lettere at være gæstfri, når man har en opvaskemaskine. Så vi har prøvet at gennemtænke meget konkret, hvilke velfærdsgoder vi skal investere i, og hvornår vi skal prioritere anderledes end den kultur, vi lever i. Vores mål er, at vi i vores lille husstand skal forsøge at være en modkultur til den materialisme, som hærger det danske samfund og samtidig vil vi investere godt og klogt i de ting, som fremmer nogle sociale og åndelige værdier. Vi fristes hele tiden til at lade vores adfærd præge af kærlighed til penge og golde værdier, som fremmer bundetheden til denne verden. Vi har hele tiden brug for Guds ords ovenlys. Men vi prøver, selv når vi foretager små investeringer, at lade vores adfærd styre af kærlighed til Gud og til vores medmennesker.
