Seksuelt samliv mellem en mand og en kvinde, der ikke er gift med hinanden, er synd. Sådan har den kristne kirke traditionelt betragtet sagen. Men i dag lever de fleste par sammen, inden de bliver gift, og mange bliver aldrig gift, men lever bare sammen alligevel.
Vender man sig til Bibelen, kan det være vanskeligt at finde ét sted, der klart afgør, hvordan man som kristen skal se på dette spørgsmål. Men foretager man en rejse gennem Bibelen, bliver det samlede billede alligevel klart: Seksuelt samliv uden for ægteskabet er synd.
Gud skabte mennesket med køn: ”Som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27). Det gjorde Gud med en hensigt. Dels skulle de blive ”frugtbare og talrige” (1,28). De skulle altså leve seksuelt sammen og få børn. Og dels er det ”ikke godt, at mennesket er alene” (2,18). Gud har skabt os som sociale væsner med behov for nærvær og intimitet. Den mest intime form for nærvær har at gøre med den nævnte hensigt; nemlig når mand og kvinde lever seksuelt sammen og får børn. Men netop denne intimitet og dette nærvær har Gud opstillet en ramme for: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (2,24).
Én mand og én kvinde
Her definerer Guds Ord tre søjler, der bærer det intime samliv. 1) En mand forlader sin første sociale og forpligtende enhed (sin far og mor) og binder sig derefter til sin hustru. 2) Mand og hustru etablerer på denne måde en ny social enhed. Overgang fra den ene til den anden sociale enhed blev i bibelsk tid markeret med en bryllupsfest for familie og venner (Joh 2,1-10). Derved blev det gjort tydeligt, at ægteskabet ikke kun handlede om de to, men var en offentlig sag, der angik både familien og det øvrige samfund. 3) Efter denne offentlige og juridisk forpligtende markering indledte de to det seksuelle samliv: De blev ét kød.
Jesus gentager de tre søjler i Matt 19,5 med tilføjelsen: ”Og de to skal blive ét kød.” Vi bemærker, at de er to, ikke tre eller flere. Det er ikke tilladt at leve sammen med flere (polygami). Det er heller ikke tilladt, at leve sammen med flere, men én ad gangen (seriel monogami). Rammen for det seksuelle samliv forudsætter, at der er tale om én mand og én kvinde, ikke to mænd eller to kvinder. Der kan heller ikke være tale om en voksen og et barn, eller et menneske og et dyr.
Jesus tilføjer: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (19,6). Når en mand og en kvinde forlader deres far og mor og binder sig til hinanden, er det Gud, der gør det ved dem. Det er ikke bare de to, men Gud selv, der føjer dem sammen. Derfor er det nye parforhold livsvarigt. De begår synd, hvis de bryder dette forhold. Både Jesus og Paulus (Ef 5,31) forstår 1 Mos 2,24 som en beskrivelse af ægteskabet. Det blev altså indstiftet af Gud selv i Paradisets Have før syndefaldet. Ægteskabet mellem én mand og én kvinde er en del af Guds oprindelige skaberordning.
Moseloven forudsætter, at kvinden er jomfru før indgåelse af ægteskab. Lagenet fra bryllupsnatten skal gemmes som bevis (5 Mos 22,13-21). Igen ser vi, at den sidste søjle; det seksuelle samliv, må afvente de to første søjler. Man skal altså først forlade sin gamle sociale enhed og etablere en ny, før det seksuelle samliv er acceptabelt. Det gjaldt ikke kun på Gamle Testamentes tid. Vi hører om Jomfru Maria, at hun ikke ”havde været sammen” med Josef, selv om de var forlovede (Matt 1,18).
Papirløst samliv er ikke ægteskab
Da Jesus talte med den samaritanske kvinde, afslørede Han hendes synd. Hun havde haft fem mænd, men boede nu sammen med en, som ikke var hendes mand (Joh 4,18). Den oplysning forstås lettest sådan, at hun havde været lovformeligt gift fem gange, men at hun nu levede papirløst med den sjette. Det sidstnævnte forhold var ikke lovformeligt og var derfor ikke et ægteskab. Hun kan måske have levet papirløst med flere af de førstnævnte. Men uanset hvordan vi forstår disse forhold, skelner Jesus mellem det lovformelige ægteskab og det papirløse samliv, som ikke er et ægteskab. Der er først tale om et ægteskab, når den offentlige og juridisk forpligtende markering har fundet sted. Hvis man begynder at leve seksuelt sammen med nogen uden denne markering, er vedkommende ikke ens mand eller hustru.
Paulus anbefaler den ugifte stand ”på grund af den nød, som vi nu er i” (1 Kor 7,26). Han tænker vel på forfølgelse af de kristne. Men i v.9 siger Paulus til de ugifte: ”Kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær” (jf. 1 Thess 4,4-5). Meningen er ikke: Kan de ikke være afholdende, skal de bare begynde at leve seksuelt sammen. Paulus skelner som Jesus mellem de gifte og de ugifte. De sidstnævnte skal leve afholdende eller gifte sig.
Sidst i kapitlet tilføjer Paulus: Så længe ens ægtefælle lever, er man bundet til vedkommende. Det vil sige, at man er moralsk og juridisk forpligtet på fælles seng og fælles bord, så man ikke kan leve sammen med nogen anden. Men dør ægtefællen, er man ikke længere bundet. Derfor kan man gifte sig igen (1 Kor 7,39).
Det gælder til døden skiller
Ifølge Bibelen er den gifte mand og den gifte kvinde bundet til hinanden indtil døden. Derfor har de krav på hinanden. Det gælder 1) det kropslige (1 Kor 7,3-5), penge, tid, omsorg, pleje osv. Og det gælder 2) kærlighed, respekt (Ef 5,21-25) og affekt, opmærksomhed, tillid osv. Det offentligt aflagte og juridisk bindende løfte beskytter både den, der aflægger dette løfte, den, der modtager løftet og ikke mindst deres børn. Løftet markerer offentligt, at denne mand og denne kvinde nu ikke længere er ”ledige” på det ægteskabelige ”marked.” Derfor skal andre afholde sig fra at flirte med dem eller tilbyde dem ægteskab. Det samme skal ægtefolk afholde sig fra i forhold til andre personer.
Tilsvarende skal ugifte være varsomme med, hvor meget de flirter med hinanden, hvis de ikke virkeligt mener det; det vil sige, hvis de ikke er indstillede på, at deres kæresteforhold er et skridt på vej mod ægteskab. Ganske vist kan kæresteforhold brydes, men man skal ikke påbegynde det i den hensigt at bryde det. Man skal ikke lege med den andens følelser.
Det menneske, der kender sig selv, nærer derfor også mistillid til sig selv. Han og hun ønsker at beskytte sin ægtefælle og sine børn med et juridisk bindende løfte. Det menneske derimod, der vil leve i et ægteskabslignende forhold uden et sådant løfte, kender hverken Bibelen eller sig selv. Hvis vedkommende kender Bibelen og sig selv, men fortsat ønsker at leve papirløst, er der tale om et ugudeligt og selvoptaget menneske. Den manglende forpligtelse kan kun tjene som en kattelem, så man kan slippe ud af forholdet igen. Men det er utugt.
Der skal et ritual til
Bibelen angiver ikke noget forpligtende ritual for indgåelse af ægteskab. Men at der skal være et ritual, er klart, for det skal markeres offentligt og med juridisk forpligtende karakter, at denne mand og denne kvinde nu bryder ud af deres første sociale enhed og binder sig til hinanden på livstid. Det er derfor helt i orden at finde en anden form end den, der er gængs i Folkekirken eller på rådhuse i Danmark. Men det er ikke i orden at påbegynde et ægteskabslignende forhold uden en offentlig og juridisk forpligtende markering heraf.
Seksuelt samliv før eller uden ægteskab er synd og under Guds dom. Hvis et sådant menneske hævder at være kristent, skal vedkommende sættes i menighedstugt. Håbet er, at han eller hun må omvende sig fra sin synd og undgå dommen på den yderste dag.
Det er godt og i overensstemmelse med Guds vilje, hvis en mand og en kvinde ønsker at leve sammen. Gud har selv skabt denne trang. Men først skal de forpligte sig offentligt på hinanden. Hvis trangen er stærk, og det er vanskeligt at samle hele familien, kan de gå på rådhuset med kort varsel. Det afgørende er den offentlige markering og den livslange, juridiske forpligtelse, ikke den kirkelige handling. Selv om ægteskabet er indstiftet af Gud, er det en borgerlig ordning, ikke et sakramente. Derfor er et ægteskab indgået på rådhuset fuldt ud lige så gyldigt som et ægteskab indgået i en kirke.
Læs mere:
Papir på Kærligheden?, Kurt Christensen, Credo Forlag 1991
Hvorfor få papir på det?, Allan Graugaard Nielsen, Lohses Forlag 1986
Artiklen er tidligere blevet bragt på LMU´s hjemmeside.
