De lignelser, Jesus fortæller, vækker ofte stærke følelsesmæssige reaktioner i os.
Og det er vel at mærke selve fortællingen, der gør det, altså før vi overhovedet kommer til, hvad han vil sige med fortællingen, og hvad den er et billede på.
Vi kan fx blive dybt berørte af faderens kærlighed i lignelsen om den fortabte søn, eller vi kan blive irriterede på præsten og levitten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Vi skal være meget opmærksomme på disse reaktioner, for de hører med til lignelserne. Lignelserne er jo ikke bare en slags kodesprog for et abstrakt budskab. De engagerer os følelsesmæssigt, og det tror jeg, er noget af grunden til, at Jesus taler så meget i lignelser, som han gør.
Det gælder også, når han indimellem bygger en lignelse op sådan, at vi bliver vrede eller irriterede på en af fortællingens personer, som så viser sig at være et billede på ham selv.
Den følelsesmæssige reaktion er der allerede på fortællingens plan. Og på tolkningsplanet siger det så i anden omgang noget om, hvad det er ved Jesus og hans budskab, der kan få mennesker til at reagere med vrede og modvilje.
Lignelsen om de ti brudepiger
Sådan tror jeg, det er med lignelsen om brudepigerne i Matthæusevangeliet 25,1-13.
Den handler om ti unge kvinder på vej til en bryllupsfest. Som det var skik dengang, blev festen indledt med, at brudgommen hentede bruden og førte hende til sit hjem, hvor den egentlige fest skulle holdes.
Undervejs fra brudens til brudgommens hjem stødte bryllupsgæsterne så til og gik i et stadig større optog gennem landsbyen med tændte olielamper.
Men i lignelsen trak det ud, før optoget kom. Lige til midnat, står der – og altså så længe, at alle ti brudepiger faldt i søvn i ventetiden. Med den konsekvens, at fem af dem var løbet tør for lampeolie, da det endelig gjaldt.
Indkøbet af ny olie forsinkede dem så meget, at de kom for sent til festen og ikke blev lukket ind. ”Jeg kender jer ikke,” sagde brudgommen simpelthen; døren forblev lukket, og de fem kom ikke med.
Tre ting, jeg reagerer mod
Jeg kan mærke, at det forarger mig og gør mig vred på brudgommen – før jeg overhovedet er begyndt på tolkningen af lignelsen.
Jeg synes, det er en voldsom overreaktion fra hans side, at det, der virker som en mindre forsinkelse, får så store konsekvenser.
Sådan tror jeg faktisk, at alle, der hører eller læser lignelsen, har det. Og sådan tror jeg også, disciplene må have oplevet det, da de hørte den første gang.
Og det gælder ikke kun den lukkede dør. Der er også en anden ting i fortællingen, der gør mig vred på brudgommen. Det er, at han lod vente så længe på sig. Det synes jeg ikke, han kunne være bekendt.
I fortællingens verden var der jo gæster, der ventede på at være med i optoget, og folk, der ventede med mad osv. i det hus, hvor festen skulle holdes. At trække det ud så længe, helt til midnat, synes jeg, er langt mere, end man kan tillade sig.
For det tredje bliver jeg også vred på de fem kvinder, Jesus kalder ”kloge”, dem, som havde ekstra olie med og faktisk kom med til festen.
For Jesus fortæller, at da optoget endelig kom, og de ti kvinder vågnede og gjorde sig klar, spurgte de fem, der manglede olie, om de andre ville dele. Men det sagde de nej til; de havde kun lige nok til sig selv.
Det gør mig vred. Jeg synes, de burde have delt den olie, der nu engang var, så hele flokken kunne komme med i optoget. Så kunne de vel dér, mens de gik, have fået en sjat olie af nogen, hvis det, de tilsammen havde, skulle vise sig ikke at slå til.
Hvad er lignelsen et billede på?
Der er ingen tvivl om, at lignelsen er et billede på det, der skal ske, når Jesus kommer igen. Det er helt tydeligt i sammenhængen.
Det er en dybt alvorlig tekst, for den handler om, at det ikke er alle dem, som regner med at få den frelse, som bryllupsfesten er et billede på, der faktisk får den.
Den lukkede dør ved festen er et billede på fortabelsen, og Jesus fortæller lignelsen for at advare os, så vi ikke billedlig talt står uden en tændt lampe ved hans genkomst.
Der er heller ingen tvivl om, at lyset i lampen er et billede på troens fællesskab med Jesus. Det er det, der afgør, om man frelses, nu og på den sidste dag. For det er simpelthen det, frelsen er. Det fremgår både af denne lignelse og af hele Bibelen.
Og hvis vi går lidt ind i billedet, må olien være et billede på de midler, Gud bruger, når han kalder troen på Jesus frem i os: Guds ord (i alle de mange former, det kommer til os), sakramenterne, bønnen, fællesskabet med medkristne. Altså et billede på det, som vores liv ikke må løbe tør for, hvis troens flamme ikke skal dø ud.
Hvordan ser den livsstil ud i praksis?
Læst på den måde er lignelsen en indtrængende opfordring fra Jesus om at have en livsstil, hvor det er disse ting, der bærer alt andet, fordi troens fællesskab med ham er det vigtigste og altafgørende i vores liv.
Sådan en livsstil kan se ud på mange måder i praksis, og det kan være forskelligt, hvad der passer bedst til vores livssituation og temperament. Det går jeg ikke ind på i denne artikel.
Men i alle tilfælde handler det om billedlig talt at ”have lampeolie med sig”. Altså om at prioritere Guds ord – både i dagsrytmen, ugerytmen og årsrytmen – og om at lade det forme og præge, hvordan vi lever.
Jeg tror også, det er pointen, når Jesus slutter lignelsen med en opfordring til at ”våge”.
Det virker jo lidt besynderligt som opsummering på en lignelse, hvor alle ti brudepiger faldt i søvn. I én forstand blev de alle taget på sengen af brudgommens komme; ingen af dem vidste præcis, hvornår det var. Men de fem var alligevel parate. Det er denne ”parathed”, Jesus kalder at ”våge”.
Så det drejer sig ikke om at gå med himmelvendte øjne og aldrig tænke på andet end bibelcitater og salmevers eller på, hvornår han mon kommer. Derimod handler det om, at vi til stadighed er klar til at møde Jesus, når han kommer, fordi vi lever i troens fællesskab med ham hver dag.
Jesus ved, hvad der vækker modstand mod ham
Men nu fortalte Jesus altså ikke bare om en brudgom, men om en brudgom, man bliver vred på, når man hører lignelsen. Fordi han til sidst holder døren lukket for de fem af pigerne.
Det træk ved lignelsen er blevet meget vigtigt for mig på det seneste. For det viser jo, at Jesus på forhånd ved, at netop budskabet om fortabelsen vil vække vrede, modvilje og anstød. Hos kristne og hos andre.
Dér oplever jeg mig i meget høj grad genkendt af Jesus. For jeg kender den reaktion stærkt hos mig selv, og jeg møder den hele tiden hos andre.
Det betyder vel at mærke ikke, at jeg har noget grundlag for at prøve at ”opfinde en anden kristendom” uden evig fortabelse. Både i denne lignelse og i mange andre tekster taler Jesus fuldstændig klart om det, og det er jo netop derfor, han advarer så indtrængende, som han gør.
Men det betyder, at med selve den måde, Jesus bygger lignelsen op på, viser han, at han på forhånd kender og forventer min reaktion. Han anerkender den og rummer den.
Det styrker min frimodighed til at stå ved den del af troen! Måske på en lidt bagvendt måde, men så kan jeg jo i det mindste vide, at det ikke er sådan, at jeg i grunden burde acceptere budskabet om fortabelsen uden modvilje og søvnløse nætter.
Og det er heller ikke sådan, at det ikke burde vække vrede og forargelse, når jeg står ved det over for andre.
Det er ikke nødvendigvis mig, der er noget galt med, når det vækker modstand. At Jesus anerkender min reaktion, giver på en eller anden måde frimodighed til at fastholde fortabelsen. Og plads til, at jeg kan være hos Kristus med det, selv når hans ord om den evige fortabelse føles som et åbent sår i troen.
Noget lignende gælder det forhold, at brudgommen i fortællingen lod vente på sig, og dét så længe, at jeg simpelthen ikke synes, han kunne være det bekendt.
Med det siger Jesus jo på forhånd billedlig talt, at det vil trække ud med hans genkomst. Og at det, at det trækker ud, vil virke urimeligt, anfægtende og næsten anstødeligt.
Dér rammer han igen min reaktion på kornet: Jeg synes, han har ventet næsten ubærligt længe, og jeg har svært ved at forstå, at han har ladet verdens historie blive så lang. Hvorfor er han ikke kommet endnu?
Det er helt klart et af de mest anfægtende spørgsmål i troen for mig. Man kan ikke sige, at lignelsen løser det for mig. Men ved at fortælle om en brudgom, man bliver vred på, fordi han venter så længe, viser Jesus i det mindste, at jeg ikke i grunden burde synes, at det er let at acceptere den lange ventetid.
Jesus ved også, hvad der vækker vrede mod kristne
På lidt samme måde vækker det en vrede i mig, at de fem brudepiger, der havde ekstra olie og derfor kom med til festen, ikke ville dele med de fem, der manglede. Her er det altså de fem ”kloge” brudepiger, jeg reagerer imod.
Det er helt tydeligt et billede på, at frelsen – og vejen til frelse – er personligt fællesskab med Jesus i tro på ham. Det er ikke nok at være med i flokken.
Det kunne Jesus have sagt på mange måder. Men ved at sige det netop sådan – i en lignelse, hvor man bliver vred på de brudepiger, der ikke vil dele – siger han samtidig på forhånd, at han ved, at budskabet virker provokerende og stødende.
Og det forhold, at det ikke er brudgommen, men de fem af brudepigerne, jeg nu bliver vred på, betyder noget her. Det viser, at Jesus ved, at folk også vil reagere med modvilje og vrede mod hans efterfølgere dengang og nu, over lige præcis dette.
Sådan er det faktisk den dag i dag, oplever jeg.
For det udfordrer og provokerer både folk, der tænker, at deres sag med Gud er i orden, fordi de er indbyggere i et kristent land, og folk, der tænker, de i hvert fald er blandt de frelste, fordi de er opvokset i en kristen familie eller er en del af et bestemt kristent fællesskab med tydelige værdier.
At sige til den slags mennesker, at Jesus-troen og frelsen er en personlig sag, er der mange, der oplever bedrevidende og arrogant, både udenfor og indenfor kirken.
Men det er altså det, Jesus siger i denne korte, alvorlige lignelse.
Vær klar!
Pointen er at kalde os til at være klar. Til at leve i troens fællesskab med ham hver dag, så vi også gør det, den dag han kommer.
Det kald skal vi høre og handle på. Og vi skal stå ved det og fastholde det – både i det, vi formidler til andre, og i vores egen tro og bøn.
Lad brænde mit hjertes lampe beredt
i tro, i håb og kærlighed.
Jeg sover eller våger, da være jeg din,
jeg lever eller dør, da være du min.
(DDS 269, v.3-4)
