Der er ikke tale om en egentlig opbyggelige bog – og det skal man være klar over, før man kaster sig over den. Der er tale om forskning. Men det hindrer ikke, at der kan være meget opbyggeligt at hente i bogen.
Hvis det er første gang, man skal kaste sig over Lutherlæsning, vil jeg dog anbefale, først at læse Carl Fr. Wisløff Martin Luthers Teologi (Hillerød: Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening, 1985). Den giver en på en gang enkel og dybdeborende tolkning af Luther. Når man så kommer til Fra Wittenberg til verden, vil man opdage, at forskningen rykker sig – også i de tolkninger som Wisløff fremlagde. Det skal man ikke lade sig skræmme af – det er forskningens vilkår.
Bogen er inddelt i to dele: den første forholder sig primært til Luthers egne tekster og forståelsen af dem, mens den næste del går over i receptionshistorien, og i højere grad forholder sig til brugen af Luther.
Arne Helge Teigen indleder analogien med en artikel om ”Guds søns evige fødsel”. Der ses på Luthers tolkninger af Sl 2,7 og en række andre tekster. Denne analyse viser, at Luther i høj grad betoner enheden mellem Faderen og Sønnen, og ikke regner Kristi guddom for underordnet – heller ikke efter inkarnationen. Dette perspektiveres til en debat i evangelikal-reformert sammenhæng i USA, hvor nogle har talt om sønnens evige underordning. Dette er i strid med Nikænum, og AHT viser, at Luther altså heller ikke tænkte i de baner.
Den næste artikel er skrevet af Asger Chr. Højlund. Han tager fat i Luthers forståelse af erfaringen, med særligt udgangspunkt i den anden salmeforelæsning. Tesen er at vise, at Luther ikke er så erfaringsfjendtlig, som han ofte gøres til. ACH´s mener, at Luther grundet den dialektiske teologi i det 20. århundrede, ofte er blevet vinklet lidt for ensidigt (Det gælder eks. fortolkere som Leif Grane, Wisløff m.fl.). I stedet fylder mystikken og erfaringen væsentligt mere hos Luther end tidligere antaget, ligesom tanken om Kristi iboen ved troen, giver en nær sammenhæng mellem retfærdiggørelsen og troen. For mange er det måske nye vinkler på Luther – i så fald åbner artiklen op for et væld af nyere forskning i Luthers teologi, som man kan give sig i kast med!
Børge Haahr Andersen tager også Luthers tale om erfaringen under lup, med udgangspunkt i Luthers prædikener. BHA´s artikel er særdeles opbyggelig læsning langt hen ad vejen. Han viser, hvordan der er en indbygget spænding hos Luther mellem særligt anfægtelsen og korset som grunderfaring, og så trøsten i Guds løfter alene. Denne spænding opløser Luther ikke, men lader den sjælesørgerisk stå. Mennesket flygter til stadighed fra Guds vrede til Guds nåde. BHA viser også, at Luther mener, at det er i forkyndelsen, at Kristus konkret er til stede, og at mennesket kommer til tro gennem evangeliet om ham.
Nordmanden Egil Sjaastad tager fat på Luthers salmer og forholdet mellem forsoningsmotiverne i dem. Med udgangspunkt i tidligere og nuværende debat, om det er Guds vrede, eller fangenskabet under Satan, der er vigtigst for Luther, læses salmerne. Undervejs er der tale om decideret opbyggelig læsning, hvor man ikke kan undgå at gribes af den dybde og bibelske fylde som Luther sætter ord på. Sjaastad konkluderer, at synden og Guds vrede danner grundlaget for dødens og Satans magt. Idet Jesus dør på korset, soner han derfor synden, og fjerner dermed grundlaget for Satans magt (jf. Kol 2,14-15). Det er Luthers tankegang. Til slut overvejer artiklen, om den ringe plads kamp-sejr motivet og djævelen spiller i vores sangbøger, skyldes oplysningstidens retouchering af Luthers salmer? Og om ikke det bør spille en større rolle – sammen med talen om Guds vrede, arvesynden og soningen.
Peter Olsen bringer både en artikel og en nyoversat tekst af reformatorerne, der forholder sig til synet på religionsfrihed. Det er beskæmmende læsning. Den tidlige Luther har gode tanker om frihed for jøder og gendøbere, men som årene går, forandrer det sig, indtil reformatorerne aktivt støtter landsforvisninger og dødsstraf til kættere. Her er en mørk plet hos Luther, vi skal forholde os til.
De sidste fire artikler i antologien ser mere på receptionshistorien end Luther selv. Det betyder også, at det bliver en anelse tungere i denne del (afhængig af hvem man er).
Tidligere minister Flemmning Kofod-Svendsen har gennemgået brugen af Luther i alle de kirkelige højrefløjs-sammenhænge, der bærer Luthers navn. De stærke jyder analyseres til indledning pga. deres store vigtighed, ligesom Den Evangelisk Lutherske Frikirke (DELF), Kristeligt Lutheransk Trossamfund (KLT), Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission. Der er tale om spændende læsning, hvor man bliver klogere på en række ting. DELF og KLT har været de klart mest luthersk bevidste, af de foreninger der undersøges med markant brug af Luther. LM derimod, har, særligt de første mange år af foreningens historie, været brugere af Rosenius, og derigennem været påvirket af Luther – men altså mere indirekte, mens det for ELM´s vedkommende, har været mere ligeligt fordelt. En enkelt anke mod artiklen kan være FKS´s forklaring af, hvorfor Luther får en større rolle i LM. Det angiver han, alene skyldes Leif Rasmussens (tidligere generalsekretær i LM) indsats med foredrag osv. Det vil jeg ikke underkende. Men nogle forslag, som FKS ikke nævner, som jeg mener bør tages med: Den store læsning, og brug, af Carl Fr. Wisløff i LM, den store rolle Niels Ove Rasmussen/Vigilius spillede som markant luthersk teolog, det tidlige KFS´s indflydelse i LM, samt den øgede kirkelighed i LM gennem de nye DBI og MF præster i 70´erne – der i disse år var meget luthersk påvirkede – gennem KFS! Alt det burde også have fået en plads i redegørelsen for, hvorfor Luther spiller en større rolle i dag. Generelt set, synes FKS at se foreningerne lidt for isoleret. Men artiklen er stadig lærerig!
Jakob V. Olsen tager fat i Luthers syn på filosofiens anvendelighed. Det gør han ved at inddrage en lang række af nyere Lutherlæsninger, der gør op med tidligere dominerende tolkninger. Tidligere har man, med udgangspunkt i Luthers voldsomme kritik af Aristoteles, overset, ifølge artiklen, at Luther også kan sige meget godt om filosofien, såfremt den får den rette rolle ift. teologien. Særligt en læsning af Luther, der tager ham til indtægt for, at det er umuligt at drive apologetik, og angive fornuftsgrunde til tro på Gud, afvises som en dårlig læsning af Luther. Her fornemmer man Olsens personlige anliggende, da han selv gennem tiden har drevet en del apologetik.
To nyere teologer, Johannes Horstmann og Svend Lerfeldt, har forholdt sig til helliggørelsen hos Luther. Deres læsninger analyserer Carsten Elmelund Petersen. Artiklen er temmelig tung, og kender man ikke de to teologer, kan den virke lidt tør. Men gennem artiklen får man alligevel også et godt indblik i Luthers syn på helliggørelse – at det i høj grad har en plads, og er noget Luther har meget at sige om. Dette har ikke altid fyldt meget i Lutherlæsningen i Danmark, men både Horstmann og Lerfeldt udgør en modpol til den danske ensidighed, hvilke Elmelund påviser i artiklen.
Samlet set er der tale om en spændende men også tung bog! Har man mod på at kaste sig over den, er jeg dog overbevist om, at udbyttet vil blive stort.
