I Matt 8:28-34, Mark 5:1-20 og Luk 8:26-39 gengives den samme beretning om, at Jesus uddriver dæmoner, som efterfølgende farer i en folk svin, som igen efterfølgende løber ud over en skrænt ned i en sø til den visse død. Forinden uddrivelsen har Jesus været i dialog med dæmonerne, og de har tigget ham om lov til at fare i svinene.
Men hvorfor giver Jesus dæmonerne lov? Med andre ord: Er det ikke synd for svinene? Her er syv streger, der til sammen tegner konturerne på et muligt svar. De første streger er mere sikre end de sidste to.
1) Dæmonernes opførsel viser deres onde og destruktive natur.
Med andre ord anmoder dæmonerne ikke om lov til at plante blomsterbede, men de tigger Jesus om lov til at leve videre i overensstemmelse med den livsretning de kom ind på, da de som gudsskabte engle fulgte Satan i oprøret imod den ene almægtige og evige Gud. Det er en livsretning, hvor de søger at ødelægge alt og alle på deres vej til deres egen dom. De så at sige bruger alle deres kræfter på at få mest muligt (destruktivt) ud af nuet, for de ved deres evighed ikke bliver nogen nydelse for dem. Den destruktivitet udfører de nogle gange bedst ved tydelige manifestationer som i dette tilfælde, mens de andre gange bedst udfører deres gerning inkognito og oversete. At de forårsager svinenes død, viser blot deres egen ”svinske” natur.
2) Svinenes antal bekræfter dæmonernes antal.
Det er en afgørende pointe i teksten, at manden ikke bare var besat af en ”almindelig” dæmon, men af en mangfoldighed af dæmoner – nok til at de sammen bekendte sig under navnet ”Legion”. Det var altså ikke bare en dæmon, der kunne have besat et svin – men to tusinde dæmoner, der var nok til at besætte to tusinde svin.1Muligvis har der ikke været to tusinde – men blot nok til at besætte en kritisk mængde af svinene, så at hele flokken bevægede sig samlet
3) Jesus tager ikke det endelige opgør med al ondskab nu – den dom venter han med til et ukendt tidspunkt i fremtiden.
Det er sandt, at Jesus på hans ca. treårige vandring fra dåb til himmelfart uddrev en del dæmoner, og dermed konfronterede han den onde åndeverden, der stod og står i opposition til ham. Han påtalte fx også farisærernes dobbeltmoral og hårdhjertethed. Men han tog ikke det endelige opgør med nogen af dem dengang. I stedet har alle de dæmoner, han uddrev givetvis kunnet forsætte deres destruktive adfærd, eftersom dæmoner er evige åndevæsner, hvis tilværelse også vil forsætte ind i evigheden. Og de onde og hårdhjertede mennesker, som han konfronterede, fik også lov at leve videre i deres hårdhjertethed for en stund.
Hvorfor? Fordi Gud først endeligt vil holde dom, når Jesus kommer igen, og indtil da lader han syndere og retfærdige, hvede og ukrudt, får og ulve leve side om side. Hvorfor gør han det? Jo, fordi han længes efter, at flere må omvende sig og finde hjem jf. 2 Pet 3:9. Gjorde han dengang endeligt op med det onde, og satte en stopper for det, så ville det have betydet, at du og jeg ikke ville have fået muligheden for at træde ind i frelsende og livgivende fællesskab med ham.
4) Svin er svin. Mennesker er mennesker. Gud er Gud.
Det virker måske som banale udsagn, men tanken bag er, at Gud har skabt en verden, der er ham helt underlagt. En verden i hvilken, han har givet en klar ”rangering”. For så vidt Gud lader noget ske med den skabte verden, uanset hvad det end er, så er det ikke uretfærdigt – for verden er blot leret i pottemagerens hånd. Hvad han gør, eller tillader andre at gøre, med hans ejendom, kan pr. definition ikke være et moralsk problem for Gud.
Det er også en verden, hvor Gud på en særlig og herlig måde specielt elsker mennesker frem for alt andet skabt. Ingen og intet andet end mennesket er skabt i hans billede. Det er derfor for Gud langt at foretrække, at dæmonerne piner og dræber dyr frem for mennesker. Ikke at Gud er ligeglad med dyr – for ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud ser det og er med i det – men på samme tid markerer Jesus en markant forskel mellem dyr og menensker med et: ”Er I ikke langt mere værd end de?”
5) Gud har uden problemer ofte ladet dyr ladet livet i hans selvåbenbaring.
Fx som da Gud gav Adam og Eva skindtøj. Eller han gav Abraham et andet offerdyr i stedet for Isak. Eller da han gav Israel offervejledningerne igennem Moses. Gud har aldrig set et problem i, at dyr regelmæssigt har måtte lade livet som led i en Guds selvåbenbaring. Heller ikke dengang, at syndfloden kostede næsten ALLE dyrs liv.
Reelt set er 2000 svin blot en dråbe i havet set i lyset af det antal dyr, der tidligere har ladet livet i Israels og verdens historie. Den tanke løser måske ikke problemet, men den indikerer i stedet, at hvis du virkeligt har et problem med de 2000 svins død, så har du langt større problemer langt tidligere i Guds åbenbaringshistorie.
Den femte pointe er kun sagen vedkommende, for så vidt vi antager at enten 6. og/eller 7. refleksion har noget på sig. Her kommer så de mere spekulative og forkyndende streger.
6) Svinene led i stedet for manden.
Manden, der fik uddrevet dæmoner gik fri modsat svinene. Det er en bibelsk pointe, at når én går fri – så koster det en anden. I Israels offertjeneste var der både årlige ofringer og mere regelmæssige ofrer, som altså igen og igen har kostet mange dyr deres liv, sådan at en anden kunne gå fri fra Guds dom. De mange ofre var reelt ikke virksomme i sig selv, afslører forfatteren til hebræerbrevet. I stedet havde de nærmest en sakramental funktion i kraft af, at de pegede på Jesu stedfortrædende død på korset.
Måske vi ved dæmonerne og svinene har noget lignende? De illustrerer for os, at når Jesus tilgiver, helbreder eller udfrier, så koster det noget. I ultimativ forstand koster det noget for ham selv. For det var ham selv, der blev hængt på korset, og som der sonede for den arvesynd og den måske mere konkrete synd, som har banet vejen for disse mænds besættelse. Altså led svinene i stedet for mændene i første omgang, men det gjorde de blot meget midlertidigt før Kongernes Konge og Herrernes Herre, vores egen bror, Jesus Kristus selv led i stedet.
7) Uddrivelsen forud vidner om Jesu endelige opgør med dæmonerne.
I Joh. Åb. 19:20 beskrives Guds endelige dom over al ugudelighed blandt Satan og hans dæmoner, og her beskrives det, at de kastes i ildsøen. Er Jesu håndtering af dæmonerne, som selv tror de får deres vilje, måske mere ment som et billede på, hvordan Jesus engang skal slynge dæmonerne ikke blot i en almindelig sø2Hvor kun de dyr eller mennesker, de selv har besat, går til grunde, men i den evige ildsø, hvor deres straf ingen ende vil tage?
