Det skyldes også, at fortællingen er en befriende modvægt til den stærke formidling, som de mange elektroniske medier giver i dag. Fortællingen er nemlig i stand til at danne individuelle billeder i modsætning til mediernes præfabrikerede billeder. Desuden har fortællingen i almindelighed og den bibelske fortælling i særdeleshed det ved sig, at når mennesker hører sammen, så kommer de også til høre sammen – på tværs af de skel, der ellers er iblandt os, fx mellem barn og voksen, mellem læser og ikke-læser, mellem høj og lav begavelse. Fortællingen er en formidlingsform, som er meget ”demokratisk”, idet den fx ikke kræver evne til at bryde læsekoden. Endelig er fortælling af bibelhistorien vigtig, fordi det er en formidlingsform, som er prioriteret i såvel Gammel som Ny Testamente.
Det må dog ikke få os til at gøre fortællingen af bibelhistorie enerådende i den kristne formidling. Den er én blandt mange brugbare formidlingsformer, som vi gør klogt i at betjene os af, og som Bibelen inspirerer os til.
Jeg skelner mellem den forkyndende og den almene bibelfortælling. Den første finder typisk sted i en kristen børneklub eller som en fortælle-prædiken for unge eller voksne. Den anden finder typisk sted i et forsamlingshus eller en skole. Den væsentligste forskel er, at den forkyndende bibelhistorie knytter en eller flere appliceringer af fortællingens budskab til tilhørernes liv, tro og fremtid. Mens den almene form ”blot” fortæller den bibelske beretning. Helligånden, der virker, når og hvor han vil, når Guds ord formidles, kan naturligvis skabe tro gennem begge former for bibelfortælling.
Selve ”teknikken” i at fortælle bibelhistorie er den samme, om man fortæller for børn, unge eller voksne. Men der skal naturligvis være forskel på, hvor dramatisk man gør beretningen, og hvor megen forhåndsviden man kan forudsætte bekendt.
Fortæller-håndværket1Følgende er i let redigeret form hentet fra min bog Hvordan få det sagt? (Lohse i samarbejde med LogosMedia 2009), hvor man kan læse mere om fortællingen og de andre formidlingsformer.
En fortæller er ikke en neutral oplæser. Han må være engageret i det, han fortæller. Beretningen må glæde, provokere eller interessere ham. Fortællerens engagement for fortællingen vil kunne aflæses af tilhørerne. Derfor er man nødt til at give lidt af sig selv, når man fortæller. Eller som en har sagt: ”En godt fortalt bibelhistorie er god, men en godt oplevet bibelhistorie er endnu bedre.”
Det er vigtigt at få personerne i bibelfortællingen til at leve. Bibelen er netop kendetegnet ved, at den tegner personerne realistisk. Abraham og Moses var Guds udvalgte redskaber; men de var ikke fejlfri. På samme måde skildres apostlene i Ny Testamente ikke som helgener. De er Jesu udvalgte sendebud; men de er også mennesker på godt og ondt. Den gode bibelfortæller lytter sig ind til denne realisme i de bibelske skildringer, hvorfor personerne i hans fortælling bliver levende mennesker, som elsker og hader, glædes og frygter, sejrer og lider nederlag. Således bliver muligheden for identifikation også større for tilhørerne, der i deres fantasi kommer til at opleve noget af det, som de bibelske personerne følte, tænkte og gjorde.
Ikke blot personerne, men også miljøet skal man som fortæller søge at levendegøre. En god bibel-fortælling er bl.a. kendetegnet ved, at stemningen i lokalet minder om den i fortællingen, hvad enten det nu er spænding, alvor, overraskelse, glæde, forventning, frygt, tillid, usikkerhed eller kulde. Mimik, øjne og kropssprog er i høj grad midler for dette. Hvis man selv mærker stemningen i det pågældende miljø, vil ens fremtræden også formidle den.
Pas på ikke at komme med lange og indviklede forklaringer midt i fortællingen, som gør, at tilhørerne falder fra og skal hentes tilbage. Fortællingen skal rumme megen handling, nogen beskrivelse og kun få forklaringer.
Fortællingens sprog er af stor betydning. Vigtigst: Det skal være dit sprog. Ingen bibelfortæller bør søge at efterligne en andens sproglige form. Det er lige så håbløst som at prøve at efterligne en andens fingeraftryk.
Gode råd til sproget i en fortælling:
|
Hvordan forberede en fortælling?
Der findes selvfølgelig ikke kun én måde at forberede en fortælling på. Men her er nogle ideer.
Det vigtigste i forberedelsen er at lære den pågældende bibeltekst godt at kende. Læs den grundigt igennem. Læs den gerne nogle dage før, du skal fortælle, så den kan leve i dit sind nogle dage. Selv om det er en tekst, du kender, så prøv at læse den med friske øjne. Lad dig ikke styre af, hvad du tror, der står, men af, hvad der faktisk står.
Herefter følger tre faser som forberedelsen bør gennemløbe:
Skelet
Skelettet i en bibelfortælling er selve handlingen – i komprimeret form. Komprimeringen af handlingen er vigtig, fordi den hjælper fortælleren til at skelne mellem detaljer og centrum i fortællingen. Man kan øve sig på dette ved at tvinge sig selv til at fortælle historien på først tre, derefter to minutter og til sidst på ét minut. Derved tvinger man handlingsskelettet frem, og man ender med en stribe stikord, som er absolut bærende for historiens gang. Det vil som regel være konkrete ord, ikke abstrakte begreber og symboler.
Her er en ét-minuts udgave af profeten Jonas:
Guds sagde til Jonas: ”Rejs til Nineve og forkynd min dom over dem.!” Men det ville Jonas ikke. Han flygtede på et skib. Men der kom en storm, og sømændene blev bange. Derfor smed de Jonas over bord. Han blev slugt af en fisk. Der lå han og bad til Gud, men senere gylpede fisken Jonas op på land. Så gik han til Nineve, hvor de alle lyttede på ham og omvendte sig, så Gud fortrød sin straf. Det blev Jonas vred over. Derfor ønskede han at dø. Men Gud satte Jonas i rette, bl.a. ved at give Jonas en skyggeplante, som Gud tog fra ham igen.
Skelettet er altså de allervigtigste stikord, som driver historien fremad, og som fortælleren er nødt til at kende og kunne udenad.
Det betyder ikke, at detaljerne er uvæsentlige. Langt fra. Men alle detaljer skal føje sig ind i helheden og hæftes på det bærende skelet – og det kan man ikke gøre, før man kender skelettet. At have skelettet klart for sig hjælper også fortælleren til at sortere de detaljer fra, som ikke er befordrende for helheden.
Kød
Ét-minuts udgaven af beretningen om Jonas fungerer jo ikke som bibelfortælling. Den er for kort, og den lever slet ikke. Den skal gives kød og blod. Det vil sige, vil skal prøve at skabe nogle billeder for vores tilhørere, så de kan se handlingen for sig. Vi skal beskrive Jonas, sømændene, indbyggerne i Nineve og – ikke mindst – Gud mere malende og detaljeret.
Skønt nogle har større forestillingsevne end andre og lettere kan se ting for sig, så kan alle opøve evnen til at iklæde et komprimeret handlingsforløb kød og blod. Brug din visuelle bagage og forsøg at udbygge den.
Det kan fx være en hjælp at tegne historiens forløb. For nogle vil der være naturligt at gøre det som streg-tegninger, for andre vil det være bedst at tegne en rute over handlingsforløbet. Sådan en rute over Jonas-fortællingen kunne se sådan ud:
Det kan være en hjælp at gå handlingen eller ruten igennem derhjemme i stuen, ude på græsplænen eller en tur i skoven. Stil dig ved hver af ”stationerne” og iagttag for dit indre blik, hvad der sker netop der og da i historien. Iagttag hvordan omgivelserne er: Hvilke planter, dyr, huse, landskaber, lyde, lugte er der?
Iagttag dernæst personerne, som optræder i fortællingen. Hvordan ser de ud? Hvad gør de? Hvad siger de? Prøv derefter at træde ind i personen. Hvordan er det at være ham eller hende lige nu og her? Forestil dig, hvad vedkommende føler, tænker og vil. Betragt således personerne både indefra og udefra. Så vil du lettere kunne gøre dem levende for dine tilhørere.
Lad os igen tage profeten Jonas som eksempel: På station 1 har Jonas tilsyneladende været vred og trodsig over for Gud. På station 3 var sømændene rædselsslagne, hvilket man kunne læse i deres ansigter. På station 4 må Jonas have været både bange og uvis på sin skæbne. På station 6 var Jonas beslutsom, men nok også præget af skadefryd over Nineves forestående dom. På station 7 var Jonas skuffet over, at Gud skånede byen. Men Gud var barmhjertig.
Det er dog ikke alt det, du iagttager og forestiller dig, når du for dit indre blik går historien igennem, som du senere skal tage med i fortællingen. Men selv det, du vælger ikke at tage med, er med til at give historien klangbund og troværdighed.
Tøj
Men det hele er ikke gjort med at have et skelet med kød på. Vi har også brug for tøj til fortællingen, dvs. et sprog og en opbygning. Sproget har jeg været inde på ovenfor, så her indskrænker jeg mig til opbygningen, dvs. den måde, fortællingen er bygget op på.
Groft sagt består fortællingen af en indledning, selve fortællingen og en afslutning. Selve fortællingen rummer en eller flere spændingsopbygninger. Det kan illustreres sådan:
Det er vigtigt ikke at sjuske med indledningen og afslutningen. Du må vide, hvordan du vil begynde og slutte fortællingen. Indledningen skal helst være kort og fængende. Afslutningen skal helst være kort og rammende.
Indledningen kan være en tilknytning til tilhørernes liv. Hvis du skal fortælle om Peter, der fornægter Jesus, kan du som indledning rejse spørgsmålet: Har du nogensinde svigtet en ven? Måske får du et eksempel fra en tilhører, eller måske har du selv et; hvorefter du går over til beretningen om Peter og Jesus.
Afslutningen er vigtig – både fordi vi ligesom skal lande igen, og fordi det er muligheden for at samle beretningens pointe og budskab – evt. i form af en tiltale over for tilhørerne.
Nogle har brug for at skrive meget ned i løbet af forberedelsen, andre kun lidt. Men husk, at fortællingen er mundtlig. Der skal være plads til, at sproget formes efter dem, du fortæller for. Men man kan kun improvisere, hvis man er velforberedt!
Rigtig god vind med at fortælle bibelhistorie! Husk, at øvelse gør mester!
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
Fodnoter:
| ↑1 | Følgende er i let redigeret form hentet fra min bog Hvordan få det sagt? (Lohse i samarbejde med LogosMedia 2009), hvor man kan læse mere om fortællingen og de andre formidlingsformer. |
|---|
