Sendelsen sker på to plan:
- Gud sender sin søn til verden. Initiativet er hans. Målet er at frelse det fortabte.
- Jesus sender sine disciple ud til verden. Initiativet er hans. Hensigten er, at de skal proklamere, at der nu er frelse for fortabte ved tro på Jesus.
Mission har sin grundidé og sit udspring i Gud. Det er ikke et påfund hos mennesker med særlig interesse for andre folkeslag. Gud har en frelsesplan for verden, og den virkeliggøres gennem mission. At sige nej til mission er at modarbejde Guds frelsestanker med mennesket. Sendelsens to led er dybest set Guds katastrofeaktion for at redde mennesket fra dom og evig fortabelse.
Frelser for folkene
I hele Det gamle testamente handlede Gud med sit udvalgte ejendomsfolk. De skulle være et vidnesbyrd om Gud blandt folkene. Men ofte vanærede de Gud ved deres synd og frafald. Selv om Gud åbenbarede sig specifikt for Israels folk, så er han alligevel hele jordens herre (Sl 8,2 og 65,6-9). Op gennem historien – til Abraham, Moses, David og profeterne – gav Gud løfter om, at han ville sende en frelser. I glimt hører vi, at hans gerning ikke kun skal gælde Israels folk, men alle folkeslag.
Han skal blive et lys for folkene, og hans frelse skal nå til jordens ender (Es 49,6), ja folkeslag skal komme til hans stråleglans (Es 60,3). Mission er ikke en hovsa-løsning for Gud. Før Gud skabte verden, udvalgte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus og til at fremstå som hellige og uden fejl for sit ansigt. Da mennesket pga. synd ikke selv kunne komme ind i dette nære og ufejlbarlige fællesskab, handlede Gud og sendte sin søn til soning for sit folks synder, ja for hele verdens.
Guds kærlighed
I al tale om mission er Jesus og hans frelsergerning for verden det centrale udgangspunkt. Det begynder hos Gud med hans sendelse af Jesus som den lovede Messias, og det har sit centrum i Jesu død og opstandelse. Her handler Gud for at frelse verden. Jesus går som stedfortræder ind og soner hele verdens synd på korset.
Ved Jesus død og opstandelse blev det ødelagte forhold til Gud genoprettet. Mellemværendet blev ordnet op ved en stedfortræder udefra, så der nu ved Jesus er åben adgang for alle til frelse og evigt liv hos Gud. Det er på den baggrund og efter Jesu død og opstandelse, at disciplene får til opgave at gå ud i verden og fortælle denne gode nyhed. Evangeliet er igangsætter. Kristi kærlighed tvinger os, siger Paulus.
Befaling
Jesus giver en befaling og tilskynder sine 11 disciple til at gå ud og gøre alle folkeslag til hans efterfølgere. Befalingen er sagt til enkeltpersoner, men det er samtidig menigheden, der som fællesskab skal forkynde hans guddomsmagt på jord og sende vidner ud (1 Pet 2,9; ApG 13,3).
Det er sejrherren, der siger det. Han, der ved sin død og opstandelse har besejret djævelen og frataget ham hans magt over mennesker. Han, der har al magt i Himlen og på jorden, sender alle sine disciple ud i verden. For at være Jesu vidner. Med aktionsradius fra Jerusalem (det nære) til jordens ende. Han har et globalt sigte med sin sendelse, fordi det ligger i selve evangeliet, at det er for alle. Ved dåb og oplæring skal de give mennesker del i det, han selv har vundet til dem.
I missionsbefalingen er det tydeligt, at Jesus vil mission til alle folkeslag. Uden restriktioner eller forbehold. Mission har retning mod dem, der ikke har hørt det. Jesus lover, at han selv vil gå med sine sendebud alle dage indtil verdens ende. Så står vi ikke alene med opgaven. ”Verdens ende” skal både forstås rent geografisk: til jordens yderste grænser, og tidmæssigt: til verdens tidsepoke er slut.
Indholdet
Lukas siger, at der i Jesu navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag (Luk 24,47). Det er altså evangeliets centrale budskab, der skal bringes videre. Ordet om korset og opstandelsen. Det er et kald til at modtage syndernes forladelse ved at vende om og tro på ham, der døde og opstod for vores synders skyld. Gud forligte verden med sig selv ved Kristus. Og så er vi som forvaltere betroet ordet om den forligelse – sådan at vi er kaldet til at være udsendinge på Jesu vegne for at fortælle om det.
Mennesker skal inviteres til at lade sig forlige med Gud (2 Kor 5,18-21). Vi står ansvarlig over for ham, der sender os – samtidig som vi er totalt afhængige af, at han selv går med ved sin ånd og virker og skaber troen i menneskers hjerter, når ordet bliver forkyndt. Helligånden skal vidne om Jesus – og vi skal (Joh 15,27), men det er Gud, der skaber liv, giver vækst og lader frugt vokse frem.
Fortabelsen
Man kan også vende det rundt og sige, at fortabelsens virkelighed er motivation til at drive mission. For Guds vrede bliver over dem, der ikke kommer til tro på Sønnen (Joh 3,18 og 3,36). De må derfor høre Guds indbydelse og advares, så de bliver klar over, hvad de er på vej imod. Så de ved Guds indgreb kunne gå fra at være blinde til at se evangeliets lys. Paulus levede med en dyb smerte over dem i sit folk, som ikke så, hvem Jesus var (Rom 9). Det pinte ham så dybt, at han kunne ønske selv at være skilt fra Kristus, hvis det kunne gavne hans landsmænd. Det var nøden for de ufrelste, der fik ham til at sige det. Han vidste, at Gud ikke har bestemt os til at rammes af hans vrede men til at få del i frelsen. Kun ved tro på Sønnen kan vi komme til Gud og finde nåde. Desto større var smerten, når hans eget folk, afviste frelseren.
Nødvendigt at høre
Alene troen på Jesus gør et menneske retfærdigt for Gud. Det sker ved at høre evangeliet og tage imod det i tro. Det gælder for jøder såvel som ikke-jøder. Han er rig nok for alle, som påkalder ham. Men der ligger en begrænsning i at få mennesker i høreafstand af evangeliet, så Jesus kan tros og påkaldes. Udfordringen og kaldet er at sende nogen ud med det gode budskab, så det kan prædikes og dermed blive hørt og troet, så mennesker kan påkalde Jesus og blive frelst.
Paulus’ ord i Rom 10,11-17 understreger nødvendigheden af at sende missionærer ud til dem, der ikke har haft mulighed for at høre om Jesus. Paulus var selv optaget af det og satte en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere havde lydt. Det er motivation for at være i bevægelse mod ”de mindst nåede” folkegrupper, alt mens vi spejder efter de veje, Gud vil lede os ad – og mens vi kalder ad mennesker, der er villige til at gå til dem.
Mission i endetidsperspektiv
Jesus knytter selv forkyndelsen af evangeliet om Guds rige samme med talen om endetiden (Matt 24,14). Der er flere perspektiver i det:
1) Der kommer en dag, hvor det er slut med at forkynde Jesus – derfor må vi bruge tiden rigtigt. Det kan blive for sent og mulighederne være forspildt. Det er missionens tid fra pinsedag og frem til Jesu genkomst.
2) Enden kommer, når Evangeliet har været forkyndt for alle folkeslag. Gud har styr på det forhold. Dermed står folkeslagene uden undskyldning for ikke at have haft deres besøgelsestid som folk.
Peters tale i sit andet brev om, at vi kan ”fremskynde Guds dags komme”, kan godt forstås sådan, at missionsarbejdets udbredelse har betydning for tidspunktet for Jesu genkomst. Det er i alt fald en opfordring til at arbejde udholdende og med håb. Vores fokus må være på opgaven med at vidne om Jesus og ikke på tidspunktet, som Gud har bestemt. 3) Guds fuldkomne riges endelige synliggørelse forudsætter, at han kan æres af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål. Guds universelle frelsesperspektiv skal på den måde synliggøres i evigheden (Åb 7,9-12).
Tjenerne
Som vidner er vi som lerkar, der rummer evangeliets skat. I al skrøbelighed og ufuldkommenhed er de frelste Guds redskaber. Sådan har han valgt det. Det er, for at Guds kraft skal blive synlig, så han kan få æren, og ikke os. Guds magt ses tydeligst i vores magtesløshed (2 Kor 12,9).
Målet
Missionens mål er Guds riges fuldendelse i herlighed, hvor alle frelste skal ære Gud og Lammet. Vi må som Guds tjenere arbejde for, at så mange som muligt nås med evangeliet i tide, for at ”bryllupssalen kan blive fuld af gæster”. Ved at nåden når til flere og flere, forøges taksigelsen til Guds ære (2 Kor 4,15). I Himlen skal det slagtede lam, som købte mennesker til Gud med sit blod, æres og prises i evighed – af englene og af de frelste. Vi driver dybest set mission, for at Gud kan få ære for sit frelsesværk.
Gud vil mission. Han vil frelse mennesker af alle folkeslag. Ham være ære til evig tid for det!
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
