Diskussionerne viser, at der er brug for hjælp til at forstå, hvilken vægt budskabet om forsoningen skal have i den kristne forkyndelse. Denne artikel er ment som et bidrag til dertil.
Forkyndelsen er nådemiddel, når …
Lad os begynde med at pege på det, som må siges at være det grundlæggende, før noget overhovedet kan kaldes for bibelsk forkyndelse.
Ifølge luthersk teologi er forkyndelsen et af nådemidlerne. Skal vi tage stilling til forsoningens plads i forkyndelsen, bør vi derfor først spørge, hvad der skal til, for at den konkrete forkyndelse kan kaldes et nådemiddel.
Svaret er klart: Det er netop budskabet om Jesu stedfortrædende soningsdød, der konstituerer forkyndelsen som nådemiddel. Det betyder, at forkyndelse, som ikke giver plads til forsoningens budskab, ikke kan regnes for et nådemiddel.
Begrundelsen for dette findes særligt hos Paulus, der skriver, at ordet om korset er en Guds kraft til frelse (1 Kor 1,12-24; 2,2-5). Forkyndelsens frelseskraft gøres dermed betinget af, at et bestemt budskab lyder, nemlig korsets budskab.
Korsets budskab er et nådemiddel, fordi det giver frelse, skaber tro og nyt liv. Derfor må korsets budskab være med i al forkyndelse, og det må sætte sit præg på alle de forskellige temaer, der tages op i forkyndelsen.
Det vil mange sikkert erklære sig enige i. Situationen er alligevel, at dele af den moderne forkyndelse præges af en teologi, der stiller sig kritisk til selve læren om en stedfortrædende soning: Hvorfor skulle Gud kræve et offer for at tilgive synd? spørger professor Jan-Olav Henriksen fra Menighetsfakultetet i Norge.
Han hævder, at Jesus led som martyr for den sag, han kæmpede for, ikke som stedfortræder. Den danske teolog Lars Sandbeck har udviklet sit eget alternativ til bibelens forsoningslære. Han hævder, at forsoningen består i, at Gud identificerer sig med mennesker, som har opgivet troen på Gud. Sådanne synspunkter udsletter forkyndelsens nådemiddelkarakter. De giver ikke grundlag for at tale om frelse i betydningen syndsforladelse, for Jesu skyld.
Nej tak til udvidet frelsesbegreb!
Andre retninger er problematiske af andre grunde. Jeg tænker her særligt på teologiske retninger, som opererer med det, vi kalder et udvidet frelsesbegreb. Et eksempel på dette er Christopher J. H. Wright. Han fastholder, at Jesus frelser fra Guds dom over synden. Samtidig lærer han, at Jesu død og opstandelse medfører frelse fra økonomisk, social og økologisk nød.
En sociopolitisk problematik bliver dermed en del af frelseslæren, og den vægtlægges til tider så stærkt, at det fortrænger budskabet om frelsen fra Guds dom. Læren om Jesu stedfortrædende død sættes med andre ord i skyggen af sociopolitiske temaer, som man mener, at kirken bør engagere sig i. Dermed afsvækkes forkyndelsens karakter af at være nådemiddel.
I mødet med sidstnævnte tendens er det ikke nok at sige, at læren om Jesu død for vores synder må vægtlægges stærkere. Det må præciseres, at frelsen ikke handler om politik, men om syndsforladelse for Jesu skyld.
Samtidig må det forkynnes ,at evangeliet får konsekvenser for vores liv i denne verden. Det driver os til at tjene vores næste – ikke bare i menigheden, men også i samfundet. Den teologi, der bygger på et udvidet frelsesbegreb, giver os en vigtig påmindelse om, at kristne virkelig har samfundsansvar.
Samtidig mener jeg, at undervisningen om, hvad kristne menneskers ansvar som samfundsborgere konkret består i, må forankres i læren om opretholdelsen og De ti bud. Gør vi ikke det, kan man let komme til at sammenblande kristendom og politik, frelse og opretholdelse.
En pointering af dette forhold er nødvendig, både for at forsoningen kan forkyndes med sit rette indhold, og for at der kan tales ret om, hvordan kristne mennesker skal leve i verden. Jeg vil uddybe min begrundelse for dette i det følgende.
Lov og evangelium
I mellemkrigstiden havde Karl Barth sit berømte opgør med den lutherske lære om lov og evangelium. Noget forenklet kan man sige, at Barth ville bytte om på rækkefølgen af lov og evangelium. Han ville tale om evangelium og lov, i stedet for lov og evangelium. Læser man Barth, forstår man, at denne gennemgribende forandring var af stor betydning.
Barths pointe var, at principper for etik og politik skulle udledes af evangeliet. Dermed inspirerede Barth til en type teologisk reflektion, som er kendetegnet ved, at man søger at udvikle sociale og etiske strategier for kirken ud fra moderne tolkninger af evangeliet. Et alvorligt problem er imidlertid, at der i mange tilfælde udvikles en evangelieforståelse, som kommer i konflikt med bibelens bud og formaninger.
Det kan føre til en argumentation, som præges af, at man sætter Jesu etik eller kærlighetsbuddet op imod Guds bud og lov. Det i Guds ord, som sætter grænsen for menneskelig selvudfoldelse, anses som forældet eller tidsbetinget. Man vil uddestillere Jesu lære om accept og kærlighed, og kan i værste fald ende med at forkynde syndernes tilladelse, i stedet for syndernes forladelse.
Den saglige rækkefølge mellem lov og evangelium er altså ikke ligegyldig. For at forsoningen overhovedet skal fattes, må lovens budskab komme først, og give de rette forudsætninger for at forstå Jesu soningsdød. For uden loven forstår vi ikke, at Jesu død var en opfyldelse af Guds dom over vore synder.
Jeg tror, at vi her rører ved det, som er den største mangel ved forkyndelsen i vores tid. Jeg har i den senere tid hørt forkyndelse, hvor Jesu navn knapt nok nævnes. Der tales meget om Guds gæstfrihed og accept, men det siges ikke, at Jesus er den eneste dør til Himmelen, eller at Gud kun er os nådige på grund af ham.
Den, der ønsker at forkynde hele Guds råd, må sørge for at få det helt grundlæggende på plads. Han må forkynde Guds lov sammen med evangeliet. Lovens budskab skal altså ikke bare forkyndes intellektuelt, for at sikre, at evangeliet forstås ret. Det skal forkyndes som personlig tiltale, så mennesker indser deres sande stilling og tager imod den nåde, Gud giver – alene på grund af Jesus.
Forkyndelse af hele Guds råd
På denne baggrund skal vi nu sige lidt om, hvad der skal til, for at forkyndelsen kan virke som et nådemiddel, når den tager forskellige temaer op til behandling. Jeg vælger at belyse dette ved at tage udgangspunkt i enkelte bibeltekster, som behandler forskellige temaer.
Hensigten er kort at vise, hvordan de forskellige temaer knyttes til læren om forsoning og frelse i disse bibeltekster. Med dette ønsker jeg at vise, at der findes en bibelsk form for kristuscentrering, som må og skal komme til udtryk i al forkyndelse. For «om nogen taler, skal han tale som Guds ord» (1 Pet 4,11, norsk overs.).
Lad mig begynde med en tekst, som taler om nyskabelse, genfødsel og tjeneste for Jesus Kristus, nemlig Andet Korintherbrev 5,14–21. Her læser vi, at troen på forsoningens budskab gør vores forhold til Gud helt nyt. Det nye forhold, vi har til Gud, ved troen på Jesu forsoning, får en række følger:
Vi bliver “en ny skabning” (v. 17), vi sættes i stand til at gøre «forligelsens tjeneste», og “ordet om forligelsen” lægges ind i os (v. 18f). Teksten viser, at der er et årsags – virkningsforhold mellem Jesu forsoning og alt det, som sker med et menneske, der kommer til tro.
Alt det nye udvirkes i os ved evangeliets budskab om Jesus Kristus. En tilvarende struktur finder vi også i Romerbrevet 8,1–4. Her hedder det, at lovens krav om retfærdighet skal opfyldes i os – som følge af, at vi er “i Kristus Jesus”, er fri fra al “fordømmelse”, og derfor lever “i lydighed mod Ånden”.
Et tilsvarende forhold ser vi i Første Korintherbrev 1,4–7, hvor der tales om nådegaverne. Paulus skriver, at menigheden i Korint var rig på alt, på grund af nåden i Jesus Kristus. Og fordi Kristi vidnesbyrd var grundfæstet i dem, manglede de ingen nådegave. Nådegavene udvirkes med andre ord af nåden i Jesus Kristus. Man taler derfor ikke sandt om nådegaverne, hvis man ikke forklarer dem i deres forhold til Kristus og frelsen.
Det samme mønster ser vi også, når Bibelen taler om dåb og nadver, tro og genfødsel. Dåben og nadveren er sakramenter, som meddeler os syndsforladelse på grund af Jesu soningsdød, og de kan ikke forstås rigtigt uden i sammenhæng med læren om forsoning og nåde (Matt 26,28. ApG 2,38).
En række andre bibelord og temaer kunne også nævnes. Fælles for disse er, at de mange temaer, de taler om, forbindes med læren om Jesu Kristi forsoning. Læren om forsoningen giver således lys over forståelsen af disse temaer.
Man kan forsikre sig om det ved at lede efter de sammenhænge i Bibelen, jeg her kun har skitseret. Forøger man at se dette mønster, høster man visdom og velsignelse. Man lærer at forstå, hvordan Bibelen hænger sammen, og får lidt efter lidt indsigt i, hvordan hele Guds råd skal forkyndes.
Kristuscentreret mønster
Det, jeg nu har påpeget, bekræfter et anliggende, som er meget vigtig for Luthersk teologi, nemlig det såkaldte materialprincip: at læren om Jesu soningsdød for vore synder, sammen med læren om retfærdiggørelse ved tro, er den artikel, kirken står og falder med.
Reformatorerne anvendte læren om forsoning og retfærdiggørelse i deres arbejde med at udvikle en bibelsk teologi og forkyndelse. Princippet blev anvendt både som teologisk ekskluderingsprincip, og som teologisk ordningsprincip.
Det virkede teologisk ekskluderende, når al (katolsk) lære, som kom i konflikt med læren om, at Jesus alene har gjort alt det, som Gud kræver for at frelse mennesker, blev afvist.
Som ordningsprincip viste det sig ved, at forskellige teologiske temaer blev udformet i lyset af forsoning og retfærdiggørelse. Man kunne ikke lære om noget, så det kom i konflikt med læren om, at mennesket frelses ved troen alene og nåden alene.
Dermed fulgte reformatorene det kristuscentrerede mønster, som findes i Bibelen selv. Jesus Kristus og hans frelsesværk kom derved i centrum for deres teologi og forkyndelse.
Tidens udfordring
Det er ikke for intet, at reformatorerne hævdede, at læren om forsoning og retfærdiggørelse er den artikel, som kirken står og falder med. De forstod bedre end nogen, at kirken netop ville falde og gå under, hvis forsoningens budskab ikke blev forkyndt.
De så, at kirken i deres samtid virkelig var nær ved at gå under. De forstod, hvad der var årsagen til det: at forsoningens budskab blev fortiet, omfortolket eller tilsidesat. Derfor blev det så magtpåliggende for dem at genrejse forkyndelsen af forsoningens budskab.
Kirkerne i de skandinaviske lande står nu i fare for at falde og gå under. Forsoningens budskab er forstummet mange steder. I mange forsamlinger er dette livgivende budskab tilsidesat, til fordel for anden såkaldt aktuel tematik.
Andre steder lyder det faktisk endnu. Det må vi glæde os over, trods det, vi ellers ser. Vi, som er kommet til tro ved dette budskab, har endnu friheden og muligheden for at forkynde det for fortabte mennesker, som Jesus elsker. Lad os opmuntre hinanden til det og stå sammen netop om denne tjeneste.
Oversættelse af Jørgen Bonde. Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
